Maurice blev ikke taget seriøst på grund af sin alder: Nu stormer han frem

Musikken har på kort tid vist sig at ændre Maurice Ruseguras liv.

I slutningen af folkeskolen tænker de fleste måske mest over, hvilken uddannelse de helst vil på.

Eller måske tænker man slet ikke på fremtiden, men i stedet kun på, hvad den nærmeste weekend bringer.

Sådan er det bare ikke for den 16-årige musiker Maurice Rusegura.

Siden han udgav sin første sang i 2018 som 14-årig, har han haft en klar plan med sit liv: Han vil bruge penge fra sin karriere til at besøge sin far i Burundi i Afrika.

- Siden jeg har været helt lille, har jeg altid set op til min far, men der har altid været nogle forhindringer, der har gjort, at jeg ikke har kunnet være sammen med ham.

- Det er ikke, fordi han ikke har det godt, men jeg vil vise ham, at jeg også godt kan stå på mine egne ben nu, fortæller han.

Og det gør Maurice i den grad i dag.

På stående fod har han allerede udgivet stribevis af singler, der har kastet millioner af streams af sig på Spotify og YouTube.

Men selvom Maurice stormer frem på den danske musikscene, så har vejen ikke altid været lige nem for den unge musiker, der i starten ikke blev taget seriøst på grund af sin alder.

Lær Maurice at kende i videoen, hvor han fortæller om, hvordan det har været at være musiker i så ung en alder, og hvordan musikken har været med til at ændre hans liv.

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk