Ærlig Lukas Graham om ny dokumentar: 'Når jeg ser filmen, synes jeg, at jeg er et røvhul'

Ny dokumentarfilm har givet hitsanger Lukas Forchhammer stof til eftertanke.

(Foto: René Sascha Johannsen © Sonntag Pictures)

"Syv år, Niels. Man lærer ét og andet."

Sådan siger Sofie Gråbøl i skikkelse af den bebrillede, halvkluntede psykologistuderende Mulle i hitfilmen 'Den eneste ene'.

Og måske har hun ret, hende Mulle. Det kan sanger og musiker Lukas Forchhammer i hvert fald skrive under på.

Forchhammer, der er frontmand i hitbandet Lukas Graham, er lige nu aktuel i dokumentarfilmen '7 Years of Lukas Graham', der torsdag har biografpremiere i hele landet.

Filmen følger gennem syv år bandet på rejsen mod toppen og det store, internationale gennembrud, og skildrer gruppens og i særdeleshed Forchhammers op- og nedture undervejs.

Vi er med, når succeserne skal fejres, når bølgerne går højt, og når balancen mellem både at være succesfuld hitmusiker og nærværende familiefar udfordres. Det er med andre ord syv hæsblæsende, begivenhedsrige og hårde år, der er omdrejningspunktet for den nye dokumentarfilm.

Og det er her, vi kommer tilbage til Mulle og den ikoniske filmreplik. Man lærer nemlig ét og andet i løbet af syv år - eller af syv år kogt ned til halvanden time, som det er tilfældet i '7 Years of Lukas Graham'.

- Jeg føler, jeg kan snakke om, hvad jeg kan lære af den film i flere timer, lyder det fra Lukas Forchhammer, da jeg møder ham i hans musikstudie i København.

- Den har virkelig åbnet mine øjne for nogle ting om mig selv - og det er jeg glad for.

Intet poleret glansbillede

I dokumentaren får vi et sjældent kig bag kulissen hos Lukas Graham, et af danmarkshistoriens mest succesfulde popbands, og som seer bliver vi inviteret helt indenfor. Også derind, hvor det ikke altid er lige kønt.

- Det er da pisseangstprovokerende at lukke folk ind på den måde, fortæller Lukas Forchhammer om dokumentaren, der er instrueret af dokumentaristen René Sascha Johannsen.

- Det er en meget ærlig film. Der er ikke noget forsøg på at tegne et poleret billede af mig eller hive mine bedste sider frem i lyset – tværtimod. Ligesom den viser nogle af de fantastiske ting, vi har oplevet, viser den i høj grad også nogle af mine mørke sider frem. Gennem hele min professionelle karriere har jeg prøvet på at kontrollere, hvad folk tænker om mig, men her har jeg virkelig sluppet kontrollen, siger han.

Og lad os bare sige det, som det er: Det ér ikke lige kønt alt sammen.

Musikeren indrømmer da også, at der er dele af dokumentaren, han egentlig gerne ville have klippet ud.

Hvilke dele vil han dog ikke sige. Hverken til mig eller filmens instruktør. "Hvis jeg blander mig, bliver det jo utroværdigt," forklarer han.

- Men jeg er ikke glad for nogle af de sider, jeg ser af mig selv i filmen. Jeg bliver sgu flov over mig selv, siger han ærligt.

Seerne kommer helt ind i privaten i '7 Years of Lukas Graham'. Her ses forsanger Lukas Forchhammer med sin nyfødte datter, Viola, på armen. (Foto: René Sascha Johannsen © Sonntag Pictures)

Selvironien døde

Én af de scener, der særligt har ramt noget i musikeren, udspiller sig i 2017, hvor Lukas Graham er taget til Grammy-fest. Bandet er nomineret til tre priser, men må tage tomhændet hjem uden de gyldne statuetter i favnen, og det huer bestemt ikke Lukas Forchhammer, der bag scenen - modsat sine bandkammerater - lader frustrationerne få frit løb.

I scenen er han med egne ord "pissesur" over, at bandet ikke vandt, og beder dem omkring sig, der forsøger at opmuntre ham, om at "fucke af".

- Hvorfor fanden blev jeg så sur?, spørger Lukas Forchhammer retorisk og kigger på mig med et både forundret og eftertænksomt blik.

- Jeg går ind og forventer, jeg kan vinde over Beyoncé og Adele. Helt ærligt, siger han og ruller med øjnene.

- Når jeg kigger på det nu, synes jeg, det var rimelig sejt, jeg overhovedet var der - men lige i det øjeblik gjorde det bare pisseondt, at jeg ikke kunne leve op til mit eget succeskriterium. Mark og Magnus (de andre medlemmer af Lukas Graham) kunne joke med det, men det kunne jeg bare ikke. Det er en scene, der efterfølgende har givet mig noget at tænke over. Jeg tror, min selvironi døde på et tidspunkt i løbet af de seneste ti år, mens min stolthed og mit hovmod voksede.

Netop scenen til Grammy Awards er et godt eksempel på, hvordan det har været en - måske tiltrængt - øjenåbner for musikeren at se sig selv og sine handlinger udefra.

- Når jeg ser filmen, synes jeg, at jeg er et røvhul. Ikke et arrogant røvhul, men et røvhul, der mange gange tromler for meget. Jeg var ikke bare hoppet et godstog, jeg var blevet godstoget. Jeg buldrede derudad og tænkte måske ikke nok på folk omkring mig, siger han og fortsætter:

- Jeg fortryder ikke noget, for jeg er også, hvem jeg er på godt og ondt, men fremadrettet er der ting, jeg ikke vil gøre lige så fanatisk, som jeg har gjort før. Helt ærligt… Her står jeg og har nogle af de vildeste muligheder for et lykkeligt, succesfuldt, awesome liv, og så kan jeg bare ikke nyde det. Det er virkelig noget lort, hva'?

Lukas Forchhammer sammen med de andre medlemmer af Lukas Graham, Mark Falgren (tv.) og Magnus Larsson (th.), på den røde løber ved Grammy Awards i 2017. Gruppen var nomineret til tre priser - 'Record of the Year', 'Song of the Year' (begge for kæmpehittet '7 Years') og 'Best Duo/Pop Group Performance' - men måtte drage tomhændet hjem fra den amerikanske prisfest. (Foto: John Shearer © Getty Images)

Blev fanget i hitmaskinen

Det er svært ikke at give Lukas Forchhammer ret i, at det lyder lidt som noget... ja, lort. Ikke fordi jeg ved specielt meget om, hvordan det er at være én af verdens mest populære popstjerner.

Men under snakken om filmen og de syv skæbnesvangre år, den skildrer, er det tydeligt at mærke, at Lukas Forchhammer ikke er udpræget stolt af den måde, han til tider har levet sit liv og prioriteret sin tid.

- I bund og grund handler det om, hvilke værdier du har. Hvad er vigtigst? At få succes, koste hvad det koste vil? Eller at komme igennem det som et helt menneske, der kan se sine nærmeste i øjnene. Der tror jeg altså, svaret er nummer to, siger han.

Underforstået at han altså på et tidspunkt var i tvivl om, hvilket svar der var det rigtige for ham.

Det er han dog ikke længere, og derfor har Lukas Forchhammer besluttet sig for, at der er ting, han vil gøre anderledes fremover.

Han skal blandt andet være mindre popstjerne (et ord, Forchhammer i øvrigt selv hader som pesten) og mere far, mand, bror og ven, fastslår han. Filmen har nemlig åbnet hans øjne for, hvor uholdbart det liv, han tidligere har levet, er i længden.

- Vi har været igennem en masse fantastiske ting, og jeg er sindssygt stolt af alt dét, vi har opnået… Men når jeg ser filmen, bliver jeg bare mindet om, hvor hårdt det var - og hvor hårdt mit job stadig er til tider, siger han og begynder at remse en fiktiv, tætpakket kalender fyldt med koncerter, interviews, møder og rejseplaner kloden rundt op for mig.

- Du kan godt se; det er jo ikke et liv, vel? Det er en maskine. En fucking maskine. Og på et tidspunkt glemte jeg, at den maskine – som er mig – har en stopknap.

Lukas Forchhammer bærer nemlig selv en del af skylden for, at han i en periode "mistede sig selv" og sin forbindelse til omverdenen, forklarer han. Han har længe haft svært ved at sige nej, og samtidig har ambitionerne været skyhøje.

- Jeg kender ikke nogen, der har opnået, hvad vi har opnået på så kort tid. Og det er jeg pissestolt af. Men det har været svært at være til stede i og svært at rumme som menneske. Det har været svært at være ærlig over for mig selv om, hvordan jeg har haft det, siger han og fortsætter efter en kort tænkepause:

- Skulle jeg lytte til uroen i min krop, skulle jeg jo trække stikket på noget, jeg havde lyst til. Hvem gør det? Jeg vil gerne gøre de her ting, fordi jeg synes, de er sjove, og samtidig vil man gerne sige ja og gøre andre glade – men det er jo vejen til kollaps.

- Jeg synes, det er fedt, at vi også viser bagsiden af livet som succesfuld musiker. Forhåbentlig kan det vise nogen, der sidder derude og drømmer om at blive popstjerne, at det kommer med en pris. For det er ikke kun sjov og ballade, det er pissehårdt, og det skal folk også vide. Det er ikke for sjov, vi kun er to medlemmer fra det oprindelige lineup, der stadig er med i bandet, vel? Det, jeg elsker, fylder en tiendedel af det, som det kræver. Jeg elsker at skrive sange og stå på en scene og synge dem, og det er jeg god til. Men alt det andet med radiotours, interviews og shows, det er det, som er drænende. (Foto: René Sascha Johannsen © Sonntag Pictures)

Fra turné til tøjvask

Vejen mod kollaps er Lukas Forchhammer kommet til at bevæge sig ned ad før. Blandt andet i 2016, da han og bandet måtte aflyse en række koncerter i Japan og Australien grundet "ekstrem udmattelse", som det hed sig i pressemeddelelsen, der gik verden rundt.

I kulissen var Lukas Forchhammer få dage forinden brudt grædende sammen over morgenmaden og måtte kaste håndklædet i ringen. Han havde nået bristepunktet og "kunne ikke mere".

Står det til Lukas Forchhammer, kommer det ikke til at ske igen.

- Jeg skal aldrig nogensinde presse mig selv så hårdt igen, siger han, men indskyder så:

- Jo, som far, som søn, som mand, som bror. Dér skal jeg være helt oppe på pumperne. Men jeg har knoklet mere i ti år, end hvad andre knokler et helt liv, så jeg tror, det er på tide, at jeg lige finder mig en anden arbejdsfrekvens nu, siger han og fortsætter:

- I mange år var det eneste, jeg nærmest kunne finde ud af, at gå på arbejde. Jeg kunne skrive gode sange, synge dem og promovere dem. Men jeg kunne godt tænke mig at være et helt menneske.

Derfor er den populære musiker blandt andet begyndt at skære ned på mængden af arbejde. En ændring, som den ufrivillige pause fra livet på farten som turnerende musiker takket være coronapandemien har hjulpet på vej.

I stedet er Lukas Forchhammer begyndt at bruge sin tid på andre knap så glamourøse ting.

- Jeg er begyndt at vaske tøj derhjemme, fortæller han med både stolthed og en snert af selvironi i stemmen.

I mange år havde han en vaskekone, der ordnede den slags ("Hvad havde jeg gang i? Det er jo fjollet," udbryder han med et grin), og indtil for ganske nylig var tøjvask ikke hans domæne hjemme i privaten.

Men det er det nu. For selvom det måske lyder banalt, er tøjvasken for Lukas Forchhammer ét skridt på vejen mod et mere balanceret liv.

- Jeg gider ikke kun være en "superstjerne". Det er en sørgelige tilværelse. Jeg vil også gerne leve et mere simpelt liv. Lære at nyde hverdagen og være lidt mere til stede. Så det prøver jeg på nu, siger han og tilføjer så:

- Men skal vi to ikke aftale, at vi mødes igen om et år - så ser vi, hvordan det går med dét?

Vi ses om et år, Lukas.

'7 Years of Lukas Graham' har premiere i biografer over hele landet torsdag den 5. november.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter