22-årige Josva drømte om at blive fodboldspiller - nu hitter han som musiker: 'Det er vanvittigt fedt, men grænseoverskridende'

Josva har arbejdet med store stjerner og er nu ude med sit debutalbum - men han bliver stadig nervøs, når han skal optræde.

(© Sony Music Flow)

Han har allerede arbejdet med etablerede stjerner som Karl William, TopGunn og Artigeardit og turneret Danmark rundt med landets rapdarling L.O.C..

Og så har han netop udgivet debutalbummet 'Alting / For Evigt'.

Karrieren har de seneste år taget fart for 22-årige Josva, der allerede har nået, hvad mange unge musikere nok kun tør drømme om.

Men faktisk er det kun to år siden, aarhusianeren udgav sin første single i eget navn, og derfor er det også noget helt særligt allerede at udgive et helt album, fortæller han.

- Jeg prøver ikke at tænke meget over det, men jeg er da megaspændt. Det er rigtig fedt at lave et samlet værk. Man tænker lige lidt mere over, hvilke sange der skal udvælges, så det hænger sammen.

Det nye album kredser om livet i 20'erne, og alt hvad der hører med, når voksenlivet står for døren, fortæller Josva.

- Som person og musiker er jeg vokset en del de seneste år. Albummet handler om kærlighed, usikkerhed, ensomhed og drømme. Alt det, der fylder, når man er ung.

20'erne er en kaotisk tid

For Josva er 20'erne forbundet med kaos og tanker om at skulle finde ud af, hvad der skal ske, når ting som kærlighed, uddannelse og karriere presser sig på.

- Det er svært at regne ud, hvad der er op og ned i 20'erne. Tingene går utroligt hurtigt, og der er mange beslutninger, der skal tages, som har betydning for ens liv, fortæller han og tilføjer:

- Man er konstant på en dannelsesrejse, hvor man prøver at blive klogere på sig selv, men man stopper nok aldrig med at være i tvivl om sine beslutninger, tvivle på kærligheden eller at føle sig ensom. Det er menneskelige følelser, og jeg prøver at få det hele ned på albummet.

Hør nummeret 'bbybarkomforbi' fra det nye album lige her, mens du læser videre:

0:00

Og Josva har da netop også selv været på noget af en rejse de seneste år. For selvom han i dag er godt på vej til at etablere sig som en del af den danske musikbranche, har det aldrig været planen, at han skulle gå musikkens vej for alvor.

- Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg skulle gøre det til en levevej. Jeg har altid godt kunnet lide musik, men jeg har aldrig overvejet at tage det seriøst. I lang tid var det fodbolden, der var min store drøm, fortæller han.

Men selvom Josva egentlig drømte om at spille kampe med store stjerner på kendte fodboldstadioner, pressede musikken sig langsomt - men uundgåeligt - mere og mere på.

Josva er nemlig vokset op i et hjem, hvor der altid er blevet hørt meget musik, og han har selv spillet instrumenter, siden han var ti år gammel.

Det var dog først, da han rundede de 15 år, at fodbolddrømmen endeligt blev begravet, fortæller han.

- Musikken har altid været i mit liv, men jeg begyndte langsomt at høre mere rapmusik i den periode. Jeg opdagede samtidig også producerprogrammet Garageband. Jeg købte et keyboard ved siden af, og så begyndte jeg ellers bare at producere for mig selv.

Josva både synger og rapper. Hans musik trækker tråde til blandt andet hiphop, soul og R&B. (© Sony Music Flow)

Musikken er terapi

Og det skulle vise sig at være en god investering for den unge musiker.

For Josva havde nemlig et tydeligt musikalsk talent – et talent, der fik ham i studiet med rappere som Artigeardit, Omar og Pay.

Men efterhånden var det ikke nok at producere. Det gik op for ham, at han selv havde lyst til at prøve kræfter med at stå bag mikrofonen og skrive sine egne tekster.

Derfor udgav han i 2019 debutsinglen 'Sedler', og siden har han brugt musikken som et værktøj i sin dagligdag til at samle sine tanker, fortæller han.

- Jeg tænker ikke så meget over, hvordan folk tager imod min musik, men det er rart for mig at få det ud. Det er rart at kunne udtrykke sig, og man sætter nogle ord på de tanker, man kæmper med i sin dagligdag. Det er en slags terapi, hvor man kan lære sig selv at kende, fortæller han.

Josva skriver og producerer meget af sin egen musik. Med i studiet har han dog ofte også producer Thor Kvisgaard og trommeslager Anton Radmer, der også spiller for Josva live. (© Sony Music Flow)

Det samme gælder, når Josva træder op på scenen foran et publikum. Som person er han normalt indadvendt, men musikken tvinger ham til at agere frontmand og glemme sin usikkerhed.

- Jeg er utrolig nervøs, når jeg skal optræde, men når musikken starter, og jeg træder op på scenen, glemmer jeg det fuldstændig. Det er vanvittigt fedt, men også lidt grænseoverskridende, fortæller han.

Josva er beæret over, at folk vælger at dukke op for at høre ham optræde, og han har sideløbende også erfaret, at musikken ikke kun hjælper ham selv med at tøjle sine tanker, men også kan hjælpe andre.

- Folk skriver, at de synes, min musik er vildt fed, eller at det har hjulpet dem i deres hverdag, hvis de har stået i en hård situation eller haft en periode i deres liv, hvor de har kunnet relatere til en sang. Det rører mig meget, siger han.

Og når man spørger om Josvas drømme for fremtiden, skinner den unge musikers ydmyghed da også igennem.

Han ønsker, som så mange andre musikere, at optræde på de største festivaler og koncertscener, men først og fremmest er målet, at han kan gøre det til en levevej.

- Den ultimative mål er, at jeg kan leve af det uden at gå på kompromis med kærligheden til musikken eller at skulle give afkald på min egen lyd. Jeg vil bare blive ved med at dygtiggøre mig, fastslår han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk