17-årige Anton spillede sin største koncert dagen efter et breakup: 'Jeg har sikkert virket som et røvhul'

Sangeren Anton Walter græd hele dagen, inden koncert i DR Koncerthuset. Nu vender han tilbage.

Det skete aftenen inden dagen, han havde ventet på.

Den unge sanger og sangskriver Anton Walter skulle spille sin største koncert til dato. Efter en månedlang turné som opvarmning for Hugo Helmig skulle han i DR's Koncertsal i København nemlig for alvor understrege, at han er Danmarks nye popnavn.

Men dagen inden skete det, man håber ikke sker, inden man skal præstere og være på: Anton Walter og hans daværende kæreste slog op.

- Jeg vågnede og havde det, som om mit liv var ødelagt. Der skulle jeg virkelig anstrenge mig for at navigere i det med både at være ham, der skulle på scenen og synge sange, og så ham, der var virkelig ked af det og ikke kunne overskue noget som helst, fortæller han om oplevelsen, som fandt sted i foråret.

Den unge sangskriver havde grædt hele dagen, men måtte hanke op i sig selv og tørre øjnene, velvidende om at halvdelen af de sange, han skulle ind at spille, handler om ekskæresten.

Men imod al forventning leverede han og bandet, ifølge Anton Walter selv, turnéens bedste optræden. Også selvom han efterfølgende ikke fik sluttet det hele af, som han gerne ville.

- Jeg var ham den nederen, der bare gik bagefter. Jeg har sikkert virket som et røvhul, der var hævet over alt og alle og ikke ville snakke med nogen, siger Anton Walter.

Men allerede i november får han mulighed for at tage revanche, når han indtager næsten samme scene. Her spiller han nemlig igen i DR Koncerthuset - denne gang som hovednavn.

Lyt til Anton Walters single 'Gør hvad du vil', mens du læser videre:

En ti gange bedre sangskriver

Men lad os først spole tiden lidt tilbage.

Anton Walter, som begyndte at skrive sine egne sange allerede i 4. klasse, gjorde for alvor noget ved musikken i slutningen af folkeskolen.

Den i dag kun 17-årige gymnasieelev lavede sammen med sin producer singlen 'Min dag', som blev samlet op af et pladeselskab sidste år. Og pludselig havde sangeren en pladekontrakt og et helt hold bag sig.

- Når der pludselig er nogen, der spytter penge i et projekt, du laver, kommer der automatisk forventninger. Det bliver forventet, at du tager dig sammen og laver nogle sange, og det bliver forventet, at de lyder godt. Men det er faktisk positivt, at der bliver stillet krav. Det har gjort mig til en ti gange bedre sangskriver og sanger, at der bliver forventet noget af mig, fortæller Anton Walter.

17-årige Anton Walter skrev kontrakt med et pladeselskab for et år siden og har fundet ud af, at det kun gør ham bedre til at lave musik, at der bliver stillet krav til ham. (Foto: Presse © The Bank)

Og siden da er det blevet til en proppet releasekoncert i København, en succesfuld danmarksturné sammen med Hugo Helmig, to koncerter på Smukfest, en 'Tak Rock Talentpris' og en række singleudgivelser.

Og for nylig ramte ep'en 'Ung drengs lod' streamingtjenesterne, som, ifølge ham selv, 'lukker første kapitel af Anton Walter'.

Alt sammen på kun ét år – og sideløbende med gymnasiet.

Fra fest til følelser

Selvom Anton Walters øjne stråler af forventning til den forestående koncert og over al den positive respons, han har fået i løbet af det seneste år, har det ikke udelukkende været en dans på roser at springe ud som popstjerne.

Især ikke da han for alvor begyndte at åbne op om sig selv i sine sange. Han startede nemlig ud med at lave musik om fest og at være i godt humør, men efterhånden blev teksterne mere følsomme.

- 'Min dag' er et festnummer, folk kan danse til. Den blev spillet til alle vores gymnasiefester, og min næste single var også et dansenummer. Jeg var rædselsslagen for at udgive 'Bedre med hinanden', som handler om min ekskæreste. Jeg lå aftenen inden udgivelsen og tænkte: 'Nej, nej, det er faktisk en fucking dårlig idé, det her, for jeg skal i skole i morgen, og så skal jeg høre på det med, at jeg er ham, der laver kærlighedssange i stedet for ham, der laver festmusik'.

Lyt til 'Bedre med hinanden', som handler om Anton Walters brud med sin ekskæreste, mens du læser videre:

- Det var mega nervepirrende at lave en kærlighedssang om noget, der virkelig er sket, og så komme i skole, hvor alle ved, at det er en rigtig historie, siger Anton Walter, som har oplevet at blive kaldt skældsord både til privatfester og på internettet på grund af sin musik.

- Når man laver den musik, jeg gør, er man nødt til at acceptere, at mange ikke kan lide konceptet med en dreng, der stiller sig op og synger kærlighedssange. Jeg har oplevet, at især unge drenge har det rigtig svært med det.

Men han tager det for det meste med et smil og lader være med at tage det personligt. Og efterhånden har han fundet en styrke i at være ærlig om, hvordan han har det indeni, når han skriver sange.

- Jeg tror, man skal tænke, at de fleste mennesker nok egentlig synes, det er meget sejt, når man tør at åbne op. Selv fodbolddrengene fra 3.g, siger han med et grin.

Efter at have været nervøs for at blive stemplet som 'ham med kærlighedssangene' har Anton Walter fundet ro i at tænke, at de fleste nok synes, det er sejt, at man tør åbne op om sine følelser og være ærlig. (Foto: Presse © The Bank)

Lange arbejdsdage

Det er ikke kun det at åbne op om sine følelser, der har været en udfordring for den unge musiker.

En karriere inden for musik kommer nemlig ikke af sig selv. Der skal arbejdes for det, og når skolen og alle afleveringerne skal passes ved siden af, efterlader det ikke lige så meget tid til at holde fri, feste og sove længe, som hans jævnaldrende har.

- Efter skole tager jeg i studiet og laver musik eller øver med bandet til klokken lort. Og så spiller jeg måske koncerter i weekenden. Når der er skoleferier, bliver der bare kørt på.

Men på trods af de lange arbejdsdage er Anton Walter ikke i tvivl om, at han prioriterer det helt rigtige.

- En veninde spurgte mig, om det var nederen for eksempel at bruge hele efterårsferien på at lave musik. Og så tænkte jeg: 'Nej, det er det ikke'. Det er da nederen, at jeg ikke kan komme til fest torsdag aften, fordi jeg skal tidligt op dagen efter. Selvom jeg selvfølgelig ikke skal spille helt hellig. Jeg har fået et par svinere for at være kommet lidt for sent hjem efter at have drukket lidt for mange øl, dagen inden jeg skulle i studiet, griner han.

- Men det, jeg allerhelst vil, er at lave musik. Når jeg laver musik, glemmer jeg alt om tid og sted. Jeg elsker det.

Med andre ord bliver ep'en ikke det sidste, man hører til Anton Walter. Og i næste uge vender Danmarks nye popprins tilbage til næsten samme scene, som i foråret var en overvindelse for ham at stille sig op på, når han igen spiller i DR Koncerthuset - i forhåbentligt bedre humør.

- Jeg tror, det bliver vanvittigt, og jeg glæder mig helt vildt meget. Jeg har lovet mig selv ikke at blive forelsket inden da, afslutter Anton Walter grinende.

- Jeg skal ikke have nogen kæreste, som kan slå op med mig.