Aflyste få minutter før koncert: Nu bandlyser britisk festival popstjerne for evigt

Det dur ikke at aflyse koncert i sidste øjeblik. Nu vil Isle of Wight Festival udelukke Jess Glynne for altid.

Jess Glynne, der optrådte i København i marts, har de seneste uger turneret som opvarmning for det gendannede Spice Girls. Søndag måtte hun dog aflyse sin egen festivalkoncert. (Foto: Sergione Infuso - Corbis © Getty Images)

Der er ingen kære mor, hvis man som kunstner aflyser sin optræden på den britiske Isle of Wight Festival i sidste øjeblik.

Det må hitsangerinden Jess Glynne, der er kendt for hits som 'Hold My Hand' og 'Don't Be So Hard on Yourself', sande, efter at festivalen nu har bandlyst hende. For altid.

Søndag aflyste Jess Glynne nemlig sin koncert på festivalens største scene ganske få minutter, før hun skulle optræde – og det accepteres ikke.

- Vi vil aldrig booke hende igen, udtaler festivalleder John Giddings til avisen The Mirror og kalder sangerindens opførsel for 'chokerende'.

Den 29-årige sangerinde beklagede mandag på Facebook, at hun måtte aflyse sin optræden så sent.

Jess Glynne forklarer, at hun var til stede på festivalen og stod klar til at gå på scenen, men at hun ikke kunne gennemføre koncerten, fordi hun følte sig 'utrolig udmattet og fuld af angst'.

Lyt til Jess Glynnes single 'Thursday', mens du læser videre:

Samtidig langer hun ud efter 'negativiteten på nettet' og skriverierne i den britiske presse om, at hun natten forinden festede løs sammen med det gendannede Spice Girls, som Glynne har varmet op for på deres nyligt overståede turné.

- Jeg er sikker på, at mange af jer derude har haft en dag, hvor I ikke havde det godt og ikke kunne arbejde. Jeg er ikke anderledes end jer, skriver hun.

Jess Glynne aflyste også en koncert på selvsamme Isle of Wight Festival i 2015, fordi hendes læge havde givet hende ordre om at skåne sit overbelastede stemmebånd.

Skaffede afløser på en time

Hos Roskilde Festival kan booker Anders Wahren ikke huske at have oplevet så sen en aflysning som Jess Glynnes, og han ønsker ikke at gå til samme yderligheder som Isle of Wight Festival.

- Chance The Rapper blev godt nok engang syg og måtte aflyse en time før koncerten, og vi havde allerede hans band og crew stående på den daværende Cosmopol-scene, siger han.

Holdet i Roskilde måtte derfor handle hurtigt, fortæller Anders Wahren.

- Dengang kiggede vi på, hvem der allerede var på festivalen, og så fik vi hyret Pelle Peter Jensen fra P3 og en række danske rappere og sangere til at lave et slags best of-show.

Roskilde Festival ønsker ikke at indføre samme restriktioner overfor kunstnerne som Isle of Wight Festival, der har bandlyst Jess Glynne efter sangerens to aflysninger. (Foto: Frank Hoensch © Getty Images)

Aflyser Cardi B ligesom Jess Glynne?

Selvom der kan opstå flyproblemer, forsinkede færger eller sygdom, kender festivalen som regel til en aflysning nogle dage før, så de kan nå at skaffe et tilsvarende navn, der passer til scenen.

- Det bedste, vi kan gøre for at forhindre aflysninger og forsinkelser, er at have en god dialog med artisterne, fortæller Anders Wahren og mindes Roskilde Festival for cirka 15 år siden.

- Jeg kan huske, at vi opdagede, at et band fra Chicago ikke havde styr på køretiden fra Oslo til Roskilde, men sådan noget fanger vi heldigvis gennem vores dialog med dem. Der er jo mange praktiske faldgruber – især hvis man er et nyt band.

Cardi B var sat til at føde i juli sidste år, så hun måtte aflyse sin koncert på Roskilde Festival. I år er hun tilbage på festivalplakaten, men nu er der opstået nye koncert-udfordringer. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

Et af de Roskilde-hovednavne, der i år har gjort fans bekymrede for en sen aflysning, er den amerikanske rapper Cardi B. Sidste år aflyste hun sin koncert på Orange Scene, fordi hun blev gravid, og derfor blev hun booket igen i år.

De seneste uger har hun dog måttet aflyse en række koncerter på grund af bivirkninger efter en plastikoperation, og det har betydet, at mange lige nu holder vejret.

Men der er ingen grund til bekymring, lyder det fra Anders Wahren.

- Konkret med Cardi B er vi i god dialog med hendes folk om, at der er den nødvendige fremdrift, så vi er ikke bekymrede.

Facebook
Twitter