Afdød Linkin Park-forsanger genopstår på ny sang

Chester Bennington, som døde i 2017, synger på et nyt nummer af Lamb of God-guitarist. Hør det her.

Chester Bennington, som var en af frontmændene i Linkin Park, døde i juli 2017. Her er han fotograferet ved en koncert i Mexico City i 2015. (Foto: Victor Chavez © Getty)

Med Linkin Park-sange som 'In The End' og 'Numb' blev Chester Benningtons stemme nærmest ikonisk, før han i juli 2017 tog sit eget liv og efterlod resten af bandet, fans og musikbranchen i sorg.

Men nu kan man igen nyde hans røst på et nummer af Lamb of God-guitaristen Mark Morton, som netop har udgivet sangen 'Cross Off' med Chester Bennington.

Hør sangen herunder, mens du læser videre:

0:00

Sangen blev indspillet få måneder før Chester Benningtons død, og faktisk var Mark Morton ret overrasket over, at Linkin Park-forsangeren overhovedet havde lyst til at være med på nummeret.

- Jeg var virkelig imponeret over, at en fyr på det stadie af sin karriere, og som var så kendt, kunne være så ydmyg og være så investeret i det og behandle den her som en Linkin Park-sang, har Mark Morton blandt andet sagt til magasinet Metal Hammer om samarbejdet med den nu afdøde forsanger.

Han fortæller også, at Chester Bennington var helt nede på jorden, og at de talte om mange hverdagsting, mens de arbejdede på nummeret sammen.

Det var offentligt kendt, at Linkin Park-frontmanden før sin død kæmpede med personlige problemer, og efter han tog sit eget liv den 20. juli 2017, blev der oprettet en hjemmeside, der fungerer som en mindetavle for Bennington, og som samtidig oplyser om, hvor man kan få hjælp, hvis man er selvmordstruet.

I 2017 arrangerede medlemmerne fra Linkin Park en hyldestkoncert til ære for Chester Bennington. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)

- Vi forsøger at minde os selv om, at de dæmoner, der tog dig væk fra os, altid var en del af aftalen. Det var trods alt, hvordan du sang om dem, der fik alle til at forelske sig i første omgang, skrev bandet Linkin Park efter frontmandens alt for tidlige død.

Link Park har i alt udgivet syv albummer – det seneste i 2017. De resterende medlemmer i bandet har sagt, at de har alle intentioner om at fortsætte som band på trods af Chester Benningtons død, men der er endnu ikke udgivet ny musik.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk