Klar til at trykke repeat? Her er de næste store stjerner i dansk musik

Det bliver navne som Clara, Nicklas Sahl og Kops, der vil præge den danske musikscene i fremtiden, mener musikekspert.

Kops, Clara og Alexander Oscar er tre af de danske navne, du skal holde ekstra øje med i fremtiden. (Foto: Pressebillede / Per Lange © Ritzau Scanpix)

De kravler allerede nu op ad de danske hitlister, og de spås en lys fremtid ved de næste mange års prisuddelinger og festivaler.

Det er de upcoming artister på den danske musikscene, vi taler om, og der er flere af dem, der er værd at have et ekstra øje og øre på.

Christoffer Gregersen er vært på radiokanalen P7 Mix og har også selv udgivet musik under kunstnernavnet Gregersen. Han fremhæver særligt fem navne, som han glæder sig til at følge de næste mange år.

- Fælles for dem er, at de alle endnu kun har været aktuelle i under et år, siger han.

Se Christoffer Gregersens fem anbefalinger på de næste store stjerner i dansk musik herunder.

1

Nicklas Sahl

(Foto: Pressebillede / Grafik: Oliver Seppo Rasmussen © dr)

- Nicklas Sahls musik trækker klare musikalske referencer til artister som Shawn Mendes, Ed Sheeran og danske Mads Langer, som har guitaren, den fløjlsbløde vokal og melodier med en kort vej til øret til fælles. De tre ting mestrer Nicklas Sahl til fulde i en flot balance, der gør, at man vil høre mere og ikke bliver træt af hans sange.

- Hans evner som sanger og guitarist er indiskutabel, når man ser ham live, hvor man bliver bekræftet i, at alle timerne med guitaren på værelset ikke har været forgæves.

- Hans tekster indeholder ofte den universelle hjerte/smerte-tematik, som på sangene går meget smagfuldt hånd i hånd med vokalen og melodierne. I en tid hvor produktioner, gimmicks og alt omkring musikken spiller en stor rolle for artister og bands, indeholder Nicklas Sahl noget, der kan stå alene. Manden, guitaren og den gode sang.

2

Kops

(Foto: Pressebillede / Grafik: Oliver Seppo Rasmussen © dr)

- Kops har et musikalsk afsæt i en blanding af pop, hiphop og house. Sangene er ofte bygget op om meget stringente synthesizer-flader med et stort drys legesyg pop, som får sangene til at gynge brutalt og ramme øret ved første lyt - især når man tilføjer hans vokal, tekst og melodi-hooks. Her tænker jeg især på hans seneste single 'Salvation', som også har været P3’s Uundgåelige.

- Kops skriver selv sangene, producerer det hele selv og fremfører dem. Med sin sangskrivning, produktioner og en vokal, der både rummer evnen til at fange et dansegulv for dernæst at få hårene til at rejse sig, når han fremfører en inderlig kærlighedsballade – for eksempel 'Gone Live' – har vi her at gøre med en artist, som for mig har hele pakken. Han formår tilmed at skabe sin helt egen plads på den danske musikscene med et niveau, der på sigt også bør åbne dørene til det internationale musikmarked.

3

Clara

(Foto: Pressebillede / Grafik: Oliver Seppo Rasmussen © dr)

- Det er nærliggende at trække paralleller fra Clara til engelske Jess Glynne og Jessie J. Hun indkapsler på mange måder essensen af en stærk kvindelig popkunstner – både i sine sange, men i særdeleshed også i sin fandenivoldske måde at synge og udtrykke sig på.

- Hendes talent er ikke til at tage fejl af, når man hører hende optræde live, og tager man hendes alder på blot 18 år i betragtning, er det svært ikke at blive imponeret over den selvsikre identitet, hun har skabt omkring sig selv og musikken.

- Jeg tror, at hendes alder gør det svært ikke at læne sig op ad forbilleder som førnævnte artister, men jeg er sikker på, at hun med tiden finder sine helt egne ben at stå på og ud fra det får skabt en karriere, som vil kunne måle sig med dem, hun er i kategori med.

- Hendes sange og vokal er skabt til det internationale marked og med hendes drivkraft for at komme frem i verden, kan jeg ikke se, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. Hendes udgivelser har indtil videre sat et aftryk, som gør hende meget spændende at følge de næste år.

4

Alexander Oscar

(Foto: Pressebillede / Grafik: Oliver Seppo Rasmussen © dr)

- Alexander Oscar viste med sangen 'Number', som udkom først på året, at en stjerne på den bløde pop- og r&b-himmel er født. Han besidder to elementære ting for at kunne begå sig og udmærke sig i denne genre; en overlegen vokal og virkelig gode og velproducerede sange.

- Det er 'Number', der udmærker sig mest, når man lytter til hans udgivelser indtil videre. Den seneste single, 'Coffee Table', er for mig en god indikator på et lovende lydbillede for fremtidige udgivelser, men jeg hører det også som en mellemstation, inden det næste hit rammer.

- Med en alder af blot 20 år og et stort talent som sanger og sangskriver er jeg overbevist om, at han er en, man virkelig skal holde øje med de næste år.

- Ud over det balancerer han virkelig godt mellem det at have en overlegen vokal uden at overgøre fraseringer, hvilket klæder sangene godt.

5

Malte Ebert

(Foto: Per Lange / Grafik: Oliver Seppo Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- På mange måder er det en bedrift i sig selv at kunne overleve sin egen begravelse, men det, synes jeg bestemt, er lykkedes for Malte Ebert.

- Han debuterede med singlen 'Rather Be' tidligere i år, hvor han på produktionssiden gør brug af klassiske Diplo- og Dj Snake-tricks fra klub-scenen, som rammer lige ind i tidsånden. Den gode melodi har han før bevist, at han mestrer, og det gør han også igen under eget navn med nye engelsksprogede sange med internationalt potentiale.

- Han har et virkelig stort talent for at skrive de gode popsange, som man skal høre en enkelt gang for at kunne nynne med på resten af dagen. Under Gulddreng blev musikken lavet med en ironisk distance, især på tekstsiden, så dét at skulle gøre sig selv mere sårbar og skrive ærlige sange er noget, der kræver en stor tilvænning, men noget, som jeg tror, vi vil se mere af på de kommende udgivelser.

- Malte Eberts talent for at skrive fængende popsange, producere og synge er åbenlys, og når skyggen fra Gulddreng med tiden lægger sig, tror jeg, at han får mulighed for at folde sit talent ud og vise, hvem han også er, og hvad han indeholder som artist.

Facebook
Twitter