Abba gør comeback: Her er 5 grunde til, at de (stadig) er en af verdens største popgrupper

Den svenske popgruppe er tilbage efter næsten 40 års pause. Men faktisk har de aldrig rigtig været væk.

Abba er allerede en mastodont i musikhistorien. Den arv bygger de nu videre på. (© Scanpix)

Hvis vi giver dig linjerne: "You can dance, you can jive, having the time of your life", så ved du garanteret godt, hvilken sang vi henviser til.

Og selvom du måske ikke skilter med, at du faktisk kan mere af teksten til Abbas 'Dancing Queen', end du vil indrømme, så har du hermed fået en god grund til bryde ud i ren og skær popeufori: Abba gør comeback efter næsten 40 års pause.

Lyt til Dancing Queen, mens du læser videre:

0:00

Du tænker måske, at den svenske popgruppe mest er noget, dine forældre kan finde på at sætte på i en rødvinsbrandert, men de fire svenskere er faktisk helt på linje med grupper som The Beatles, Queen og The Rolling Stones.

Det mener radiovært og Eurovision-kommentator Henrik Milling:

- De er sangskrivere i verdensklasse med pil opad. De løser den allersværeste ligning i popmusikken og tager det skandinaviske – og endda den svenske folkemusik – og bygger det ind i deres numre, siger han og uddyber:

- Det var det første skandinaviske band, der gik worldwide. De udgav plader i alle lande fra Japan til Paraguay og var nummer ét i USA. De var i stand til at opretholde succesen med mange album i så høj grad, at andre store bands som The Bee Gees og Pink Floyd blev nødt til at tjekke Abbas udgivelsesdatoer, inden de planlagde deres.

Tager man en hurtig tur på nettet, finder man da også hurtigt frem til Abba på listen over verdens bedst sælgende grupper nogensinde. Og mens mange af de andre grupper har hittet med forskellige former for rock, så har Abba skabt sin succes på en rendyrket pop- og discolyd.

Og de er stadig værd at lytte til, mener Henrik Milling:

- Abba er eviggyldige. Poppen står så stærkt, at selv Mozart ville være jaloux, hvis han ikke måtte være med på en af deres sange.

Her giver vi dig fem nedslag i deres imponerende karriere, der forklarer hvorfor:

1

Vandt Eurovision - og holdt fast i succesen

Agnetha Fältskog (til højre) og Anni-Frid Lyngstad på scenen til Eurovision Song Contest i 1974, som Abba vandt. Det blev den første af Sveriges – indtil videre – seks Eurovision-sejre. Siden har Sverige vundet Eurovision med Herreys i 1984, Carola i 1991, Charlotte Nilsson (i dag Perrelli) i 1999, Loreen i 2012 og Måns Zelmerlöw i 2015. (© Scanpix)

Abba – der består af de fire svenskere Agnetha Fältskog, Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad – blev dannet i starten af 1970'erne.

De fire medlemmer kom fra hver deres musikalske baggrund, men slog snart både deres musikalske og private pjalter sammen. Agnetha Fältskog og Björn Ulvaeus blev gift i 1971 og begyndte snart at spille med Benny Andersson, der nogle år senere fandt sammen med Anni-Frid Lyngstad. Kvartetten var skabt.

Samtidig slog musikmanager Stig Anderson kløerne i Ulvaeus og Andersson – den sultne pladeselskabsmand var opsat på at bryde igennem internationalt. Han opfordrede dem til at sende en sang ind til det svenske Melodi Grand Prix, kaldet Melodifestivalen.

I 1973 kunne man så se Abba på scenen i Melodifestivalen med 'Ring Ring', der dog måtte nøjes med en tredjeplads.

Året efter var gruppen med igen. Denne gang med popbaskeren 'Waterloo'. Med en sikker sejr i hus i Sverige gjaldt det snart Eurovision Song Contest. Her blev de introduceret med ordene: "Now, watch this one!" af den britiske kommentator. Resten af pophistorie.

Det er dog ikke Abbas Eurovision-sejr som sådan, der er unik, selvom det var første gang, Sverige vandt den store musikkonkurrence.

Det var derimod det faktum, at gruppen formåede at holde fast i succesen i kølvandet på sejren. Året efter Eurovision-triumfen udkom det selvbetitlede album 'Abba' med hits som 'SOS' og 'Mamma Mia' og i 1976 udkom pladen 'Arrival', der blandt andet indeholdt det verdensomspændende nummer ét-hit 'Dancing Queen'.

- Abba kunne både vinde Eurovision og ligge nummer ét i USA. Hvis du laver den kombination, så kan du altså noget helt specielt. Jeg har i hvert fald aldrig set nogen gøre det før, og det kommer vi heller nok aldrig til at se igen i vores levetid, lyder det fra Henrik Milling.

2

Gjorde Sverige til musikalsk supermagt

De to Abba-par var også gift, mens de hittede verden over. Agnetha Fältskog (nummer to fra venstre) var gift med Björn Ulvaeus (nummer ét fra venstre), mens Benny Andersson var gift med Anni-Frid Lyngstad. Begge par blev skilt, mens gruppen stadig udgav musik. (Foto: Media Press/Shutterstock © Scanpix)

Med Abbas enorme succes blev vejen også banet for en perlerække af andre svenske artister.

Og når vi i dag taler om Sverige som en musikalsk supermagt, så skyldes det i høj grad de fire svenskere, der udgav i alt otte succesfulde albummer i perioden 1973-1981.

Efter Abba oplevede navne som Roxette, Ace of Base, The Cardicans, Avicii og Zara Larsson også stor international succes, og så sent som i år har Netflix-dokumentaren 'This Is Pop' tilegnet et helt afsnit til historien om, hvordan Sverige er blevet en popmusikalsk supermagt.

Afsnittet har den mundrette titel 'Stockholm Syndrome'.

Roxette hittede stort især i USA i starten af 1990'erne. (Foto: Fryderyk Gabowicz © Scanpix)

Herudover har Sverige siden Abbas sejr vundet Eurovision Song Contest hele fem gange – altså seks i alt – hvilket kun er overgået af Irland. Til sammenligning har Danmark "kun" vundet konkurrencen tre gange.

Og når man hører svenske Grand Prix-vindere som 'Take Me to Your Heaven', 'Listen to Your Heartbeat' og 'Give Me Your Love' (der blev henholdsvis nummer ét, nummer fem og nummer fem i Eurovision) er det svært ikke at få den tanke, at sangskriverne har skelet til Abba, da de snedkererede deres Grand Prix-hits.

3

Er én af verdens bedst sælgende grupper

Abba tager imod publikums hyldest på deres første nordamerikanske turné i 1979. (Foto: Andre Csillag/Shutterstock © Scanpix)

Det er svært at gøre op, præcis hvor mange millioner album og singler, Abba har solgt. En hurtig overflyvning på nettet giver tal på alt imellem 100 og 500 millioner solgte enheder.

Uanset, hvordan tallene gøres op, står det dog klart, at fem af gruppens otte album er gået nummer ét i Storbritannien, hvor Abba også har haft hele ni nummer ét-singler (og yderligere 11 singler i top ti).

Tidligere i år slog bandet desuden en ret vild rekord, da opsamlingsalbummet 'Abba Gold' som det første album nogensinde ramte 1.000 uger på albumhitlisten i Storbritannien. Ja, 1.000 uger. Eller omkring 19 år.

Kan du genkende coveret? 'Abba Gold', der udkom i 1992, er for længst blevet ét af de mest solgte album nogensinde. Alene i Danmark har albummet solgt over en halv million eksemplarer. (Foto: SHAUN CURRY © Scanpix)

Albummet er i øvrigt det næstmest solgte nogensinde i Storbritannien, hvor det har solgt 5,61 millioner solgte eksemplarer. Herhjemme lister 'Abba Gold' sig op på små 40 uger på hitlisten, men har alligevel inkasseret syv gange platin – hvilket dengang svarede til mere end 560.000 solgte eksemplarer.

Det svarer groft sagt til, at én ud af ti danskere har albummet stående hjemme i stuen (du ved, dengang man købte fysiske eksemplarer af sin musik).

4

Comeback på comeback på comeback

Her ses de to Abba-frontkvinder med den amerikanske skuespiller Meryl Streep (i midten) i forbindelse med premieren på den første 'Mamma Mia!'-film i 2008. (Foto: Bob strong © Scanpix)

Selvom Abbas seneste album, 'The Visitors', udkom helt tilbage i 1981, så har der siden da ikke været stille om gruppen ret længe ad gangen.

I 1992 kom 'Abba Gold'-opsamlingen, der siden sin udgivelse er blevet ét af de bedst sælgende albummer nogensinde i musikhistorien.

I 1999 havde musicalen 'Mamma Mia!' – baseret på Abbas sange – premiere i Londons West End. Den er siden blevet sat op i det meste af verden – også flere gange i Danmark, hvor blandt andet Annette Heick har spillet hovedrollen som Donna.

Og nå ja, så kom 'Mamma Mia!' i 2008 i en filmudgave med blandt andre Meryl Streep og Pierce Brosnan i hovedrollerne. Filmen indtjente over 600 millioner dollar i biograferne (hvilket svarer til mere end tre milliarder danske kroner).

Selvom filmen fik en lunken modtagelse af anmelderne, fik den alligevel en opfølger. 'Mamma Mia! Here We Go Again' fik premiere i 2018, hvor Cher blandt andet fik æren af at spille Meryl Streeps mor – på trods af, at der i virkelighedens verden kun er tre års aldersforskel mellem de to Oscar-vindere.

'Mamma Mia! Here We Go Again' fik generelt bedre anmeldelser end etteren, men måtte nøjes med en mere "beskeden" indtjening på omkring 400 millioner dollar.

Som om ovenstående ikke var nok, så kan man også tage et smut på Abba-museum i Stockholm eller tage del i dinnershowet 'Mamma Mia! The Party'. Velbekomme.

5

Musikken holder stadig

Abba anno 2021. Gruppen vil i 2022 holde en koncert, hvor de medvirker digitalt. (Foto: Baillie Walsh)

Nu er verdens største popgruppe så tilbage med to nye sange – 'I Still Have Faith in You' og 'Don't Shut Me Down'.

Herudover kommer der i november et helt album, og i 2022 kan man tage til London og opleve de fire svenskere live på scenen. Eller næsten. For der er faktisk ikke rigtig udsigt til, at de fire skal optræde live sammen igen.

Til gengæld bygges der i London en arena med plads til 3.000 Abba-elskere, hvor et sceneshow vil finde sted, hvor Abba vil optræde gennem hologrammer. Showet skal akkompagneres af ti live-musikere.

Og der kan være god grund til at indløse en billet til den kommende koncert. I hvert fald, hvis du spørger radiovært og Eurovision-kommentator Henrik Milling:

- Det er monumentalt, det de har lagt for dagen. Det er verdenskunst. Simpelthen. Og de fortjener at blive fejret i dag, fordi de laver nyt.

Facebook
Twitter