20-årige Stefan var boybandstjerne: Nu skal han stå på egne ben

Stefan Hjort, kendt fra boybandet Page Four, er klar med sin solodebut.

20-årige Stefan Hjort er klar med sit første singleudspil. (Foto: Mads Frederiksen)

- Det er noget af det mest fantastiske, men også mest skræmmende, jeg har oplevet. Vi anede jo ikke, hvad vi gik ind til.

Sådan beskriver sangeren Stefan Hjort selv sine første spæde skridt i musikbranchen.

Som bare 15-årig blev han nemlig landskendt som en del af det populære boyband Page Four og blev med ét katapulteret ud i en tilværelse som teenageidol og eftertragtet hjerteknuser.

I dag er bandet fortid, og Stefan Hjort har i stedet kastet sig ud i en solokarriere, der fredag kulminerede med udgivelsen af hans første soloudspil, sangen 'Other Hands'.

Hør debutsinglen 'Other Hands' her, mens du læser videre:

Men hvor andre boybandstjerner tidligere har forsøgt at distancere sig fra deres fortid i jagten på en solokarriere, så har Stefan Hjort intet imod at tale om sin tid som teenagehjerteknuser.

- Page Four er en del af mig, og det kommer det altid til at være. Drengene og jeg har noget sammen, som ingen andre har haft. Det er ikke noget, man bare kan kyle ud af vinduet, siger han.

Boyband blev kæmpesucces

Efter en barndom fuld af teater, sang og musik i hjembyen Kirke Værløse på Sjælland tog Stefan Hjorts musikalske karriere altså for alvor fart, da han som teenager fik sin første pladekontrakt som en del af det fire mand store boyband Page Four.

I 2015 udsendte Page Four debutsinglen 'Sommer', som hurtigt gik hen og blev en sand landeplage.

- Jeg startede i 1.g, da 'Sommer' udkom, og tænkte bare, at musikken var en ting, jeg kunne lave ved siden af. Det gik så hurtigt, så man fattede ikke, hvad der skete. Jeg sang jo bare, som jeg altid havde gjort, fortæller Stefan Hjort om den første tid med boybandet.

Efterfølgende cementerede gruppen sig med hits som '17 år' og 'Bedre end din eks' som årtusindets mest populære danske boyband siden det hedengangen C21.

Se en ung Stefan Hjort og resten af Page Four fremføre en lidt anderledes udgave af kæmpehittet 'Sommer' her:

Bandet kunne ikke fortsætte

Men for præcis ét år siden sluttede eventyret.

Lauritz Emil Christiansen, et af gruppens medlemmer, havde ikke længere lyst til at være en del af gruppen, og de fire drenge besluttede derfor at trække stikket på Page Four-projektet.

- Tiden med Page Four var på lånt tid. Ingen boybands varer for evigt, og med fire så forskellige og store personligheder som os, så vidste jeg godt, at det ikke ville fortsætte for altid.

- Der var en lille del af mig, der havde lyst til at fortsætte som tre, men der ville alligevel mangle et led, der ikke kunne erstattes. Det ville ikke have været det samme, siger Stefan Hjort om Page Four, der altså i dag er et overstået kapitel.

Page Four bestod udover Stefan Hjort af Lauritz Emil Christiansen (th.), Jonas Eilskov Jensen og Pelle Højer Pedersen (tv.). (Foto: pressefoto)

Bruddet med boybandet gav dog også den unge sanger en tiltrængt pause til at puste ud og lære sig selv at kende. For mens han og de andre drenge havde udgivet hitsingler og turneret landet rundt, var de også blevet voksne.

- Under tiden med Page Four havde der ikke været så meget tid til at finde ud af, hvem jeg var. Der var hele tiden fart på og som en del af et boyband, blev jeg også lidt sat i en bestemt rolle, jeg skulle værne omkring, siger Stefan Hjort og fortsætter:

- Da jeg kom ud på den anden side, sad jeg lidt tilbage som en fortabt hundehvalp og tænkte: 'Hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne blive til?'. Jeg lærte meget af tiden i Page Four, og jeg tror, jeg er mere voksen end mange andre 20-årige, men jeg har stadig masser at lære om mig selv.

Skal stå på egne ben

Derfor har Stefan Hjort med egne ord brugt det sidste år på at 'tænke, tænke og tænke'. Både over, hvem han er som person, men ikke mindst, hvem han vil være som musiker og soloartist.

For selvom boybandeventyret er slut, så er den 20-årige sanger langt fra færdig med musikken. Derfor har han brugt det sidste års tid på at skrive sange - blandt andet sammen med sin tidligere bandkammerat, Lauritz Emil Christiansen - og finde sin egen lyd.

- Jeg vil bare gerne lave pissefed popmusik. Det er dét, jeg brænder for. Og uden at lyde selvfed, så synes jeg, at jeg har fået lavet noget fucking god musik. Det er sgu ikke for sjov, det her, siger han.

Nu er førstesinglen 'Other Hands' på gaden, og der er meget mere musik i vente, lover han.

- Det er så surrealistisk og spændende. Der er ikke nogen ord, der helt kan forklare det. Det er begyndelsen på en spændende og meget lærerig periode i mit liv, siger han om det nye kapitel

(Foto: Mads Frederiksen)

Tilværelsen som soloartist har også allerede budt på Stefan Hjorts allerførste koncerter i eget navn. En oplevelse, han beskriver som både 'fantastisk' og 'underligt ad helvede til'.

- Det er jo mærkeligt. Jeg har ikke de følgesvende på scenen, som jeg plejede at læne mig op ad. Men det er også fedt at stå på egne ben og en stor drengedrøm, der går i opfyldelse.

Og netop drømme har Stefan Hjort masser af.

- Jeg drømmer om at spille på Bøgescenen på Smukfest. Og Coachella. Og Roskilde. Og i Royal Arena. Jeg vil spille overalt. Tag mig verden rundt, og jeg er glad!

Stefan Hjort må dog starte med scener i en lidt mindre skala, når han til sommer giver koncert i Aarhus og København.

Facebook
Twitter