Alphabeat fandt sammen igen efter 6 års pause: 'Jeg var ved at skide i bukserne'

Danske Alphabeat er klar med det første album i syv år.

At kalde Alphabeats kalender for tætpakket er næsten en underdrivelse.

Skemaet er faktisk så fyldt op, at det har været en kunst overhovedet at finde et lille hul til det her interview mellem prøver i øvelokalet, radiointerviews og udlandsrejser.

Men det lykkedes. Eller næsten da. Så nu sidder to tredjedele af det danske hitband foran mig på en lille café i Vanløse. De drikker filterkaffe, snakker om børn, der vågner alt for tidligt, og hvordan det ellers står til med 'dem derhjemme'.

Jeg har sat Alphabeat stævne, fordi de fredag udgiver deres første album i syv år. Gruppen valgte efter mange års succes i både ind- og udland i 2013 at trække bremsen på tilværelsen som musikalsk sekskant.

Medlemmerne havde brug for en pause og helligede sig i stedet andre projekter. Nogle forblev i musikbranchen, mens andre kastede sig ud i 'virkelighedens verden' og fik andre jobs.

I foråret dukkede de så pludselig op igen. Efter seks års pause fandt de seks popglade jyder sammen igen og udgav ny musik.

Men hvordan er det så gået med comebacket? Det er dét, vi skal tale om i dag.

Sidst vi talte sammen, havde I lige meldt ud, at I havde fundet sammen igen og var på trapperne med jeres comebacksingle 'Shadows'. Hvordan er det gået siden?

Anders SG (forsanger): - Det er gået over al forventning.

Stine Bramsen (forsanger): - Det er det virkelig. Vi var ude at spille i sommer, hvor folk jo stod og sang med på 'Shadows'. Det var vildt at se, for jeg havde helt ærlig ikke troet, at den sang ville blive så stor. Det har overrasket mig, at det er gået så godt med den.

Hvorfor?

Stine Bramsen: - Jamen den er jo meget klassisk Alphabeat i sin lyd, men da vi sad og hørte den sidste år, var det ikke, fordi jeg sad og tænkte: 'Det her bliver et radiohit'. Så det er gået over al forventning.

Anders SG: - Vores allerstørste ambition med at finde sammen igen var at lave ny musik. Vi ville ikke bare ud at spille de gamle sange, der skulle ny musik på bordet. Så at stå dér på scenen og se, hvordan folk tager imod de nye sange, er virkelig dejligt.

- Vi har fået fat i en helt ny gruppe fans, som har taget den nye musik til sig, og det havde vi sgu ikke regnet med. Det tog lidt røven på os.

Har du skamhørt 'Shadows' lidt for meget? Så genopliv hittet her med et remix:

Hvordan har det været at være tilbage i rampelyset efter seks års pause?

Anders Bønløkke (guitarist): - Man skal lige vænne sig til det. Vi er jo også et andet sted i vores liv nu, hvor vi har fået børn og familie. Det er jo super komisk, at man kan stå og skifte ble derhjemme, og fem timer senere skal man stå og fyre den af på scenen. Det sætter også lidt en streg under, at det dér med at være popstjerne jo lidt er noget, man leger.

Anders Reinholdt (bassist): - Efter vi satte Alphabeat på pause, valgte jeg at tage en uddannelse inden for design og business, og siden har jeg arbejdet som filmudvikler hos Aller Media. Så jeg har været ret langt væk fra hele popstjernelivet, og det har været sindssygt fedt at prøve at lave noget helt andet end at være musiker.

- Omvendt har det også været fedt at vende tilbage til musikken, og det har føltes ret naturligt at skulle ud og spille. Men den dag vi udgav 'Shadows' og pludselig skulle lave interviews hos P3 og P7 Mix og ind at sidde i 'Go Aften Danmark', dér var jeg helt ærligt ved at skide i bukserne. 'Fuck mand, hvad skal jeg sige?' Det skal jeg stadig lige arbejde på, ha ha.

- Det er sgu da vildt at få lov til at prøve at stå på den røde løber igen. Før i tiden havde vi tit lyst til at skippe den røde løber, men det har været sjovt at prøve igen, siger Anders Bønløkke. Han ses her sammen med resten af bandet på den røde løber til dette års Danish Music Awards. Fra højre ses Troels Hansen, Rasmus Nagel, Stine Bramsen, Anders SG, Anders Bønløkke og Anders Reinholdt. (Foto: JOE MILLER © Ritzau Scanpix)

I spillede jo sammen i ti år, før I valgte at tage en på pause fra Alphabeat. Er der noget, der føles anderledes denne her gang?

Stine Bramsen: - Jeg tror, at vi alle sætter meget mere pris på hver enkelt ting nu, end vi gjorde før. Der var en periode, hvor det bare gik så stærkt for Alphabeat, at vi ikke rigtig nåede at mærke de dér små succeser. Vi nåede ikke at kigge hinanden i øjnene og sige: 'Hvor er det vildt, det her'. Men det gør vi virkelig nu, hvor hver lille ting får det til at kilde nede i maven.

Anders Bønløkke: - Vi skal for eksempel til London om et par dage og lave forskellige interviews. Før i tiden havde det nok været noget, der bare skulle overstås, men nu bliver det jo en oplevelse i sig selv. Det er fedt at få de der små bonus-oplevelser, man ikke havde regnet med, man skulle få igen.

Stine Bramsen: - Før var det noget, vi gjorde hele tiden, så man blev nok lidt immun over for det. Men nu giver det os sommerfugle i maven.

Anders Bønløkke: - Jeg tror helt overordnet, at man bliver en smule mere taknemlig for alting og nyder de særlige øjeblikke lidt mere denne her gang.

Nu sender I et nyt album på gaden. Hvordan føles det?

Stine Bramsen: - Jeg er vildt spændt, men jeg er også virkelig stolt af det her album, og uanset hvad anmelderne kommer til at sige, så er jeg vildt glad for, at vi gjorde det her.

Anders SG: - Jeg har nydt at have pausen, men der har hele tiden været en stemme bag i hovedet, der har sagt; 'Var det dét? Var det dét, vi kunne?'. Følelsen af, at der må være ét eller andet mere. Så det føles pissegodt at udkomme med de her sange.

- Tidligere blev det lidt en selvfølgelighed, at vi skulle lave noget ny musik og udgive nye albums, og det var også derfor, at vi trak i bremsen i 2013: Fordi vi ikke bare ville køre på autopilot. Så det her album føles rigtig godt, fordi det virkelig er et tilvalg for os alle.

Stine Bramsen: - Ja, denne her gang har vi valgt hinanden til igen. Det er ikke en selvfølge, men et aktivt tilvalg, at vi laver musik sammen, og det føles helt vildt fedt.

Alphabeat turnerede det danske sommerland tyndt, da de var på plakaten ved dette års Grøn Koncert. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)
Alphabeat turnerede det danske sommerland tyndt, da de var på plakaten ved dette års Grøn Koncert. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Ritzau Scanpix)

Hvad er det for nogle sange, der er med på pladen? Er det klassisk Alphabeat, eller er I gået nye veje?

Stine Bramsen: - Der er helt klart en venden-tilbage-til-vores-rødder-følelse på nogle af sangene, som vi rigtig godt kan lide. Når man holder så lang en pause, får man også noget tid til at tænke over, hvad vi er gode til, og hvad det er, der gør, at vi seks har været sammen i ti år og har haft pæn succes med det, vi har sendt ud. Der opstår en særlig energi, når vi seks samles.

Anders Bønløkke: - Men samtidig synes jeg ikke, pladen bare lyder af nostalgi og 'de gode, gamle dage'. Vi har også udviklet vores lyd og vores tekster og måske taget dem et lidt mere modent sted hen.

Stine Bramsen: - Det var også dét, der knækkede koden for mig i forhold til, hvordan man kunne være Alphabeat i 2019. Hvis vi kun skulle lave 'Boyfriend'-sange, så tror jeg, det ville føles mærkeligt for mig, for den har ligesom en teenage-vibe, og vi er jo et andet sted i dag. Så jeg er glad for, at vi har lavet nogle sange, som føles naturlige at stå og synge, men stadig føles som Alphabeat.

Anders Bønløkke: - Det handler om at turde gå nye veje, men også være tro mod det, vi lavede engang. Man skal ikke bare sige: 'Alt det gamle var noget lort', men holde fast i det, der virker, og så bygge noget nyt oven i.

På jeres seneste single 'I Don't Know What's Cool Anymore' synger I om... Ja, at I ikke rigtig ved, hvad der rykker længere. Er det sådan, I har det?

Anders Bønløkke: - Altså nogle gange kører man forbi én eller anden 19-årig fyr på cyklen, hvor man tænker: 'Hvad foregår der her?'. Man kan godt se, at vedkommende er cool, men man forstår det ikke helt. 'Hvorfor har han det tøj på?'. På den måde er vi jo blevet super gamle, ha ha.

Stine Bramsen: - Men dem har vi jo også selv været. De der unge typer, som gik i alt muligt mærkeligt tøj, som ingen forstod meningen med.

Anders Bønløkke: - Præcis. Og vi kan jo heldigvis stadig føle os cool på andre tidspunkter.

Anders SG: - Sangen handler jo også om netop at sige: 'Fuck det' og hvile i den, man er, og ikke tænke så meget over, om man er cool eller ej. Det er jo sådan, det skal være.

Hør 'I Don't Know What's Cool Anymore' her, mens du læser videre:

Er det noget, I har haft in mente i arbejdet med det nye album?

Stine Bramsen: - Helt klart. Vi har ikke tænkt så meget over, hvad der var cool eller kunne hitte. Måske fordi vi er blevet lidt ældre? Men det har været ret befriende at kunne sige: 'Det kan godt være, denne her sang ikke passer ind i tidens trends, men den giver os kriller i maven, og vi synes, den er fed'.

- Vi har jo været i branchen i 10-15 år, men på en eller anden måde har vi endelig lært at slukke lidt for alt det, vi har lært om marketing, hits og den slags. Nu laver vi en plade, hvor vi bare fuldstændig ser bort fra, om det her er cool eller passer ind i tiden. Vi er kommet ud af hovedet og ned i maven.

...

Alphabeat skal videre.

De skal hjem til Anders SG, hvor de skal lave endnu et interview. Mens bandmedlemmerne hilser pænt farvel og skynder sig ud af døren, vender den ældre dame bag kaffedisken sig mod mig.

- Nu blev jeg jo lidt nysgerrig. Dem, du snakkede med, er det nogen, man kommer til at høre mere til?

Jeg forsikrer hende om, at det kan hun nok godt regne med.

Christine Milton er vært på 'P7 Mix Marathon: Alphabeat', der sendes søndag klokken 10 - 14. Hun kommer her med sit bud på tre sange, der har betyder noget særligt for Alphabeats karriere:

De 3 vigtigste Alphabeat-sange:

  1. 1

    'Fascination' (2006): - Det var sangen, der gav dem gennembruddet herhjemme og i udlandet. Det er et helt fantastisk nummer, der også holder den dag i dag. Hør 'Fascination' her.

  2. 2

    'The Spell' (2009): - 'The Spell' er førstesinglen fra gruppens anden plade og er mere elektronisk end deres første materiale. Sangen markerer et tidspunkt i Alphabeats karriere, hvor de er kæmpestore i Danmark, samtidig med at luften langsomt er ved at gå af ballonen i England, hvor pladen slet ikke går så godt, som man havde forventet. Det er interessant vendepunkt. Hør 'The Spell' her.

  3. 3

    'Shadows' (2019): - Det er jo altafgørende for et comeback, at den første single bliver et hit - og det gjorde 'Shadows'. Her går de tilbage til deres rødder og den lyd, der gjorde, de blev store til at starte med, og det klæder dem virkelig godt. Hør 'Shadows' her.