20-årigt stortalent vinder fornem musikpris: 'Jeg er nødt til at nive mig i armen for at forstå, jeg ikke drømmer'

Den britiske popstjerne Griff vandt prisen 'Rising Star' ved årets Brit Awards.

(Foto: Riccardo Castano)

En forårsdag ringer 20-årige Sarah Griffiths telefon. Den unge brite er nervøs, da hun tager den, for i røret er chefen for hendes pladeselskab, Warner Music.

- Jeg tænkte, der var sket noget virkelig, virkelig slemt, når selve chefen ringer til mig, husker den unge musiker.

Sarah Griffiths, der udgiver musik under kunstnernavnet Griff, har dog intet at frygte.

Pladebossen i den anden ende fortæller hende nemlig, at hun har vundet den prestigefyldte 'Brit Awards Rising Star'-pris – en musikpris, der gives til lovende, britiske musiktalenter.

- For at være helt ærlig begyndte jeg bare at skrige ind i røret. Folk omkring mig må have tænkt, jeg var sindssyg. Det var et virkelig surrealistisk øjeblik, fortæller Griff.

Med sejren er Griff blevet en del af et særdeles prominent selskab. Tidligere vindere tæller nemlig store stjerner som Adele og Sam Smith.

- Nogle gange er jeg nødt til at nive mig i armen for at forstå, at jeg ikke drømmer, for det føles lidt, som om jeg har snydt systemet. Jeg aner ikke, hvordan jeg har formået at ende i selskab med sådan nogle fantastiske artister, siger Griff og tilføjer:

- Det er en smule skræmmende og intimiderende, men jeg prøver ikke at lade mig påvirke alt for meget eller føle mig presset til at leve op til den slags ros.

Udover at lave musik udøver Griff også sin kreativitet gennem mode og design og har syet flere af sine egne outfits til koncerter og photoshoots. (Foto: Zachary Chick)

Står midt i sit gennembrud, men bor stadig hjemme

"Det lader til, at tingene går godt for dig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om mig selv," synger Griff på sin single 'Black Hole', der lige nu hitter stort – også herhjemme, hvor sangen flittigt bliver spillet på P3.

Og selvom sangen handler om ulykkelig kærlighed og ikke hendes spirende musikkarriere, så fristes man alligevel til at sige Griff imod – for det går altså rimelig godt for det unge sangtalent.

Det er under to år siden, Griff udgav sin debutsingle, nummeret 'Mirror Talk'. Siden da er det gået stærkt for poptalentet, hvis sange allerede er blevet hørt millioner af gange ude i streaminguniverset.

Hør hittet 'Black Hole' her:

0:00

Tidligere i år udråbte BBC hende til én af Storbritanniens mest lovende, nye kunstnere, og med den nyslåede titel som 'Rising Star' ved Brit Awards, som blev afholdt tirsdag, er hypen omkring Griff større end nogensinde før.

En hype, hun dog ikke selv rigtig har bemærket. Det fortæller hun over et Zoom-opkald fra sit barndomsværelse i den lille søvnige landsby Kings Langley, hvor Griff stadig bor hos sine forældre.

- Det er lidt skørt, for jeg er for alvor slået igennem under coronapandemien og har derfor brugt det meste af min tid på mit værelse – så jeg mærker ikke rigtig den hype, der muligvis er omkring mig. Det føles ikke helt virkeligt, siger Griff med et grin og tilføjer:

- Men jeg tror faktisk, det er det positive ved den her situation – at det hele ikke føles så overvældende for mig. Ellers ville jeg nok overtænke alting og være alt for opmærksom på, hvordan det gik med min musik, og om folk kunne lide den eller ej. Nu lever jeg bare i den her boble, hvor jeg stadig primært tøffer rundt i mit hus og laver lidt musik. Det tror jeg faktisk er meget godt.

Holdt sin musik hemmelig for andre

Selvom landsbyen kun ligger 35 kilometer fra Londons centrum, er der ikke meget stjernestøv over Kings Langley. Der bor kun omkring 5.000 indbyggere i den lille by, som Griff selv kalder "super-britisk og super-hvid".

Og med en kinesisk mor og en far fra Jamaica har Griff altid stukket ud fra mængden i barndomsbyen.

- Hele min opvækst har jeg lignet en alien i forhold til alle andre her, forklarer hun.

Faktisk var det følelsen af at føle sig anderledes og udenfor, der som barn ledte Griff mod musikken.

- Jeg tror, at musikken ubevidst blev et sted, jeg kunne finde en form for trøst. Det var noget, jeg kunne gå ind i med en portion selvtillid. Når jeg kiggede rundt, stak jeg ud fra mængden, fordi alle andre så anderledes ud end mig, men jeg vidste, at jeg i det mindste var god til musik, og det gav mig noget tryghed, fortæller hun.

I musikken fandt Griff et helle, hvor hun følte sig hjemme.

Men selvom hun både sang kor i den lokale kirke og brugte timevis på teenageværelset på at skrive sine egne sange, holdt hun drømmen om en dag at blive en vaskeægte popstjerne hemmelig for omverdenen.

- Jeg hadede at tale om min musik med andre. Jeg tror i bund og grund, det handlede om min egen stolthed og usikkerhed. Jeg vidste, hvor svært det er at bryde igennem på popscenen, og at mine chancer var så små, siger Griff og fortsætter:

- Jeg var bange for ikke at blive taget seriøst. Jeg ville ikke være den dér pige, der sagde: "Ej, please lyt til min YouTube-kanal!" Jeg ville ikke have, at folk bare troede, det var en lille, nuttet idé, jeg havde fået. Jeg ville hellere have, at folk en dag hørte mig i radioen og tænkte: "Fuck, hun gjorde det sgu!"

Griff arbejder lige nu på sit debutalbum, 'One Foot in Front of the Other', der efter planen udkommer senere i år. (Foto: Riccardo Castano)

Griff har ikke rigtig talt med sine klassekammerater, siden karrieren for alvor tog fart, så hun ved ikke, hvordan de har reageret på hendes succes.

- Men jeg fik faktisk en mail fra min økonomilærer forleden, der skrev: "Åh, så dét her er grunden til, du altid var så træt i mine timer." Men han ønskede mig også tillykke. Jeg tror generelt, folk er lidt chokerede, men positivt overrasket over, at jeg faktisk gør det nogenlunde okay med hele den her musik-ting, siger Griff med et grin.

Taylor Swift er "kæmpefan"

I dag holder Griff ikke længere sin musik hemmelig.

Tværtimod får hendes musik for tiden stor opmærksomhed, og den unge brites fanskare tæller sågar mindst ét prominent navn: popstjernen Taylor Swift.

Sidste år udgav Griff sammen med musikeren Maisie Peters et cover af Taylor Swift-nummeret 'Exile'. Nummeret endte med at fange superstjernens opmærksomhed i en sådan grad, at Taylor Swift gav de to musikere et shout-out på sin Twitter-profil, og samtidig erklærede sig som en "kæmpe fan" af Griff.

- Da det skete, døde jeg helt ærligt. Jeg har set op til Taylor Swift hele mit liv. Ved du hvad, vent lige lidt, siger Griff og afbryder sin talestrøm.

Hun vender sig om og hiver en lyseblå guitar ned fra væggen bag sig. Hun griber fat om guitaren og holder den op til kameraet. Da linsen har fundet sit fokus, toner et helt særligt symbol frem: På forsiden af guitaren er Taylor Swifts' logo indgraveret.

- Jeg er virkelig fan, som du kan nok kan se, siger Griff med et grin, inden hun hænger guitaren på plads og fortsætter, hvor hun slap:

- Jeg elsker Taylor og hendes musik, så da hun lavede det tweet, var det helt ærligt én af mine største livsbedrifter nogensinde. Det var et meget særligt øjeblik.

'Målet at blive den største og bedste'

Taylor Swift er dog langt fra den ene eneste, der har fået øje på Griff, og lige nu er den Brit Awards-hædrede musiker i gang med at lægge sidste hånd på sit kommende debutalbum.

Et album, hun håber blot bliver ét af mange. Og priserne, ja, dem håber hun også, der venter flere af ude i fremtiden.

- På en måde vil jeg gerne kunne tænke tilbage på det her øjeblik i min karriere og sige: "Gud, det var jo ingenting," siger Griff med et grin og fortsætter:

- Ej, men selvfølgelig er målet at blive den største og bedste, for ellers ville jeg ikke gøre det her. Jeg håber naturligvis, jeg kan sælge en masse plader, at folk bliver vilde med mine sange, og at jeg kan få lov til at optræde på de største stadions i verden. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var noget, jeg drømte om, siger Griff.

Platinplader, prisregn og gigantiske koncerter er dog ikke alt, hvad den unge musiker drømmer om.

- Jeg sidder ikke og laver musik og tænker over, om en sang mon kan blive et hit eller vinde en Grammy. Mit mål er at fortsætte med at lave gode sange, som jeg er stolt af, og så må jeg bare være tålmodig og bede til, at alle de her drømme og mål også nok skal gå i opfyldelse, siger hun.

Selvom hun stadig er i starten af sin karriere, har Griff allerede over tre millioner månedlige lyttere på Spotify. (Foto: Riccardo Castano)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk