For 20 år siden tog de verden med storm: Sådan blev fire animerede figurer til en kæmpe succes

Gorillaz har sat sit tydelige præg på musikverdenen med deres mytiske, legende univers.

(© presskit/gorillaz)

De har vildt, strittende hår. Tøjet er smart, og medlemmerne har den tungeste, engelske accent, man overhovedet kan forestille sig – ja, på mange måder kunne bandet Gorillaz lyde som et helt normalt engelsk band.

Men det er de bare ikke. Langt fra.

Medlemmerne 2-D, Murdoc Niccals, Russel Hobbs og Noodle er nemlig alle fiktive karakterer, der er blevet bragt til live af sangeren Damon Albarn og tegneren Jamie Hewlett.

Sammen står de bag megahits som 'Feel Good Inc.', 'Clint Eastwood' og 'On Melancholy Hill', og det mytiske og fiktive band har spillet på verdens største festivalscener, solgt over 24 millioner enheder og vundet adskillige priser, heriblandt en Grammy Award.

I disse dage er det 20 år siden, debutalbummet 'Gorillaz' landede i pladebutikkerne og tog verden med storm - et album, der senere har været med til at skaffe dem en titel som "verdens mest succesfulde virtuelle band" i 'Guinness rekordbog'.

Damon Albarn og Jamie Hewlett har altså formået at skabe et univers, der har sikret Gorillaz og dem selv en karriere, som langt de fleste musikere kun tør drømme om, fortæller mangeårige Gorillaz-fan og radiovært på P6 Beat Tilde Bang-Kristensen.

- Der er en dobbelthed i bandet. Der er både musikken og deres fiktive univers, der tilsammen er uadskillelige. Det er det, der gør Gorillaz fascinerende. Mange fans nørder virkelig den her fiktive verden, hvor de analyserer og skriver videre på karakterernes historie. Sådan et sjovt og legende univers får man ikke andre steder. De er det største virtuelle band, der findes.

Men hvordan er det egentlig gået til, at en musiker og en tegner er endt med at have skabt verdenens største virtuelle band? Det har vi sat os for at forklare jer.

Gorillaz har sat deres tydelige præg på musikbranchen. De har blandt andet inspireret store stjerner som Major Lazer, Foster the People, ASAP Rocky og Odd Future. (© presskit/gorillaz)

Træt af boybands

Ideen til Gorillaz opstod i slutningen af 90'erne, hvor Damon Albarn og Jamie Hewlett delte lejlighed i London.

Her sad de to roomies en dag og stenede tv, da det gik op for dem, at tidens helt store trend med synkrondansende boybands, ifølge dem, var alt for kalkuleret og iscenesat ned til mindste detalje.

De to kunstnere besluttede sig derfor for at danne et "interessant" band, der skulle lege og blande musikalske lyde sammen på en – på daværende tidspunkt – uset måde.

- Gorillaz stormede frem med en helt ny lyd. Eller faktisk rigtig mange lyde. De er utrolig dygtige til at blande forskellige genrer sammen, og det gælder alt fra hiphop til reggae og elektroniskladet pop. De elsker at skeje ud, og det tror jeg, mange er blevet tiltrukket af, fortæller Tilde Bang-Kristensen og tilføjer:

- Generelt spreder deres musik god stemning. Det er på mange måder meningen, at man skal have en fest, når man hører Gorillaz. Projektet skal være sjovt. Og så er de også dygtige til at hive rigtig mange aktuelle stemmer ind udefra, og det smitter af på musikken.

Hør eller genhør det enorme hit 'Feel Good Inc.' her, mens du læser videre:

0:00

Men de to engelske kammersjukker har altså ikke kun overrasket alt og alle med deres unikke lyd.

I stedet for selv at stå frem i rampelyset har de valgt at skabe de fire animerede bandmedlemmer, 2-D, Murdoc Niccals, Russel Hobbs og Noodle, der er bandets virtuelle ansigter udadtil.

De forskellige karakterer har fået tildelt deres egne personligheder, hvor 2-D, der er frontsanger, blandt andet beskrives som "den klassiske prettyboy-sanger", mens Murdoc Niccals, den satanistiske bassist, er sur og irriteret over, at han ikke selv er frontsanger.

Historierne er mange, og med deres tegneserielignende karakterer får Damon Albarn og Jamie Hewlett mulighed for at smelte virkelighed og fantasi sammen i én stor kunstnerisk fortælling – en fortælling, de har udviklet lige siden.

Damon Albarn og Jamie Hewlett har blandt andet tidligere designet en hjemmeside, hvor man kunne "besøge" bandets studie og se, hvilken type musik de lytter til i deres fritid.

De har også lavet deres helt eget afsnit af 'MTV Cribs' – det populære program fra 00'erne, hvor man blev inviteret ind i de store stjerners hjem. Og så har bandet også udgivet deres egen selvbiografiske bog, 'Rise Of The Ogre', der er skrevet af dets "egne" medlemmer.

- De har skabt hele det her parallelunivers omkring dem, og det gør dem anderledes end alle andre bands på denne planet. Det er en slags ekstra farvepalette, de putter ned over deres musik. Jeg tror, der er nogle, der føler en ekstra tiltrækning ved bandet, fordi man ikke bare kan lytte til Gorillaz – man kan også dykke ned i deres univers, fortæller Tilde Bang-Kristensen.

Sådan ser det ofte ud i dag, når Gorillaz optræder. Her er ses Damon Albarn som frontmand på Roskilde Festival i 2018. Gorillaz begyndte i 2010 at optræde med fuldt band. (Foto: PYMCA © Getty Images)

Damon Albarn havde brug for at gemme sig

Det er i musikvideoen til 'Tomorrow Comes Today' fra bandets første ep af samme navn fra 2000, vi første gang ser de fire animerede bandmedlemmer. På dette tidspunkt har Damon Albarn i 90'erne allerede haft stor succes med britpop-bandet Blur - en succes, der fik Storbritanniens presse til at forfølge ham overalt.

- Jeg tror, Gorillaz i starten gav Damon Albarn mulighed for at kunne gemme sig lidt for den enorme opmærksomhed. Pressen prøvede konstant at følge med i hans privatliv, da Blur var på sit højeste. Men håbet om at være anonym og ikke altid at indtage en rolle som popstjerne stoppede ret hurtigt, da Gorillaz endte med at blive virkelig succesfulde, fortæller Tilde Bang-Kristensen.

Og det er en tendens, der synes at følge Damon Albarn.

Alt hvad produceren, sangeren og sangskriveren rører ved ender nemlig ofte med at blive en succes. Han har blandt andet senere startet musikalske projekter som The Good, the Bad & the Queen og Rocket Juice & the Moon, og i 2008 placerede den britiske avis The Daily Telegraph Damon Albarn som nummer 18 på deres liste over de mest magtfulde mennesker i britisk kultur.

Men selvom Gorillaz muligvis i starten var et lille skjulested for den karismatiske musiker, giver bandet samtidig også Damon Albarn mulighed for at skeje ud som musiker, fortæller Tilde Bang-Kristensen.

- Han er utrolig legesyg og har en enorm lyst til altid at udfordre sig selv. Gorillaz er én stor legeplads for ham, og så giver bandet ham mulighed for også at lave samarbejder med en masse andre musikere, og det er stort set alle hans projekter baseret på.

Gorillaz har blandt andet arbejdet sammen med stjerner som Snoop Dogg, André 3000, Kali Uchis, Noel Gallagher, Skepta og Elton John for bare at nævne nogle.

De mange samarbejder er altså en fast del af Gorillaz, og Damon Albarn har da også selv sagt, at han i dag mere ser Gorillaz som et projekt end et egentligt band, der kun består af de fire animerede karakterer.

Og den tilgang til at skabe musik giver ikke kun Gorillaz en unik lyd – det er også med til konstant at gøre bandet aktuelt på trods af dets over 20-årige levetid, fortæller Tilde Bang-Kristensen.

- Damon Albarn er blevet en af de her typer i branchen, hvor man som regel siger ja, hvis han ringer. Han er velrespekteret og ekstrem dygtig til at få fat i de rigtige, aktuelle mennesker. Jeg tror, folk synes, det er sjovt at være en del af den her enorme legeplads, som Gorillaz er, fortæller hun og tilføjer:

- Mit indtryk er helt klart, at Gorillaz derfor har god kontakt til flere forskellige aldersgrupper og derfor stadig er aktuel i dag. Damon Albarn kan på en eller anden måde blive ved med at fastholde folks opmærksomhed.

Lyt til 'Pac-Man' fra Gorillaz seneste album 'Song Machine, Season One: Strange Timez' her:

0:00

Og hvis man spørger Tilde Bang-Kristensen, er hun da også sikker på, de fire animerede musikere derfor kommer til at være en fast del af musikbranchen i mange år endnu - også selvom de måske ikke er lige så aktuelle i dag, som de tidligere har været.

- De har en enorm berettigelse og er stadig et vigtigt band. Man føler stadig, at de kan overraske, fordi de bliver ved med at hive folk ind fra højre og venstre, og fordi deres numre stadig kan være så forskellige. Man glæder sig altid til, at Gorillaz udgiver noget nyt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk