14-årige Alfred sang for Kim Larsen og hele Danmark: Han var jo nærmest udødelig

Alfred Kann er en blot 14-årig Kim Larsen-fan. Søndag aften sang han for hele Danmark.

- Det var fedt!

Søndag aften fik 14-årige Alfred Kann en propfyldt Københavns Rådhusplads til at synge med på Kim Larsen-hittet 'Joanna'.

- Jeg har det superfedt, det var mega vildt. Det var ret surrealistisk. Når man kommer ned, tror man lidt, at det var en drøm, fortæller Alfred Kann.

- Det gik rimelig hurtigt, men jeg nød det. Der var mange nerver på inden, men det forsvandt lige inden, jeg skulle på.

Det kan godt være, at Alfred Kann kun er 14 år – men han glemmer nok aldrig, hvor han var, da han hørte nyheden om, at Kim Larsen var død.

- Vi var på vej hjem fra Ærø og gik ombord på færgen. Da vi kom ind, hang der en fladskærm, hvor der stod, at han var død. Det var lidt et chok, for han var jo nærmest udødelig. Min far og jeg måtte lige ud at trække lidt luft på dækket, fortæller han.

Nært forhold til Larsen

Trods sin unge alder har Alfred Kann et indgående kendskab til Kim Larsen og hans musik. Det begyndte med sangen 'Køb bananer', og siden er der kommet flere yndlingssange på listen.

- Mine venner har nok ikke et helt så nært forhold til Kim Larsen, som jeg har. Men jeg tror, at alle har et slags forhold til ham alligevel.

Hvad kan en dreng på 14 år lære af Kim Larsen?

- Han var også sådan en, der ville fremad i stedet for at kigge tilbage. Det tror jeg også er vigtigt. Man skal huske at kigge frem, lære af sine fejl i stedet for at ærgre sig og fortryde noget, man har gjort.

Sådan så den unge sangstjerne ud efter sin optræden på Rådhuspladsen søndag aften. (Foto: Kasper Månsson (DR))

Drømmer om at blive skuespiller

Alfred Kann er ikke helt ukendt i DR, for han har nemlig sunget i DR Spirekoret.

Da DR ringede ham op, kunne han heldigvis springe til med kort varsel og begynde at øve sig på at synge 'Joanna'.

- Den passer godt til mig. Den handler om at slå sig fri og gerne ville med alle mulige steder hen. Det tror jeg, alle kan relatere til. 'Tag mig med til dit drømmeland, der hvor man kan drømme'. Det er der, den starter, så man starter altså rimelig stort, siger han.

Hvis det står til Alfred Kann selv, har vi ikke set det sidste til ham. Går alt efter planen, skal vi nemlig se meget mere til ham på landets scener i fremtiden.

- Drømmen er helt klart at komme på Skuespillerskolen og blive skuespiller. Jeg tror, at jeg har en fordel, fordi jeg kan synge. Jeg vil gerne gøre begge dele. Det har jeg ville, siden jeg var helt lille.

Facebook
Twitter