For 17 år siden var han hele Danmarks MGP-charmetrold: Her er Morten Fillipsen i dag

Den i dag 32-årige sanger laver stadig musik og skal blandt andet spille på Smukfest til sommer.

(Foto: Bjarne Bergius Hermannsen & Martin Fält © Dr)

- Det føles lidt mærkeligt, at det ofte er 15-årige Morten, folk ser, når jeg møder nye mennesker.

Lørdag den 23. marts 2002 kommer til at ændre Morten Fillipsens liv for altid.

Klokken er omkring ni, da træder han ind på scenen i studie 3 i det gamle TV Byen og går i gang med sin sang.

Og efter cirka 30 sekunder når han til linjen, der er med til at vende op og ned på hans tilværelse.

- Du er ikke som de andre pi'r.

Det er nemlig titlen på sang nummer 9 ved MGP 2002. Og selvom 15-årige Morten Fillipsen ved aftenens udløb må nøjes med en andenplads i konkurrencen, der blev vundet af Razz med 'Kickflipper', så skulle Melodi Grand Prix for børn vise sig at få enorm betydning for den unge dreng med guitaren.

Se hans optræden i MGP her:

En vild ungdom

Efter rulleteksterne var kørt over skærmen, begyndte en hektisk tid for Morten Fillipsen, der i løbet af halvandet år indspillede og udgav et album og brugte alle sine weekender på at tage ud og spille for folk.

- Som jeg husker det, gik det helt vildt hurtigt. Jeg red med på bølgen og ville det også gerne, fortæller den i dag 32-årige Morten Fillipsen om den vilde tid.

Morten Fillipsen husker tydeligt, hvordan weekenderne oftest gik med at tage rundt i det danske land og optræde for ellevilde fans. (Foto: Martin Fält © Dr)

Men det var også en tid, der viste sig at være lidt for vild for den unge dreng, som endte med at sige stop til ræset som ungdomsidol.

- Jeg ville ikke skuffe nogen. Og folk havde måske en forventning om, at jeg skulle blive en stor stjerne. Men det gik ret vildt for sig, og jeg kunne ikke følge med. Så heldigvis var mine forældre gode til at passe på mig og sagde også nej til ting, siger han og fortsætter:

- Men jeg havde svært ved at forholde mig til, at der var folk i hele landet, der vidste, hvem jeg var. Så jeg endte med at trække stikket.

I skyggen af sig selv

For de fleste er det underligt at skulle identificere sig med en 17 år yngre udgave af sig selv.

Og sådan forholder det sig også for Morten Fillipsen, der i dag stadig oplever at blive sat i bås som sit yngre jeg.

- Selvfølgelig er jeg stadig Morten, der var med i MGP. Men det er jeg bare heller ikke mere. Det er på en eller anden måde en anden person, som levede dengang, lyder det fra Morten Fillipsen, der på trods af stolthed over sin egen præstation også forsøger at lægge afstand til den 15-årige Morten.

- Jeg har megastor respekt for ham dér. Han gjorde sgu sit bedste. Men på mange måder er det et lukket kapitel.

I stedet håber voksne Morten Fillipsen, at folk på et tidspunkt vil huske ham for alt det andet musik, som han i dag bruger sit liv på at lave.

Som voksen arbejder Morten Fillipsen stadig med musikken. Og efterhånden kan han også se en ende på, at folk kun forbinder ham med MGP. (Foto: Martin Fält © Dr)

En ny begyndelse

I dag udgiver Morten Fillipsen nemlig musik gennem soloprojektet In Memoirs, som udgav pladen 'Love, Dreams & Sunsets' i 2017.

Og det er da også en markant anderledes lyd, som lyttere vil finde, hvis de tænder for In Memoirs, i forhold til, hvad Morten Fillipsen stod for tilbage i årene omkring årtusindskiftet.

0:00

I 2011 var Morten Fillipsen med som In Memoirs i KarriereKanonen, og i starten var det hemmeligt, hvem der stod bag.

Musikken skulle ikke bare lyde godt, den skulle også bevise Mortens Fillipsens værd som musiker.

- Drømmen var at vise, at jeg var mere end ham fra MGP. At jeg faktisk kunne noget, siger Morten Fillipsen.

Når Morten Fillipsen laver musik som In Memoirs, står han selv for at skrive, synge og producere musikken. (Foto: Martin Fält © Dr)

Men han blev opmærksom på, at han havde forsøgt at flygte fra poppen, som han tidligere bekendte sig til, på bekostning af den gode musik i sit nye projekt.

- Jeg tog meget afstand fra pop, og hvad det egentlig kunne. Netop fordi jeg gerne ville vise musikkyndige, at jeg er musiker, siger han og fortsætter:

- Jeg havde travlt med at vise, at jeg kunne meget. Og da jeg var med i KarriereKanonen, sagde dommerne, at jeg var dygtig, men at jeg skulle skære ind til benet og ikke proppe ti idéer ind i én sang, lyder det fra Morten Fillipsen, der i dag har affundet sig med, at der ikke er noget galt med popmusik.

På turné med Carpark North

Anerkendelsen fra de musikkyndige dommere i KarriereKanonen betød meget for Morten Fillipsen, ligesom det også var meget vigtigt for ham, at folk lyttede til hans musik, fordi den er god, og ikke fordi folk genkender hans navn.

Det har ført til et skifte i musikerens karriere, og her i 2019 går det strålende med at drive musikalsk forretning for Morten Fillipsen, der udover In Memoirs også er en del af bandet The Grenadines.

0:00

- Nu har jeg bevist tingene for mig selv. Så jeg har fået trykket 'genstart' på en eller anden måde. Det er fedt, at folk kan lytte til In Memoirs eller The Grenadines uden at ane, at jeg har været med i MGP. Jeg er ved at træde ud af min egen skygge, siger han.

I dag omfavner Morten Fillipsen popmusikken. Hans seneste udgivelse som In Memoirs er også inspireret af lyden af 80'erne og 90'erne. (Foto: Martin Fält © Dr)

De i alt fire medlemmer af The Grenadines har udgivet to album. 'Band on the Radio' sidste år og 'The Grenadines' fra 2015.

Efteråret i 2018 brugte Morten Fillipsen på at være på turné med Carpark North, og til sommer skal bandet også spille på en lang række festivaler som eksempelvis Smukfest.

Inden da drager gruppen dog først ud på en forårsturné som opvarmning til den travle sommer.

Og Morten Fillipsen mener da også, at bandet har været en musikalsk gevinst for ham selv og de andre musikere i bandet.

- Flere af os i bandet har egne soloprojekter ved siden af. Så jeg tror, vi har haft brug for at holde musikalsk frikvarter med The Grenadines. Som solist står man meget på mål for det hele selv, siger han og fortsætter:

- Så det er fedt at kunne være et fællesskab. Og selvom det har været svært at blive enige, så er det altid lykkes.

'Man skal definere sin egen succes'

Ved siden af sin musik har Morten Fillipsen også taget en uddannelse som tv- og medietilrettelægger på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

For det er svært at leve af musik i Danmark.

- Jeg har den vildeste respekt for dem, der bor på en sofa, fordi de vil musik så meget og er klar til at leve på en sten.

- Men jeg tror bare ikke, jeg har turdet. Selvom jeg selvfølgelig drømmer om at kunne leve 100 procent af musikken, siger Morten Fillipsen.

Selvom Morten Fillipsen går et travlt år i møde med koncerter rundt omkring, så er der ikke tid til at hvile bagefter. For snart går arbejdet i gang med at skrive nye sange til The Grenadines' og In Memoirs' kommende album. (Foto: Martin Fält © Dr)

Og sammen med dén drøm kommer også erkendelsen af, at fremtiden ikke nødvendigvis behøver at slå fortiden, før man kan være glad.

- Jeg startede helt oppe. Halvanden million så programmet og vidste, hvem jeg var og kendte min musik. Og når man starter dér, er det svært at komme videre op.

For Morten Fillipsen betyder det også, at han selv skal definere sin succes, og hvornår han har 'klaret den'.

- Jeg vil bare gerne blive ved med at lave musik, som jeg kan lide. Så længe, man hygger sig med at lave musikken, er det fedt. Det skal jeg stadig minde mig selv om. Og selvom det er mega banalt, så handler livet jo i bund og grund om at finde glæden i processen.

Lørdag den 2. marts er der meget mere MGP, når du kan se MGP 2019 på DR1 og DR TV klokken 20 med optakt fra klokken 19.

FacebookTwitter