For 9 år siden grinede alle af hende: Nu hyldes 'Friday'-sanger for sin ærlighed

Rebecca Black blev et verdenskendt fænomen med et viralt hit i 2011. Men hvad blev der egentlig af hende?

(Foto: Matt Winkelmeyer © Getty Images)

Måske siger navnet Rebecca Black dig ikke ret meget.

Men du har sandsynligvis ikke kunnet undgå at høre monsterhittet 'Friday', der spredte sig som en steppebrand på internettet i 2011.

Den dengang 13-årige amerikaners gennembrudshit, som netop er fyldt ni år, var på alles læber.

Men i de flestes tilfælde ikke, fordi de syntes, det var godt.

I hjemlandet blev sangen - og ikke mindst musikvideoen - en national joke, og den blev parodieret i talkshows og på internettet.

Og selvom opmærksomheden gjorde Rebecca Black kendt i både ind- og udland, og blandt andet gav hende - en helt almindelig 13-årig skoleelev - mulighed for at arbejde sammen med superstjernen Katy Perry, så har det ikke været en dans på roser for den i dag 22-årige popsanger.

Skal du have genopfrisket Rebecca Blacks virale hit fra 2011? Lyt til 'Friday' her:

0:00

Det har hun for nylig åbnet op om i et opslag på Instagram og Twitter.

Her skriver hun om den mobning og depression, hun oplevede op gennem sine teenageår, efter sangen blev udgivet og gik viralt.

Og om, hvordan hun ville ønske, at hun kunne gå tilbage og fortælle sit yngre jeg, at hun nok skulle komme ovenpå igen:

- Jeg prøver hele tiden at minde mig selv om, at hver dag er en ny mulighed for at ændre sin virkelighed og løfte sin ånd. Du er ikke defineret af hverken ét valg eller én ting. Tiden heler, og intet er endeligt. Det er en proces, som aldrig er for sen at begynde på, skriver hun blandt andet i opslaget, som har fået mange positive kommentarer.

Men hvordan gik det til, at videoen gik viralt, og hvor er Rebecca Black i dag?

'Måske vil bedstemor se den'

Det hele startede egentlig som en sjov oplevelse, fortalte hun til Buzzfeed sidste år.

13-årige Rebecca Black, som netop havde færdiggjort 7. klasse, havde set, at en veninde fra skolen havde lavet en musikvideo med sine venner.

Og for Black, som var vild med musical-serien 'Glee' og gik til auditions på alt, hun kunne komme til, virkede det som en oplagt mulighed for at prøve at indspille en sang og optage en musikvideo.

Hendes mor gik med til at betale det samme firma, som havde lavet venindens video, for at skrive og indspille en sang med Rebecca Black og lave en musikvideo.

- Det er juleferie, og jeg får alle mine venner til at komme. Og måske vil min bedstemor se den, fortalte Rebecca Black sidste år om hendes tanker om at lave videoen, som hun ikke regnede med ville blive set af andre end hendes venner og familie.

Den blev færdig og uploadet til internettet. I starten skete der ikke så meget, men pludselig fik den ekstremt mange visninger og kommentarer på få dage.

Pludselig var hun overalt, hendes navn trendede på Twitter, stjerner sang hendes sang til deres shows, og hun blev spurgt, om hun ville medvirke i talkshows, og en masse mennesker ville arbejde med hende og fortalte hende, at hun ville komme til at tjene mange penge. Hun blev inviteret til arrangementer med rød løber og vandt en Teen Choice Award. Og hendes sang blev spillet i en cover-version i 'Glee'.

Men bagsiden af medaljen var, at langt de fleste reaktioner var ondskabsfulde. Der blev gjort grin med hende. Og sangen blev sågar kaldt "den værste sang nogensinde".

- Det var ikke, fordi jeg betragtede den her musikvideo som det mest betydningsfulde, smukke og kreative, jeg nogensinde havde lavet i mit liv. Men det var mig. Det var mit ansigt, og det var mit navn, folk gjorde grin med, fortalte hun sidste år om den overvældende oplevelse.

I dag er Rebecca Black 22 år. Hun udgiver stadig musik. (Foto: Jennifer Graylock © Getty Images)

Blev en joke

Hun var blevet én stor joke på internettet. En joke, som radiovært Mads Gundersen tydeligt husker, at han selv grinede af.

- Jeg har nogle gamer-venner, som opdager den på YouTube meget hurtigt, og vi er flade af grin over, hvor dårlig og samtidig catchy den er. Vi hørte den måske 30 gange i træk. Og ret hurtigt begyndte der er blive lavet videoer, hvor folk snakker ind over videoen og gør grin med den og pointerer alt, hvad der er galt med den. Man troede jo, det var en joke, fortæller han og fortsætter:

- YouTube er blevet rigtig stort på det her tidspunkt, og alle, der tror, de kan noget, vil vise det til verden. 'X Factor' har kørt i et par år i Danmark, og det er blevet noget, man mest ser for at høre Blachman svine folk til. Man ville gerne se de her "crash and burn"-tilfælde, hvor forældre har bildt børn ind, at de kan alt muligt, og så går de ind og brænder helt igennem. Der er kommet en kultur om, at hvis du tror, du er noget, så skal vi også have lov til at gøre grin med dig. Og det, tror jeg, hun blev et offer for.

- Det virker ikke, som om hun har talent eller kan noget. Hun synger ikke godt, og moren har betalt for den her sang, som andre har skrevet. Og det virker ikke, som om det har været dygtige tekstforfattere, for teksten giver ingen mening. Så hun har ikke bevist noget musikalsk. Hun virker, som om hun bare gerne ville være kendt. Det var derfor, hun blev hadet.

Ifølge Mads Gundersen er det sangens helt simple omkvæd, der gør den så fængende. Men kombinationen af mislykket brug af autotune, en latterlig tekst og videoen, hvor børn kører bil og løber rundt foran et green screen, gør den til et oplagt joke.

- Det er så corny og dårligt produceret, at det giver mening, at det bliver en form for hit.

  • Rebecca Black havde ikke regnet med, at andre end hendes venner og familie ville interessere sig for musikvideoen til 'Friday'. (© Rebecca Black)
  • I musikvideoen kører Rebecca Black blandt andet i bil med sine venner. - Den er lavet på den måde, at man spiller den i halvt tempo for at folk løber hurtigt i baggrunden, men hendes mundbevægelser passer ikke, for hun kan ikke finde ud af at mime. Der er børn, der kører foran en green screen, og de har alle sammen bøjler på tænderne. I dag ville man sige: ”Ej, hvor er det mangfoldigt og fedt”. Men dengang var det så kikset, siger Mads Gundersen. (© Rebecca Black)
1 / 2

Mens 'Friday'-feberen for alvor begyndte at rase på internettet, følte Rebecca Black, at de andre elever på hendes skole grinede af hende og snakkede i krogene. Det fik hende til at isolere sig, og med tiden mistede hun sine venner og gik over til at blive hjemmeskolet.

- 2011 endte med at være det mærkeligste år i mit liv. Det var et af de bedste, men tydeligvis også et af de værste, fortalte hun sidste år om perioden, som blev efterfulgt af et år præget af ensomhed og forvirring.

- Når folk fortæller dig, at du ikke hører til, der hvor du gerne vil være, og at du burde begå selvmord - når du reflekterer over alle sådan nogle ting som teenager, er det en voldsom oplevelse, har hun for nylig sagt til ABC News, efter at have udgivet Instagram-opslaget om de konsekvenser, 'Friday' fik for den unge sangerinde.

Udgiver stadig musik

Alligevel blev Rebecca Black ved med at udgive musik. Der udkom flere singler i 2011 og 2012. Men hun havde ingen venner, og hele holdet bag Rebecca Black var i det for pengenes skyld og forstod, ifølge Black selv, ikke, hvad hun gik igennem, og hvad hun egentlig ville.

Sangene blev da heller ikke nogen stor succes. Og de fleste husker hende nok stadig udelukkende som den 13-årige pige, der sang 'It's Friday, Friday' i en kikset musikvideo.

- Jeg kan huske, hun lavede et nummer, der hedder 'Saturday' i 2013, hvor jeg tænkte: "Fedt, at hun bare ejer det og selv spiller med på joken", siger Mads Gundersen, som dog ikke har hørt meget til sangerinden siden.

Selvom Rebecca Black blev inviteret til arrangementer med rød løber og pludselig var inde i varmen i underholdningsbranchen allerede som 13-årig, kæmpede hun med alle de negative ting, folk skrev til og om hende. (Foto: John Shearer © 2011 WireImage / Getty Images)

Og i 2016 blev det nok for Rebecca Black, som ville tages seriøst og lave noget, hun kunne stå inde for. Hun fyrede hele sit hold af samarbejdspartnere og udgav sit første nummer på egen hånd.

Siden har der fulgt flere udgivelser. Senest 'Sweetheart', som for nylig er kommet ud i en remix-version.

Er du nysgerrig efter at høre, hvordan Rebecca Black lyder i dag? Lyt til et nyt remix af hendes seneste single 'Sweetheart' her:

0:00

Med andre ord er Rebecca Black aldrig stoppet med at forfølge drømmen om at blive popstjerne på trods af 'Friday'-forbandelsen, som, ifølge Rebecca Blacks Instagram-opslag, betød, at mange producere og sangskrivere har nægtet at arbejde sammen med hende.

- Jeg bliver ved med at skrive musik, jeg er aldrig stoppet med det. Det er den ene ting, der aldrig har svigtet mig. Jeg har vist mig selv gang på gang, at jeg har styrke, og det er muligt at vokse og forandre sig og lære. Hvor sejt er det ikke lige?, har hun for nylig sagt til ABC News.

Modtager undskyldninger

Og nu, ni år efter hittets udgivelse, var tiden altså inde til at fortælle om de konseksvenser, det fik for hende.

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at alle ungdomspopstjerner, hvad end de bliver kendt for noget godt eller dårligt, får nogle mén af det. Du kan også se, hvad for eksempel Justin Bieber har været igennem, fortæller Mads Gundersen.

- Internettet var så ungt, så man vidste ikke helt, hvad følgerne af det her kunne være. Hun er nok blevet inspireret af nogle andre, som har stået frem med deres psykiske problemer. Specielt hos kvindelige musikere ser vi meget ærlighed i øjeblikket, siger Mads Gundersen, som dog ikke spår Rebecca Black en lys fremtid i musikbranchen, selvom det ærlige opslag fik mange positive reaktioner.

Og det har endda fået flere brugere på Twitter til at undskylde for at have gjort grin med popsangeren, som dengang kun var et barn.

Om ikke andet har 'Friday' gjort verden opmærksom på, at Rebecca Black eksisterer. Og det har hun unægteligt tjent en del penge på gennem tiden, mener Mads Gundersen.

- I forhold til, hvor dårligt det nummer var, så har hun fået ret meget ud af det.

Facebook
Twitter