Backstreets back: Populært boyband kommer til Danmark

Amerikanske Backstreet Boys spiller i Royal Arena til sommer.

Backstreet Boys har aldrig rigtig været væk, selvom mange forbinder gruppen med de gamle hits fra 90'erne og 00'erne. Her ses de under en koncert tidligere i år. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Har du skrålet med på 90’er-baskere som ’Everybody’, ’I Want It That Way’ og ’Quit Playing Games (With My Heart)’, så er her godt nyt.

For første gang i 18 år tager det populære boyband Backstreet Boys ud på en verdensomspændende arena-turné, der også bringer dem forbi Royal Arena i København. Det oplyser koncertarrangør Live Nation.

Og de efterhånden modne mænd i verdens indtil videre bedst sælgende boyband tager helt ny musik med i kufferten.

Turnéen deler nemlig navn med gruppens tiende album, ’DNA’, der udkommer 25. januar.

Sammen med annonceringen af næste års mange koncerter i Europa og USA har Backstreet Boys også udsendt en ny single. Den hedder ’Chances’ og er skrevet af popstjernen Shawn Mendes og One Republics sangskrivende frontmand Ryan Tedder.

Lyt til den nye single her:

- Nyt album er vores dna

Gruppen kommer til København med alle fem oprindelige medlemmer, der tog verden og mange pigehjerter med storm i 90’erne. Og selvom boybandet uden tvivl kommer til at levere en parade af de gamle hits, så vil koncerten naturligt nok også byde på mange af de nye sange.

- Disse sange er en stor repræsentation af, hvem vi er som enkeltpersoner og hvem vi er som en gruppe. Det er vores dna. Vi er virkelig stolte af det hele, siger Backstreet Boysmedlem Kevin Richardson.

Tidligere i år udsendte gruppen sangen ’Don’t Go Breaking My Heart’, der var deres første single siden 2013.

Billetsalget starter fredag i næste uge.

Facebook
Twitter