Abba kommer med nyt album: 'Det er det vildeste inden for pophistorie'

På albummet er ti spritnye sange - og to af dem blev udgivet i dag.

Bandet, der har sat fut i utallige fester med deres dansevenlige musik, har ikke udgivet ny musik årtier. Her ses bandet i 1974. (Foto: TT News Agency © Ritzau Scanpix)

Næsten fire årtier.

Så lang tid er der gået, siden det ikoniske popband sidst udgav ny musik.

Men nu er der gode nyheder til de mange Abba-fans, der elsker at svinge hofterne til tonerne af 'Dancing Queen', 'Gimme! Gimme! Gimme!' samt 'Mamma Mia'. Og de utallige andre hits.

Bandet kommer nemlig med et spritnyt album. Og det er med hele ti numre, hvoraf to af numrene er blevet udgivet i dag til en pressekonference i Stockholm.

Det bekræfter Benny Andersson overfor svenske SVT.

- Da vi havde indspillet de to sange, føltes det lidt tyndt. "Skal vi ikke lave nogle flere?", og det gjorde vi. Så tænkte vi, at vi ville køre videre og lave et helt album, siger Benny Andersson til mediet.

Rygterne begyndte allerede at sprede sig i sidste uge, da bandet teasede med en nyhed og lancerede hjemmesiden abbavoyage.com.

Lyt til den nye sang 'I Still Have Faith In You' her:

0:00

Det største, der er sket længe

Selvom bandet, der blev store i 70'erne, ikke har været i rampelyset med ny musik længe, er de ikke blevet glemt. Tværtimod.

- Det bliver ikke større. Det er det vildeste inden for pophistorie, siger Ole Tøpholm, musikvært på P5 og tidligere, mangeårig kommentator af Eurovision Song Contest.

Den glædelige nyhed for de mange fans har været ventet i en hel del år, påpeger Ole Tøpholm. Og nu sker det endelig.

Det har egentlig været på vej siden 2018, hvor bandet mødtes for at indspille de to nye sange, 'Don't Shut Me Down' og 'I Still Have Faith In You', der er blevet udgivet i dag.

Om blot to måneder udgives albummet, og ti nye Abba-sange er dermed klar til at blive afprøvet på dansegulvet.

Men selvom det er glædelige og længe ventede nyheder, er det også et risikabelt træk fra bandets side.

- De har så mange enestående hits, der brager. Abbask er nærmest en genre i sig selv, og derfor skal de nye sange være på samme niveau, siger Ole Tøpholm.

Enten er det hundrede procent enestående, og ellers bliver de mange fans skuffede, lyder meldingen.

- Fansene ved, hvad de vil have. De vil have Abba, siger han.

  • ABBA The Museum i Stockholm er dedikeret til de fire stjerners musik og historie. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix Denmark)
  • På museet kan man høre tonerne af Abba, mens man kigger på de ikoniske kostumer og skinnende støvler, der var med til at gøre Abba til Abba. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix Denmark)
  • Der er også mulighed for at leve sig ind i at være medlem af Abba på den virtuelle scene, hvor man kan danse løs til sin yndlingssang fra bandet. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix Denmark)
  • På Madame Tussauds er popstjernerne foreviget som voksmodeller. (Foto: adrian dennis © Ritzau Scanpix)
  • Der var til pressekonferencen i Stockholm tidligere på aftenen, at bandet kom med udmeldingen om albummet 'Voyage'. (Foto: Fredrik persson © Ritzau Scanpix)
1 / 5

Hologram-tur på vej

Ole Tøpholm er dog ikke så bekymret igen. For selvom bandet har været splittet siden 1982, har de haft hver deres karriere og "holdt sig varme".

Det var nu eller aldrig, påpeger han. Fansene har sukket efter ny musik i årevis, og selv ikke de ikoniske fire stjerner er unge for evigt.

Siden bandet i 1982 gav sin sidste live-optræden, har der været stille, og her stopper de glædelige nyheder desværre.

For der er ikke udsigt til, at de fire skal optræde live sammen igen. Ikke indtil videre i hvert fald.

I stedet bygges der en arena med plads til 3.000 Abba-elskere, hvor et sceneshow vil finde sted. Akkompagnieret af ti live-musikere vil Abba optræde gennem hologrammer på scenen i 2022.

Facebook
Twitter