A$AP Rocky giver koncert i Sverige efter voldsdom

Den amerikanske rapper A$AP Rocky giver koncert i Sverige - fem måneder efter at han blev dømt for vold i landet.

A$AP Rocky vender tilbage til Sverige og giver en stor koncert 11. december. (Foto: ANGELA WEISS © Scanpix)

Rapperen A$AP Rocky, der i juli blev fængslet og dømt for vold på svensk jord, skal tilbage til landet og giver koncert i Globen i Stockholm i december, skriver flere svenske medier, herunder Expressen.

- Efter en enorm støtte fra de svenske fans vender han tilbage til Stockholm til en længeventet koncert for alle hans supportere, skriver koncertarrangøren, Live Nation, i en pressemeddelelse.

Lyt til 'Sundress', mens du læser videre:

Natten mellem 2. og 3. juli blev den 30-årige rapper, der har det borgerlige navn Rakim Mayers, anholdt sammen med tre andre efter et slagsmål i Stockholm 30. juni.

5. juli blev tre af dem varetægtsfængslet, herunder A$AP Rocky - han forklarede politiet, at overfaldet skete i selvforsvar, da den 19-årige mand havde forfulgt og provokeret ham og hans følge.

A$AP Rocky blev efterfølgende idømt betinget fængsel for vold. Han ankede ikke dommen.

Voldssag blev storpolitik

Men hvad der så ud til at være en voldssag med en kendis involveret endte i storpolitik.

Denne tegning viser A$AP Rocky (grøn bluse) i retten i Stockholm. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

20. juli ringede USA's præsident, Donald Trump, til den svenske statsminister Stefan Löfven og bad den svenske statsminister om at få rapperen løsladt ved kaution.

Den svenske statsminister udtalte dog som et svar til Trump, at 'alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande'.

24. juli afbrød den svenske USA-ambassadør sin ferie for at håndtere presset mod ambassaden som følge af sagen. Ligesom en repræsentant for den amerikanske regering i et brev advarede den svenske rigsadvokat om, at det vil få 'negative konsekvenser' for forholdet mellem Sverige og USA, hvis sagen ikke blev løst hurtigt.

Sagen gik dog stille i sig selv igen, da A$AP Rocky blev løsladt, inden sagen kom for retten - og han kunne rejse hjem.

Episoden fik A$AP Rocky til at indstille alle koncerter, som var planlagt i Europa i juli, men nu genoptager han altså koncerterne.