Efter total nedsmeltning på direkte tv er han nu tilbage på toppen: 'Det havde jeg ærligt ikke forventet'

Efter et hæsblæsende årti med op- og nedture hitter Kidd igen.

- Det er ufatteligt, så dejligt jeg får det indeni.

- Det er sexet. Den kommer til at sværme over Danmark denne her saxofon.

Sådan lyder nogle af reaktionerne på det flirtende og saxofonbefængte hit 'Buongiorno', som Kidd står bag.

Sangen udkom helt tilbage i februar på valentinsdag og tegner nu til at blive sommerens helt store hit med over syv millioner afspilninger på Spotify allerede.

- Den er vokset lige så stille og er kravlet op ad hitlisterne og er nu klar til at lave en smash lige i ansigtet på dig med sin kæmpe saxofon, siger P3-vært Fie Neergaard, der egentlig er lidt overrasket over at se endnu et hit fra den rebelske rapper.

- Jeg havde ærligt ikke forventet, at vi skulle sidde og have optur over et Kidd-nummer i 2021. Det er dejligt at se Kidd få lov til at skinne igen.

Hun bliver bakket op fra Kristian Karl, der er musikjournalist på Soundvenue.

- Det er lige den sang, jeg håbede, Kidd kunne lave i 2021, forklarer han med henvisning til den turbulente debut, rapperen havde for ti år siden:

- Kidd havde et af de mest eksplosive gennembrud i dansk hiphops historie. Han kom med 'Kysset med Jamel' og rev det hele ned og byggede noget nyt op med Cheff Records.

- Så havde han det her berømte meltdown i fjernsynet, hvor han sagde, det hele var for sjov, og at Kidd var død. Der fulgte nogle år, hvor karakteren Kidd var større end musikeren Kidd.

Men nu er han altså atter at finde på toppen af hitlisterne med et nyt kæmpehit.

Sammen med et panel bestående af musikkyndige eksperter undersøger Fie Neergaard og Kristian Karl, hvorfor 'Buongiorno' er blevet et hit.

Se videoen, hvor panelet dykker ned i 'Buongiorno', øverst i artiklen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk