26-årigt postbud scorer pladekontrakt efter skumsprøjtende TikTok-hit: 'Det er helt skørt'

Et cover af en gammel sømandsvise har startet en vild trend på videoplatformen TikTok.

26-årige Nathan Evans har nu sikret sig en pladekontrakt. (Foto: TikTok / Grafik: Anne Vestergaard Olsen)

- Åååååh min gud!

Begejstringen var svær at tage fejl af, da den 26-årige skotske TikTok-stjerne Nathan Evans forleden delte en særdeles god nyhed med sin mange fans:

- I fredags var jeg et postbud. Nu har jeg skrevet kontrakt med det største pladeselskab i verden, lød det fra Evans, der i en TikTok-video kunne afsløre, at han netop har indgået en pladekontrakt med pladeselskabet Polydor.

Det pludselige jobskifte fra postbud til popstjerne skyldes en særlig TikTok-video, som Nathan Evans delte med sine følgere i december.

I videoen synger det nu tidligere postbud sin egen udgave af den gamle, traditionelle sømandsvise 'Soon May the Wellerman Come', der stammer fra New Zealand og menes at være skrevet tilbage i 1860'erne.

Evans' cover af den gamle vise gik hurtigt viralt og er i skrivende stund set tæt på ti millioner gange. Med en pladekontrakt i hånden og hjælp fra en række producere har Nathan Evans nu officielt udgivet sit cover af 'Soon May the Wellerman Come'.

Hør Nathan Evans noget mere dansable udgave af 'Soon May the Wellerman Come', 'Wellerman (Sea Shanty)', her:

0:00

Singlen, der med harmonika og hård bas byder på en lidt mere festlig udgave af den gamle vise, hitter allerede stort i Storbritannien og ser ifølge de foreløbige tal ud til at ramme fjerdepladsen på den britiske singlehitliste, når den bliver opdateret på fredag.

- Det er helt skørt og har taget meget mere fart, end jeg regnede med, fortalte Nathan Evans forleden til BBC.

Har startet lavine af sømandssange

Den unge sanger har lavet TikTok-videoer siden marts sidste år og uploadede i sommer sit første cover af en sømandsvise - et cover, der siden har fået over en million visninger.

Siden er det blevet til talrige skumsprøjtende covers fra Nathan Evans, der har sin egen teori om, hvorfor de gamle viser er blevet så populære.

- Jeg tror, de er blevet populære, fordi alle kan være med. Du behøver ikke nødvendigvis at kunne synge, teksterne er simple, og det kræver kun en fast takt og din stemme at være med. Det tror jeg appellerer til os alle, har han fortalt til BBC.

Nathan Evans' covervideoer har siden været med til at søsætte en decideret sømandsvise-trend døbt 'ShantyTok' (sømandsviser kaldes "sea shantys" på engelsk), der har udløst en lavine af videoer med andre gamle viser på den populære platform.

Navne som musicalkongen Andrew Lloyd Webber og frøen Kermit, kendt fra 'The Muppet Show', har alle fremført deres egne covers af 'Soon May the Wellerman Come', ligesom det canadiske rockband Nickelback også er hoppet med på trenden.

I sidste uge delte vokalgruppen Lottery Winners et sømandsvise-cover af rockbandets kæmpehit 'Rockstar'.

Coveret tiltrak sig bandets opmærksomhed, og gruppen har siden delt deres egen udgave af det utraditionelle cover, der nu er set over en million gange.

I skrivende stund er videoer markeret med hashtagget '#SeaShanty' (sømandsvise) samlet blev set mere end tre milliarder gange på TikTok.

Rockbandet Nickelback har sluttet til 'ShantyTok'-trenden og delt en sømandsvise-nyfortolkning af deres hitsang 'Rockstar'. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

TikTok er en sand stjernefabrik

Nathan Evans er ikke den første, der har scoret sig en pladekontrak gennem den populære videoapp. TikTok har de seneste par år vist, at appen i den grad er i stand til at katapultere nye stjerner til tops.

Ifølge TikTok selv skrev over 70 kunstnere i 2020 under på en større pladekontrakt, efter de først var gået viralt på den kinesiske platform.

I 2020 scorede den amerikanske teenager Curtis Waters sig en pladekontrakt og et globalt verdenshit, efter han gik viralt på TikTok med nummeret 'Stunnin''.

Det var også på TikTok, at verden for første gang for alvor fik øjnene op for rapsensationen Megan Thee Stallion, da hun hittede stort på videotjenesten med sangen 'Savage'.

Samtidig har flere gamle sange fået nyt liv på appen, hvor blandet andet Phil Collins' 40 år gamle kæmpehit 'In the Air Tonight' sidste år pludselig gik viralt.

Facebook
Twitter