18-årig superstjerne åbner op om at blive beskyldt for plagiat

Det smukke er netop, at musik kan være inspireret af fortiden, siger Olivia Rodrigo blandt andet i nyt interview.

Olivia Rodrigo har i år haft stor succes med debutalbummet 'Sour' og hits som 'Drivers License' og 'Good 4 U'. (Foto: CAROLINE BREHMAN © Ritzau Scanpix)

- Har Olivia nogensinde udgivet et stykke originalt musik, der ikke var en direkte kopi af en anden ikonisk artist?

Sådan lød en besk kommentar fra en Twitter-bruger for nylig i kølvandet på, at den amerikanske sanger Olivia Rodrigo igen og igen er blevet beskyldt for at være lige lovlig inspireret af andre kunstnere i sine poprockede hits.

Beskyldningerne om plagiat har gennem de sidste måneder betydet, at Olivia Rodrigo har måttet tilføje andre musikere som sangskrivere på en række af sine sange, der udkom på debutalbummet 'Sour' i maj.

Men nu tager Rodrigo bladet fra munden i et nyt interview med magasinet Teen Vogue.

- Jeg synes, det er skuffende at se folk tage ting ud af kontekst og miskreditere enhver ung kvindes arbejde, siger hun og tilføjer:

- Når alt kommer til alt, er jeg meget stolt og glad for at kunne sige, at mit job er at være sangskriver... Al musik er inspireret af hinanden.

Sagerne om plagiat har betydet, at Olivia Rodrigo tilbage i juli måtte angive Taylor Swift og hendes medsangskrivere Jack Antonoff og St. Vincent som sangskrivere på sangen 'Deja Vu'.

Og i sidste måned gentog affæren sig, da Paramore-medlemmerne Hayley Williams og Josh Farro blev anført som sangskrivere på Rodrigos kæmpehit 'Good 4 U'.

Lyt til Olivia Rodrigos 'Good 4 U', mens du læser videre.

0:00

'Intet er nogensinde nyt'

I interviewet med Teen Vogue uddyber Olivia Rodrigo, hvad hun mener om plagiatsagerne, der har fyldt meget gennem de sidste par måneder:

- Det, der er så smukt ved musik, er, at det kan være meget inspireret af musik, som kommer fra fortiden.

- Hver eneste musiker er inspireret af andre musikere, som er kommet før dem. Det er en del af en smuk, delende process. Intet i musik er nogensinde nyt. Der er fire akkorder i hver sang.

Olivia Rodrigo blev i første omgang kendt for sin rolle i Disney-serien 'Bizaardvark', men sidste år skrev hun kontrakt med det berømte, amerikanske musikselskab Geffen Records. (Foto: Daniel DeSlover © Daniel DeSlover)

Olivia Rodrigo har selv talt helt åbent om den inspiration, hun har fundet i blandt andet Lorde og Taylor Swifts musik fra 00'erne.

- Jeg har set op til Taylor, siden jeg var fem år gammel, fortalte Rodrigo til NME tidligere på året.

Mange har også sammenlignet Rodrigo med Avril Lavigne, der med sit poppunkede udtryk havde millioner af teenagefans verden over for knap 20 år siden.

'Det er sådan, rock and roll fungerer'

Mens både Taylor Swift og Paramore-medlemmerne altså har fået deres navne tilføjet som sangskrivere til Rodrigos hits, og dermed kan indkassere en pæn sjat penge fremover, ser den 67-årige britiske singer-songwriter Elvis Costello anderledes på sagen.

Flere har pointeret, at Rodrigos sang 'Brutal' mindede en hel del om Costellos 'Pump It Up' fra 1978.

Men Costello forsvarede Rodrigo på Twitter efter beskyldningerne:

- Det er sådan, rock and roll fungerer. Du tager små stykker af noget, der begejstrer dig, og laver et helt nyt stykke legetøj. Det var det, jeg gjorde, sagde han og uddybede, at han selv lod sig inspirere af kendte sange fra Bob Dylan og Chuck Berry, da han skrev 'Pump It Up'.

Men det er dog ikke blot musik, Olivia Rodrigo bliver beskyldt for at plagiere.

Også et pr-billede af Rodrigo, hvor hun er iført en tiara, har løbende mascara ned ad kinderne og holder en blomsterbuket, har medført kritik. Flere, heriblandt Courtney Love, som frontkvinde i rockbandet Hole, pegede nemlig på, at billedet var lige lovligt inspireret af coveret til Holes album 'Live Through This' fra 1994.

FacebookTwitter