Banebrydende hitmager er tilbage efter 9 år: 'Min bedste koncert nogensinde var i Danmark'

The Streets har netop udgivet første album siden 2011.

(Foto: Nick Pickles © 2011 Nick Pickles)

- Hvor er du? I Tyskland? spørger Mike Skinner mig over telefonen.

Det er ni år siden, at den karismatiske frontmand trak stikket på The Streets. I 2017 genopstod gruppen og udgav tre singler. Og nu er The Streets så helt tilbage med albummet 'None Of Us Are Getting Out Of This Life Alive'.

Det er derfor, jeg taler med Hr. Skinner.

- Din accent lyder lidt tysk, fortsætter han.

Jeg ved ikke, om jeg skal føle mig krænket på det danske folkeslags - og vores dansk-engelske accenters - vegne, mens jeg fortæller ham, at jeg er fra Danmark.

- Aaah! Danmark!, udbryder den britiske rapper.

- Jeg elsker Danmark! Jeg føler, at Danmark er den perfekte blanding mellem Tyskland og Sverige.

Hvis bemærkningen om min accent var en kæberasler, så er den svensk-tyske sammenligning et knockout. Men det lyder jo heldigvis, som om han siger det i den bedste mening.

Og det viser sig da også, at Mike Skinner husker os som andet end bare en svensk-tysk bastardnation. Når først småkagedåsen er åbnet, lovpriser han Danmark og er nærmest ikke til at stoppe igen.

- Jeg ved, det er en lidt plat ting at sige, men jeg elsker Tivoli! Særligt i juletiden. I er ikke så glade for at tale med fremmede, men jeg har accepteret, at jeg ikke kommer til at falde i snak med en fremmed dansker. Og så er I dem, der drikker mest kaffe i hele verden. Og jeg elsker kaffe! Men jeg er bekymret for jeres angstniveau, siger Mike Skinner med en hentydning til vores koffein-indtag og griner.

Mike Skinner har da også god grund til at elske Danmark. I 2008 lagde vi jord til det, han stadig husker som sit livs bedste koncert. Dengang forvandlede han, ifølge Politiken, Orange Scene til en uregerlig ravefest i en stærkt anmelderrost optræden.

- Det var absolut min karrieres bedste optræden, siger Mike Skinner selv om sin koncert på Roskilde Festival i år 2008.

Mike Skinner husker stadig tilbage på koncerten på Roskilde Festival 2008 som sin bedste koncert nogensinde. (Foto: Katrine Damkjær © Scanpix)

Tre år senere gik The Streets i opløsning, og frontmand Mike Skinner udtalte dengang, at han kun ville samle bandet igen, hvis han manglede penge.

Nu er The Streets tilbage med det første album i ni år. Men det er altså ikke pengeproblemer, der driver værket, forsikrer det britiske hiphop-ikon.

Men hvorfor har albummet været så længe undervejs?

Lyt til The Streets' første hit, 'Has It Come to This?', her:

0:00

Skulle have banket ydmyghed ind i sig

I slutningen af The Streets-æraen havde Mike Skinner mistet følingen med sin musik. Han følte ikke længere, at han lærte noget nyt - eller havde noget originalt at bidrage med for den sags skyld. Det eneste, han lærte noget om, var, hvordan han skulle lave et album mere, forklarer han.

- Jeg tror, det er virkelig vigtigt at have noget, du har brug for at sige, for at lave musik. Og at vide, hvad du elsker, og hvad du hader i musik, siger Mike Skinner.

- Efter at have lavet album i ti år havde jeg mistet følingen med det. Så grunden til, at jeg ikke har lavet et album før nu, er, at jeg ikke vidste, hvad jeg elskede, og hvad jeg hadede.

Men hvordan genfinder man så følingen med, hvad man elsker og hader? For Mike Skinner var svaret at prøve kræfter som dj. For man lærer meget om musik ved at spille andres, forklarer han.

Det krævede fem år med dj'ing og instruktion af musikvideoer for andre kunstnere, før musikken så småt begyndte at flyde for Mike Skinner igen. - Det føltes, som om jeg gjorde ti ting på én gang. Og jeg vidste ikke helt, hvorfor jeg gjorde det. Jeg var bare nødt til det. Men så på et tidspunkt begyndte jeg at lave musik igen. (Foto: Eamonn M. McCormack © 2014 Getty Images)

Men det var ikke altid en dans på roser. For det er hårdere at dj'e, end det ser ud til på sociale medier, forklarer den garvede rimsmed og pladevender.

- Når du tjekker en dj på Instagram, ser du billeder af et kæmpe publikum på for eksempel Roskilde. Fantastiske steder.

- Men faktisk sker det ofte, at du kommer ud en aften, og så er der ingen. Lønningsdagen har ikke været der endnu, eller måske regnede det den aften. Og når du spiller noget for folk, som de ikke kan lide, er det en forfærdelig følelse. Det går lige ind i kernen af din sjæl, og det er som at være holdt udenfor i skolegården. Det banker ydmyghed ind i dig, siger Mike Skinner.

"Ydmyg" og "uprætentiøs" er da også nogle af de prædikater, der ofte har beskrevet Mike Skinner i tidens løb. Hele verden faldt for hans geezer-charme på tåreperseren 'Blinded By The Lights' og sang med på megahittet 'Fit But You Know It' fra The Streets' helt store gennembrudsalbum 'A Grand Don't Come For Free' fra år 2004.

Lyt til 'Blinded By The Lights' her:

0:00

Dengang var produktionen og lanceringen af albummet planlagt og gennemtænkt, fortæller Mike Skinner.

Men det er det nye album, hvor The Streets samarbejder med en ny kunstner på hvert af de i alt 11 numre, ikke i samme grad.

En ung Mike Skinner fotograferet under en musikvideo-optagelse tilbage i 00'erne. (Foto: J. Quinton © Getty Images)

- Hver person tager det i en ny retning. Denne gang har jeg forsøgt at kontrollere kaos snarere end at planlægge noget som helst, siger Mike Skinner om tilblivelsen af 'None Of Us Are Getting Out Of This Life Alive', som både består af flydende lounge-agtige numre, hidsige drum and bass-baskere og sløve trap-beats.

Blandt andre medvirker rapperen Ms Banks og rockbandet IDLES på det nye album, men den feature, der har fået størst bevågenhed, er The Streets' samarbejde med Tame Impala-frontfigur Kevin Parker.

Mange troede, det var en aprilsnar, da Mike Skinner lagde en video på Instagram, hvor han teasede for samarbejdet. Men den var god nok, og 13. april udkom albummets første single 'Call My Phone Thinking I'm Doing Nothing Better' - med Kevin Parker på omkvædet.

Optager musikvideo hjemme i stuen

Måske er det meget godt, at Mike Skinner ikke havde lagt forkromede planer i forbindelse med tilblivelsen af det nye album. For så var der ikke så meget, coronakrisen kunne forpurre.

Og selvom Mike Skinner fortæller, at det bliver meget anderledes at skulle promovere et album, når man ikke kan komme ud at spille, har det meste været, som det plejer for den 41-årige musiker.

Sådan her kommer vi nok ikke til at se Mike Skinner lige foreløbig. - Hvis I åbner op igen, kommer vi måske over til et hurtigt show. Men ingen ved, hvad der kommer til at ske. Shows bliver det sidste, der åbner op igen. Så vi får at se, siger Mike Skinner om en eventuel dansk koncert. (Foto: Gina Wetzler © 2019 Gina Wetzler)

- Jeg har altid været meget selvstændig. Jeg lavede mit første album i mit soveværelse. Og det er stadig sådan, jeg laver album, særligt i slutfasen. Jeg kan ikke forestille mig at udgive et album uden at være i lockdown på et tidspunkt i processen, siger han.

Udover at dj'e har Mike Skinner brugt de sidste ni år på at instruere musikvideoer for andre kunstnere. Den erfaring kommer ham nu til gode, når han skal improvisere musikvideoer under de nye forhold.

- Jeg er nødt til at lave musikvideoer. Så det er en udfordring ikke at kunne forlade huset. Til min næste video bruger jeg en greenscreen i min stue. Det involverer at se en masse YouTube-guides, siger Mike Skinner.

- Når vores land begynder at blive normalt igen, vil jeg ikke vide, hvad jeg skal gøre, fordi jeg er blevet så god til at være derhjemme. Jeg vil have glemt, hvordan man går udenfor.

Arbejder på en film

Udover det nye album kan Mike Skinner-fans godt begynde at glæde sig. For multitalentet arbejder på en film om sit liv som dj - uden The Streets.

Soundtracket er der allerede styr på. Det består af natklubmusik, som Mike Skinner producerede under sin dj-periode. Han har nu haft det liggende i skuffen i et par år, men er ikke begyndt at filme endnu.

For ifølge Mike Skinner skal filmen optages på rigtige natklubber. Så coronakrisen er nødt til at være drevet over, før holdet kan gå i gang med at filme.

Men lad os satse på, der ikke går ni år, før vi hører mere fra Hr. Skinner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk