Aaay, Macarena! Sådan fik to spanske bedstefædre ét af verdens største hits

Kender du den mørke hemmelighed bag den 25 år gamle landeplage? Her får du hele historien bag 'Macarena'.

(Foto: Nicolai Bruun (Grafik))

Er du barn af 90'erne, så kender du næsten med garanti kæmpehittet 'Macarena'.

I årene, hvor navne som Spice Girls, Aqua og Backstreet Boys ellers dominerede hitlisterne, var 'Macarena' nemlig fast inventar til børnefødselsdage og klassefester på stribe og blev ét af 90'ernes allerstørste pophits.

Men kender du egentlig den pikante og knap så børnevenlige historie bag den sang, du – høj på slikposer, minifrikadeller og fri sodavand - stopdansede til i timevis dengang?

I denne uge er det præcis 25 år siden, at gruppen Los del Río med hittet 'Macarena' strøg ind på førstepladsen på den amerikanske Billboard-hitliste, hvor den endte med at trone i hele 14 uger.

I den anledning har vi taget et nærmere blik på historien bag 'Macarena', hvordan nummeret gik hen og blev ét af musikhistoriens største hits, og ikke mindst hvad sangen i virkeligheden handler om.

(P.S. Det er ikke for børn.)

Hungrende radiolyttere startede succesen

Det var i 1996, at 'Macarena' gik sin sejrsgang verden rundt, men historien om hittet starter allerede tre år tidligere.

I 1993 udgav den spanske duo Los del Río albummet 'A mí me gusta'. Pladen var gruppens første udgivelse, men kompagnonerne Antonio Romero Monge og Rafael Ruiz Perdigones, der på det tidspunkt begge nærmede sig de 50, havde allerede spillet sammen i over 30 år.

På albummet lå nummeret 'Macarena' - en klassisk guitardrevet flamenco-sang på spansk, som langt fra lød som det nummer, der senere skulle katapultere Los del Río til verdensberømmelse.

Hør originaludgaven af 'Macarena' her:

0:00

Originalen blev dog et stort hit i hjemlandet, og den spanske hymne nåede sågar hele vejen til Miami i USA. Her blev John Caride, der var radiovært på radiokanalen Power 96 FM, dagligt bestormet med beskeder fra lyttere, der ville høre 'Macarena' i radioen.

Radioværten havde imidlertid fået forbud mod at spille musik på andre sprog end engelsk, og derfor kontaktede han to af sine gamle venner, dj-duoen Bayside Boys, og bad dem remixe en ny version af nummeret med en engelsk tekst, som han kunne spille i æteren.

De tog opgaven på sig, skrev og indspillede den nye lyrik, og kort tid efter var 'Macarena', som vi kender den i dag, født.

Los del Río, der i Spanien var kendt for deres tilbagelænede lounge og flamenco-musik, havde siden dannelsen i 1962 primært slået deres folder på barer, restauranter og diskoteker i den spanske hovedstad Madrid. Det ændrede sig dog, da de takket være 'Marcarena' i 1996 med ét blev verdensstjerner. Her ses de i en pladebutik i New York samme år. (Foto: Evan Agostini © Getty Images)

Dansen, der tog verden med storm

Los del Río og deres pladeskab tog den nye udgave af 'Macarena' til sig, og sangen blev hurtigt et hit i de amerikanske latinomiljøer. Det var dog nummerets musikvideo, der skulle vise sig at besejle sangens skæbne som et kommende verdenshit.

Det var nemlig her, den nu verdensberømte 'Macarena'-dans første gang blev introduceret, her fremført af en flok unge, smukke kvinder i farverige gevandter.

- Jeg vidste, den var nødt til at stå knivskarpt, og at det var meget vigtigt, at folk kunne relatere til dansen. Hvis et barn, en ældre person, en konge, en bonde eller en præsident så min 'Macarena'-dans bare én gang, skulle de kunne huske trinene og mærke al den sjæl og glæde, der stråler ud af musikvideoen, fortalte kvinden bag dansen, koreografen Mia Frey, i 2016 til Huffington Post.

Og ifølge musikekspert Simon Kirk, der driver firmaet Mind Moving Music og dagligt arbejder med musik, og hvordan den påvirker mennesker, er netop dansen én af de helt store grunde til, at 'Macarena' blev så massivt et hit.

- 'Macarena' er rent musikalsk i forvejen skåret over en ret vellykket hitskabelon, og når du så kombinerer de virkemidler med en dans, som det er tilfældet her, tilføjer det en hel ekstra dimension til nummeret, forklarer Simon Kirk og fortsætter:

- Når vi danser og synger sammen, giver det os en flokfølelse og en følelse af fællesskab, som i den grad er noget, der tænder vores hjerner og gør os i godt humør - og gør, vi vil have endnu mere.

'Skræddersyet' til at blive et hit

Musikvideoen til 'Macarena' blev hurtigt fast inventar på musikkanalen MTV, og blot én måned efter udgivelsen skete det: 'Macarena' ramte førstepladsen på den amerikanske Billboard-hitliste.

Her lå den i hele 14 uger - en bedrift, der faktisk kun er blevet overgået af Justin Bieber og Luis Fonsis 'Despacito', Mariah Carey-balladen 'One Sweet Day' og Lil Nas X's kæmpehit 'Old Town Road'.

Nummeret endte i alt med at tilbringe 66 uger på hitlisten, og i dag står Los del Río fortsat tilbage som én af musikhistoriens største hitliste-succeser nogensinde.

Og ifølge Simon Kirk er der flere gode grunde til, at 'Macarena' fik så stor succes.

- 'Macarena' er fuld af gentagelser, som vi ved er den sikre vej til en ørehænger. Nummeret starter med en keyboard-lyd, som kører videre gennem hele nummeret, og selve melodien i både vers og omkvæd er stort set identisk.

- Det betyder, at når du er nået igennem de tre minutter, sangen varer, føler din hjerne allerede, at du har hørt det her nummer 100 gange, fordi det gentager sig selv igen og igen. 'Macarena' er simpelthen skræddersyet til at banke sig fast i knolden på rekortid, forklarer Simon Kirk.

Hør remixet af 'Macarena', der tog verden med storm:

0:00

Derudover peger Simon Kirk på det karakteriske 'Aaaaay, Macarena!'-råb, der afslutter sangens omkvæd, som en "ekstremt vigtig" del af årsagen til nummerets succes.

- Uden det råb havde sangen været for kedelig. Det udbrud er med til at bryde de mange gentagelser, og så er det sindssygt effektivt at synge sammen. Ingen af os kan rigtig synge med på sangens vers eller omkvæd, men 'Macarena'-råbet kan alle på dansegulvet være med på, uanset hvor mange øl vi har hældt indenbords, forklarer Simon Kirk og fortsætter:

- Den slags udbrud - særligt i kombination med fællesdansen - giver os noget at samles om og en fællesskabsfølelse, der kan være med til udløse et ordentlig skud af "kærlighedshormonet" oxytocin, som vores hjerner rigtig godt kan lide.

Trods de begge har rundet de 73 år, er Antonio Romero Monge (tv.) og Rafael Ruiz Perdigones fortsat i fuldt vigør. Her ses duoen i 2017 på den røde løber ved en prisuddeling i Las Vegas, USA. (Foto: Gustavo Caballero © Getty Images)

Sangens sande budskab udløste TikTok-chok

Selvom 'Macarena' altså kan fodre vores hjerner med velsmagende hormoner, anser de fleste i dag måske mest hittet som et levn fra 90'erne.

Alligevel fik nummeret faktisk en pludselig renæssance tidligere i år takket været TikTok.

Det var dog - måske noget overraskende - ikke på grund af sine legendariske dansetrin, at 'Macarena' gik viralt på den danseglade app.

I stedet efterlod nummeret TikTok'ere på stribe i chok, da en bruger i en video "afslørede" den sande mening bag nummerets tekst.

Og nej, det er faktisk ikke i det spanske omkvæd, at "hemmeligheden" gemmer sig.

Lytter du i stedet ordentligt efter til sangens engelsksprogede vers, står det hurtigt klart, at nummeret handler om en kvinde ved navn Macarena - og hun har ikke helt rent mel i posen.

I nummeret fortæller Macarena nemlig, hvordan hun, mens hendes kæreste Vitorino er udenbys, er ham utro med - wait for it - hans to bedste venner. Jeps, ørehængeren fra din barndom er simpelthen en utroskabshymne.

"Afsløringen" efterlod mildt sagt internettet i chok.

- Den her sang var til alle klassefesterne på min skole, da jeg var ti år gammel (...) What the fuck?!, lød det selv fra TikTok-brugeren Peakay81 i den oprindelige video.

- 'Macarena' handler om en kvinde, der er sin kæreste utro med hans to venner (...) Tænk på dét, næste gang bedstemor begynder at danse til det her nummer til bryllupsfesten, lød fra en anden bruger på Twitter.

Knuste barndomsminder til side så lever Los del Río forsat højt på 'Macarena's massive succes.

Selvom Antonio Romero Monge og Rafael Ruiz Perdigones i dag begge har rundet de 73 år og har både børn og børnebørn, turnerer duoen stadig verden rundt med den populære festsang, som da også har været fast inventar på næsten alle de 11 plader, duoen har udgivet, siden succesen tog fart for 25 år siden.

Og mon ikke også, der er røget en enkelt euro eller to ind på bankkontoen i årenes løb?

Tilbage i 2003 - altså ti år efter originaludgaven af 'Macarena' så dagen lys - anslog BBC News angiveligt, at Los del Río alene dét år havde indtjent over 1,5 millioner danske kroner i royalties.

Og prøv så at gange det med 25... Aaay, Macarena!

Facebook
Twitter