21-årige Nicholas overrasket med vigtig pris og stor oplevelse: 'Det var helt specielt'

Nicholas Algot Swensen blev kåret som 'Årets talent' ved P2 Prisen fredag aften.

Nicholas Algot Swensen vandt ikke kun en pris fredag aften - han fik også prøvet sig selv af som solist med et stort symfoniorkester for første gang i sit liv. (Foto: Søren Krabbe © DR)

- Altså, det var helt specielt, og meget fantastisk!

Sådan lød det fra en overvældet prisvinder fredag aften. Her blev den 21-årige bratschist Nicholas Algot Swensen nemlig kåret som 'Årets talent' ved P2 Prisen 2021. Og sammen med prisen fik han en oplevelse af de vilde: Han fik nemlig lov at være solist med et stort symfoniorkester for første gang i sit liv.

Der var intet publikum i Odense Koncerthus, hvor priserne blev uddelt fredag aften, men ellers var den god nok: De sad der alle sammen, hele Odense Symfoniorkester, klar til at bakke Nicholas op i musik fra Waltons Bratschkoncert.

- Det var en helt unik oplevelse at mærke den kæmpe kraft og organisme, der ligger og buldrer bag ved én. Man mærker samtidig en speciel form for frihed, når man ligesom svæver ovenpå den her store lydmasse, sagde Nicholas bagefter.

Se, hvordan det så ud, da Nicholas Algot Swensen blev kåret som 'Årets talent' ved P2 Prisen fredag aften:

Video: Rune Mielonen Grassov/Millimeter

Nicholas Algot Swensen var seks år, da han fik sin første bratsch i hænderne for 15 år siden. Og hvis du ikke har hørt om en bratsch før, så er det ikke bare dig. Bratschen er en slags stor violin, og den er ikke specielt kendt. Det hev juryen også fat i, da de gav Nicholas prisen.

- Han er et sjældent stort talent, og han markerer sig på et for solisten sjældent instrument, lød det i motivationen.

Her er nogle af højdepunkterne fra P2 Prisen 2021, som blev afholdt i Odense fredag aften.

1

Lavede forestilling på rekordtid

Den Jyske Opera opførte uddrag af forestillingen 'I går og i morgen' ved fredagens P2 Prisen. Forestillingen gav dem prisen for 'Årets begivenhed'. (Foto: Søren Krabbe © DR)

Prisen for 'Årets begivenhed' fik Den Jyske Opera for deres såkaldte ekkokammeropera 'I går og i morgen'.

De fleste operaproduktioner er længe undervejs. Men sådan var det ikke med 'I går og i morgen'.

Vi kender alle sammen efterhånden historien: Store forestillinger måtte sidste år lukkes ned, operasangere måtte sendes hjem.

Men midt i coronakrisen lykkedes det Den Jyske Opera at forny sig på meget kort tid: En lagerhal på Aarhus Havn blev forvandlet til en lejlighed med én skuespiller, fire sangere og en pianist, og historien om en forladt kvinde blev fortalt til et publikum i små, isolerede bokse.

- Det er ikke altid, man behøver lang tid til at lave gode forestillinger. Det var meget intenst, og vi levede sammen nede på havnen i de der 14 dage, fortalte skuespilleren Connie Tronbjerg ved P2 Pris-koncerten om den specielle forestilling.

- Vi befandt os i hver vores rum, da vi spillede. Og vi så ikke på hinanden med vores øjne. Men til gengæld så vi på hinanden med resten af vores sanseapparat. Fordi vi skulle interagere og spille lige så meget og godt med hinanden, som hvis vi kunne se hinanden med øjnene.

2

Rørt prisvinder: 'Ilden indeni kan ikke stoppes'

Mette Hanskov blev 'Årets ildsjæl'. (Foto: Søren Krabbe © DR)

Prisen 'Årets ildsjæl' gik til kontrabassisten og dirigenten Mette Hanskov for hendes arbejde med Publikumsorkestret i København og Generationsorkestret i Odense.

Begge er amatør-symfoniorkestre, hvor alle kan spille med – uanset om man har spillet i en uge eller i et helt liv. Og uanset om man er barn eller voksen.

Der var i alt tre finalister til 'Årets ildsjæl'. Og da Mette Hanskov kom på scenen for at modtage prisen, kiggede hun direkte på de to andre.

- Jeg er virkelig rørt, og jeg har ikke forberedt nogen tale, men jeg vil sige til både jer, der sidder her, og til alle andre ildsjæle: Det er så skønt, når vi har noget, vi brænder for. Når man har en ild indeni, kan den slet ikke stoppes. Den kører altid. Jeg håber, at I alle sammen vil blive ved med at sende ild ud, så vi sammen kan give al den skønne musik til folk i alle aldre, lød det fra prisvinderen.

De to andre finalister var bassisten Mathæus Bech, der var indstillet for initiativet coronakoncerter.dk, og ildsjæle-duoen Johanne Holten og Andrea Støier Andersen, der var indstillet for 'Baggaardskunst' – et initiativ, der arrangerede udendørs koncerter og forestillinger under coronanedlukningen.

3

Albumpris til rislende vandrør

Mathias Hedegaard (billedet) og Tove Lønskov fik overrakt prisen for 'Årets klassiske album' og optrådte med uddrag fra Schuberts 'Winterreise'. (Foto: Søren Krabbe © DR)

- En personlig fortolkning, der kan måle sig med de bedste, lød det fra juryen om 'Årets klassiske album', som gik til Mathias Hedegaard og Tove Lønskovs indspilning af Schuberts 'Winterreise'.

Historien i 'Winterreise' fortælles af en ung mand, der er stukket af fra det hele efter et forlist kærlighedsforhold. Nu vandrer han gennem vinteren, og man får mere og mere på fornemmelsen, at rejsen ender i døden. Så det er altså en alvorlig historie.

Men ved P2 Pris-koncerten fortalte Mathias Hedegaard også en knap så alvorstung anekdote om indspilningen: Det prisvindende album var nemlig hårdt plaget af et VVS-relateret problem.

- Vi havde et vandrør, der blev ved med at risle. Det gjorde både, at vi skulle tisse hele tiden under indspilningen, og at vi måtte tage tingene om frygteligt mange gange. Men Morten Mogensen, der var vores fantastiske tonemester, han tryllede jo alligevel.

P2 Prisen 2021 blev sendt direkte i radioen. Du kan høre udsendelsen her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk