Alfred på 14 hyldes efter Kim Larsen-mindekoncert: Sådan opdagede DR ham

En purung sanger stjal fuldkommen billedet ved søndagens koncert på Rådhuspladsen, og nu flyder Facebook over med ros til ham.

14-årige Alfred Kann har taget plads i garderoben på Østre Gasværk Teater, hvor hans uge begynder med prøver på musicalen 'Pelle Erobreren'. (Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Det har været en heftig uge for Alfred Kann.

Søndag aften stod han på scenen foran de omkring 35.000 mennesker, som var mødt op for at give Kim Larsen en sidste hilsen med på vejen. For ikke at tale om de 1,4 millioner danskere, som fulgte med hjemmefra stuerne på DR1.

Den 14-årige sanger var blevet bedt om at synge nummeret 'Joanna', og det gjorde han så godt, at hele Rådhuspladsen sang med, og han efterfølgende blev omtalt som aftenens højdepunkt af flere anmeldere, og sociale medier strømmer over med ros til det unge talent:

"Den yngste var sjovt nok den bedst forberedte.. han kunne teksten og leverede varen. Kim ville have været stolt," lyder en kommentar på DR1's Facebook-side, der har fået over 300 likes. "Han gjorde det fænomenalt. Der må sidde nogle stolte forældre derude til aften," skriver en anden.

DR-chef: Vi var solgt, da vi hørte ham synge

DR besluttede tidligt, at de ville have et barn til at synge ved mindekoncerten, som ellers var besat af kendte navne som The Minds of 99, Oh Land, Magtens Korridorer, Michael Falch og mange flere.

- Vi besluttede os for, at det nummer skulle synges af et ungt menneske for at signalere, at Kim Larsen betyder noget for alle generationer. Alle kan Kim Larsens sange, og det ville vi gerne vise, forklarer Jan Lagermand Lundme, underholdningschef på DR.

Valget faldt på netop Alfred, fordi han har været med i DR's børnekor, det såkaldte SpireKor, hvor han havde gjort sig bemærket.

- Da vi hørte ham synge, var vi bare solgt! Alfred er eddermame bare sej!

Telefon på flytilstand

Under et døgn efter hans store optræden møder DR endnu en gang Alfred Kann på Østre Gasværk Teater.

Han har lige fået fri fra Kildevældsskolen på Østerbro, hvor han går i 8.a.

- Jeg har haft min telefon på flyfunktion hele dagen, for der er hele tiden nogen, der skriver. Det er jo ikke det, det handler om, men jeg er selvfølgelig meget glad for den feedback, jeg har fået, siger Alfred Kann.

- Da jeg kom hjem kunne jeg ikke rigtig komme ned på jorden. Det havde været helt vildt. Og så havde jeg 'Joanna' kørende på repeat inde i mit hoved, griner han.

Men Alfred Kann er ikke færdig med at optræde. Efter skoledagen er han nemlig taget ud på Øster Gasværk Teater for at nå sine prøver på musicalen 'Pelle Erobreren'.

  • Alfred fortæller om sin oplevelse på Rådhuspladsen til sine medspillere på Østre Gasværk Teater. (Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
  • Der bliver hyggesnakket lidt i mørket bag scenen. Her er det Alfred Kann (tv) og Jonathan Westphal Stennicke (th). (Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
  • Alfred har fået mikrofo på og er klar til at gå på scenen til eftermiddagens 'Pelle Erobren'-prøve. (Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
1 / 3

Han bliver hurtigt omringet af de andre unge skuespillere fra forestillingen, som har set Alfred Kanns optræden i fjernsynet.

- Hvordan kom du til at synge på Rådhuspladsen? spørger Conrad Bengtsson, en af Alfreds jævnaldrende medspillere.

- Jeg har sunget i DR Korskolen i syv år og er så heldig, at de har spurgt mig, forklarer han og uddyber, at han først fredag fik besked om, at han skulle være med i søndagens hyldestkoncert.

Skal snart på scenen igen

Livet som børneskuespiller betyder altså nogle ekstralange dage på farten. Men det generer ikke Alfred Kann, som er en garvet herre på de skrå brædder.

- Det første jeg var med i var 'Krummerne' ude på Teater Vestvolden, hvor jeg spillede Grunk. Jeg tror, jeg var seks år. Min far er skuespiller, og jeg har altid syntes, at det så sjovt ud, siger han.

Når Alfred Kann og kollegaerne på Østre Gasværk har premiere på 'Pelle Erobreren' den 25. oktober, spiller Alfred Kann rollen som præstesønnen Henrik.

- Vi har rigtig mange prøver lige nu. Der er også ret meget ventetid. Mig og Conrad deler den samme rolle. Vi er her næsten hver dag, siger han.

Facebook
Twitter