Amerikansk stjernerapper skal to år i fængsel

Rapperen 6ix9ine slipper med mild straf på grund af sit samarbejde med myndighederne.

6ix9ine risikerede op til 47 års fængsel, men slipper med to år bag tremmer, fordi han har vidnet mod sine tidligere bandekammerater. (Foto: Jefferson Siegel © TNS)

Den 23-årige amerikanske stjernerapper 6ix9ine er blevet kendt skyldig i bandekriminalitet og skal afsone en straf på to års fængsel.

Det har en domstol i New York besluttet her til aften dansk tid, skriver AP.

6ix9ine, hvis borgerlige navn er Daniel Hernandez, risikerede i yderste tilfælde at blive sendt i fængsel i flere årtier for forbrydelser, der omfatter et skyderi, hvor en uskyldig person blev dræbt.

Oprindelig var han nemlig tiltalt for 17 kriminelle forhold, blandt andet medvirken til mordforsøg, planlægning af drab og narkohandel.

I stedet slap han med en mildere straf efter at have sagt ja til at blive vidne for anklagemyndigheden i den større sag mod banden Nine Trey Gangsta Bloods, som han tidligere i år erkendte at være en del af.

Hans vidneudsagn mod sine tidligere bandekammerater har betydet, at to højtstående medlemmer er blevet dømt.

- Din samarbejdsvillighed har været enestående. Den ændrede sagen. Den var fuldstændig, og den var modig, sagde dommer Paul Engelmayer i forbindelse med domsafsigelsen.

6ix9ine har allerede været frihedsberøvet i 13 måneder og kan derfor se frem til at blive løsladt sidst i 2020.

Under sagen brød rapperen sammen, da han så sin biologiske far, som han angiveligt ikke har set siden drengeårene, på en af tilskuerrækkerne.

- Jeg har truffet en masse dårlige valg i livet, men det gør mig ikke til et dårligt menneske, lød det fra rapperen.

Vejen til succes

Om 6ix9ine kommer til at udgive ny musik, vides ikke. Men han har allerede sat sit præg på den amerikanske raphistorie.

Med sit regnbuefarvede hår, tatoveringer i ansigtet og sin råbende og aggressive stemme har han de seneste fem år formået at rappe sig til tops på de amerikanske hitlister og etablere sig som en stjerne.

Hør hittet 'Gummo' lige her, imens du læser videre:

0:00

Det er dog ikke alene på grund af sit ekstreme ydre og sin karakteristiske stemme, at den amerikanske rapper har gjort sig bemærket, for med sig i bagagen har han en lang række skandaler.

I 2015 dukkede der videoer op fra en fest, hvor 6ix9ine befamlede en nøgen 13-årige pige. Han har senere forklaret, at det hele var en misforståelse, men han endte med at erklære sig skyldig i børnemisbrug.

De seneste fem år har han også haft utallige såkaldte "beefs" med andre rappere som The Game, YG og Chief Keef. Sidstnævnte blev endda forsøgt skudt i New York, og det skulle senere vise sig, at det var 6ix9ine, der havde bestilt skyderiet.

6ix9ines koncerter er kendt for at efterlade publikum i badende sved og moshpits. I 2018 spillede han blandt andet i Store Vega i København. (Foto: Zachary Mazur © (c) Getty images)

Har toppet prestigefulde hitlister

Men på trods af en lang liste af skandaler så har rapperen opnået stor musikalsk succes.

Singlen 'Gummo' blev rapperens første store hit, der i 2017 endte som nummer 12 på Billboard Hot 100, og i 2018 peakede 6ix9ines karriere med hele to albumudgivelser.

Især albummet 'Dummy Boy' fik stor succes. Albummet debuterede som nummer to på Billboard 200 og indeholdt store hits som 'Mala' og 'Bebe' og ikke mindst 'Fefe'; rapperens klart største hit, som Nicki Minaj gæsteoptræder på.

Med til hittet fulgte en video, der inkluderede vandpistoler, balloner, letpåklædte damer og ikke mindst en is-spisende 6ix9ine.

Men kan man tillade sig det, hvis man er dømt for overgreb på et barn?

Det kan man åbenbart godt. Selvom videoen skabte en vis debat, så generede det tilsyneladende ikke rapperens mange fans, for sangen strøg direkte ind som nummer tre på Billboard Hot 100.

Lyt til hittet 'Fefe' med Nicki Minaj her:

0:00

Nicki Minaj er bare én af de store stjerner, som 6ix9ine når at samarbejde med. Listen tæller også Kanye West, 50 Cent og Gucci Mane. Med på listen har der sågar også sneget sig en dansker med. Det er den danske rapper Sleiman, som også har udgivet et nummer med den unge rapper.

6ix9ine er altså ikke bange for den store opmærksomhed, og det kom især til udtryk på de sociale medier, hvor han på kort tid har formået at opbygge en enorm følgerskare.

6ix9ine har selv udtalt, at han er blevet inspireret af store rappere som Tupac, Biggie Smalls og 50 Cent. (Foto: Shareif Ziyadat © (c) Getty images)

Starten på enden

Men de adskillige lovbrud og den store succes skulle vise sig at blive for meget for den flamboyante rapper.

Sideløbende med sin enorme succes begyndte 6ix9ine at hænge ud med gadebanden Nine Trey Gangsta Bloods fra New York. Gruppens medlemmer dukkede pludseligt op i flere af hans musikvideoer, og bekendtskabet viser sig at blive starten på enden for den amerikanske rapper.

For på et tidspunkt i løbet af 2018 blev 6ix9ine angiveligt uvenner med bandemedlemmerne, og den 22. juli, den samme dag som rapperen udgav videoen til 'Fefe', blev han kidnappet, slået ned og bestjålet for næsten seks millioner kroner.

De efterfølgende måneder var 6ix9ine involveret i flere skudepisoder, og det hele kulminerede i november 2018, hvor New Yorks politi slog til mod Nine Trey Gangsta Bloods, hvor 6ix9ine røg med i faldet.

Du kan høre 6ix9ine rappe på spansk i nummeret 'Bebe' her:

0:00

Rapperen blev sigtet for narkotikahandel, bandevirksomhed, besiddelse af skydevåben, væbnet røveri og planlagt mord. Bare to af de sigtelser kan udløse en maksimumstraf på livstid. Politiet fortalte også 6ix9ine, at selv samme bande, som han før var en del af, nu ønsker at slå ham ihjel.

6ix9ine erklærede sig skyldig i ni tilfælde af bandevirksomhed og stod derfor over for et langt og kedeligt liv bag tremmer. Det fik ham i sidste ende til at samarbejde med politiet i håb om at få nedsat sin straf.

I løbet af det seneste år har 6ix9ine derfor udpeget flere Trey Nine Gangsta Bloods-medlemmer i sine musikvideoer og afsløret, at hans rolle som medlem var at tjene penge til banden, så han til gengæld fik beskyttelse og troværdighed fra dens medlemmer.

Han har også fortalt, at rappere som Cardi B, Trippie Redd og Jim Jones er medlemmer af bander, og det har fået andre stjerner som Meek Mill og Snoop Dogg til at kalde ham for en 'rotte'.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk