Vidste du det? De her fem kæmpehits var med i en film

Gennem tiden har rigtig mange store hits været nomineret til en Oscar, der i år uddeles på søndag.

Et hav af succesfulde musikere har gennem tiden lavet og opført musikken til det store lærred. (© Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Det er ikke hvem som helst, der får lov til at lave musikken til de helt store Hollywoodfilm.

Numrene bliver som regel smedet sammen af garvede sangskrivere og opført af internationale musikmastodonter.

Så konkurrencen er altså skarp i kapløbet om en statuette for 'Bedste originale sang' til Oscar-uddelingen, der løber af stablen natten til mandag dansk tid.

I år kæmper blandt andet popikonet Elton John mod den garvede filmkomponist Randy Newman, der har vundet Oscar-statutten for 'Bedste originale sang' to gange og har været nomineret i selvsamme kategori hele 14 gange.

De fem nominerede sange skriver sig ind på listen over en lang række kæmpe hits, som også har kæmpet om en Oscar.

Måske har du tidligere skrålet med på sidste års vinder 'Shallow' fra filmen 'A Star Is Born', hvor Lady Gaga og Bradley Cooper kaster sig ud i en vaskeægte ballade?

Eller måske Celine Dions storslåede 'Titanic'-soundtrack 'My Heart Must Go On', der for alvor satte verdens stemmebånd på prøve og hev Oscar-statuetten hjem i 1997?

Men vidste du også, at Justin Timberlakes megahit 'Can't Stop The Feeling' fra 2016 også er et Oscar-nomineret soundtrack?

Her er fem tidligere Oscar-nominerede sange, som du måske ikke vidste blev født som et filmsoundtrack.

1

Pharrell Williams: 'Happy' (2013)

'Happy' er langt fra Pharrell Williams første ørehænger. Han har tidligere haft stor succes med sange som 'Blurred Lines' og 'Frontin'' og har desuden produceret for nogle af verdens største stjerner som Justin Timberlake, Ed Sheeran og Kendrick Lamar. (© Getty Images/ Grafik Oliver Seppo)

Hvor var du, da det første menneske landede på månen? Hvor var du, da muren faldt? Og hvor var du, da Pharrell Williams overivrige ørehænger bragede ud af radioen for første gang?

Måske var du i biografen for at se animationsfilmen 'Despicable Me 2', som man rent faktisk kan takke for det euforiske hit. Hitmageren skrev nemlig sangen til den populære film om de ivrige gule minions.

Og selvom det tog Pharrell Williams over ti forsøg at skrive 'Happy', blev sangen et kæmpehit, der i skrivende stund har over 700 millioner afspilninger på Spotify alene.

Sangen måtte dog se sig slået af 'Let It Go' fra 'Frozen'-soundtracket, der slap afsted med statuetten det år.

Lyt til 'Happy' her:

0:00
2

Aerosmith: 'I Don't Want To Miss A Thing' (1998)

Aerosmiths kæmpehit er skrevet af sangskriveren Diane Warren. Hun fik inspirationen til sangen, da hun så et interview med skuespillerparret Barbara Streisand og James Brolin, hvor James Brolin fortalte, at han savnede sin kone, når de sov. Det fik Diane Warren til at notere ordene "I don't want to miss a thing", der blev den første sætning i successangen. (© Getty Images/Grafik: Oliver Seppo)

Hvis du ikke har set storfilmen 'Armageddon', har du nok stadig hørt sangen 'I Don't Want To Miss A Thing'. For det amerikanske rockband Aerosmith med den stormundede Steven Tyler i front fik nemlig gigantisk succes med rockballaden.

Og for Stephen Tyler var det da også lidt af en familieaffære at lave det populære soundtrack. Filmen 'Armageddon' havde nemlig datteren Liv Tyler på rollelisten.

Men selvom soundtracket blev nomineret til en Oscar-statuette i 1998, måtte den bøje sig for soundtracket til filmen 'Prince Of Egypt'. Sangen 'When You Believe' var da også en duet mellem to af tidens største kvindestemmer, Mariah Carey og Whitney Houston.

Hør rockhittet her:

0:00
3

Eminem: 'Lose Yourself' (2002)

I '8 Mile' debuterer Eminem for alvor som skuespiller i rollen som B-Rabbit, der er en ung, hvid rapper fra slummen i Detroit.

I de spæde 00'ere var verden ramt af et alvorligt tilfælde af Eminem-feber. Og det var ingen undtagelse, da den hårdspyttende Detroit-rapper sendte sangen 'Lose Yourself' ud i æteren.

For Eminem-tilhængere er det nok ikke nogen overraskelse, at sangen 'Lose Yourself' er et soundtrack til Eminem-filmen '8 Mile'. Men vidste du så, at den blege rapper skrev sangen i pausen under optagelserne til filmen?

Og at den i 2002 ryddede feltet og vandt en Oscar for bedste originale sang og derved blev den første Oscar-belønnede hiphopsang nogensinde?

Genopfrisk 'Lose Yourself' her:

0:00
4

Justin Timberlake: 'Can't Stop The Feeling!' (2016)

Justin Timberlake lavede ikke bare soundtracket til filmen 'Trolls', han lagde også stemme til Grumpy Branch, der er en af hovedtroldene i filmen. (© Getty images/ Grafik: DR)

Justin Timberlake er efterhånden en garvet herre. Den hjerteknusende popprins har i tre årtier præget hitlisterne. Først i sin tid med boybandet *NSYNC og derefter gennem sin succesfulde solokarriere.

Derfor er det nok også kommet bag på en del, at et af den 38-årige kvindebedårers største hit stammer fra soundtracket til en animeret børnefilm om… trolde.

Men sådan er det altså gået. Hittet 'Can't Stop The Feeling!' og nummeret fra filmen'Trolls' fra 2016 har i dag trukket over en milliard afspilninger på Spotify.

Det var dog ikke helt nok for Oscar-komiteen, der på trods af en nominering endte med at give statutten til sangen 'City Of Stars' af Emma Stone og Ryan Gosling fra musical-filmen 'La La Land'.

Lyt til Justin Timberlakes sang 'Can't Stop The Feeling!' her:

0:00
5

Judy Garland: 'Over the Rainbow' (1939)

Judy Garlands sidste koncertoptræden var i København i marts i 1969. Hun døde kun tre måneder senere af en overdosis i juni 1969 kun 47 år gammel. (© Getty images/ Grafik: Oliver Seppo)

Du er sandsynligvis en anelse for ung til at have oplevet sangen 'Over The Rainbow', da den storhittede i sin oprindelige form i 1939. Sangen var skrevet til kultklassikeren 'The Wizard of Oz' og blev fremført af den folkekære amerikanske skuespillerinde Judy Garland.

Den scorede Oscar-statuetten i 1939, men du kender den måske bedst for de utallige genindspilninger, der har floreret siden.

Sangen har blandt andet fået en hitliste-genopstandelse efter, at den hawaiianske sanger Kamakawiwo'oles brugte sin blide stemme og trofaste ukulele til at lave sin helt egen version af sangen i et medley med Louis Armstrongs kæmpehit 'What A Wonderful World'.

Senest optrådte den amerikanske popsangerinde Ariana Grande med den oprindelige version til sin støttekoncert i Manchester i 2017.

Lyt til klassikeren 'Over the Rainbow' med Judy Garland her:

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk