Benjamin har optrådt, siden han var 6 år gammel: 'Det er det eneste, jeg er god til'

Den svenske sanger Benjamin Ingrosso hitter stort i hjemlandet, og nu er han klar til at indtage Danmark.

Taster man ordene 'Sverige' og 'eksport' ind i søgefeltet på Google, finder man ud af, at Sveriges største eksportområder er elektronik, maskiner, biler, papir, jern og stål.

Men med lidt god vilje kan man også tilføje 'popmusik' til dén liste.

Vores naboer mod nord er nemlig verdenskendte for at udklække internationale stjerneskud, og navne som ABBA, Robyn, Zara Larsson og Avicii er blot et lille udpluk af de stjerner, der har rødder i det svenske.

Men der er flere lovende stjernefrø på vej fra hinsidan.

Én af dem er 22-årige Benjamin Ingrosso. Selvom navnet nok ikke ringer mange klokker herhjemme, så er den unge sanger én af Sveriges mest lovende og populære popstjerner in spe.

Benjamin Ingrosso er en selverklæret 'foodie' og har i løbet af sit korte besøg i København allerede frekventeret flere restauranter i byen og også lagt vejen forbi to 'virkelig gode' bagerier.  (© Ten Music Group)

Han er blevet rost til skyerne i hjemlandet, og hans debutalbum 'Identification', der udkom sidste år og tilbragte 42 uger på den svenske albumhitliste, er blevet kaldt 'den bedste debutplade fra en svensk popartist siden Avicii og Zara Larsson'.

To år i streg har han vundet prisen som 'Årets mandlige artist' ved den svenske musikpris Rockbjörnen, og på Spotify har Ingrosso over 2,7 millioner månedlige lyttere - blot 500.000 færre end den svenske superstjerne Robyn.

Nå ja, og så udgør hans fætter den ene halvdel af dj-trioen Swedish House Mafia, ligesom både hans mor og storebror er populære musikere i hjemlandet.

For nylig tog Benjamin Ingrosso endnu et skridt op af karrierestigen, da han drog ud på sin første turné uden for hjemlandet grænser. Første stop på turnéen var København.

- Det var så vildt, siger Benjamin Ingrosso, da jeg møder ham på hans hotel dagen efter turnéstarten.

Her optrådte han for et højtskrigende og storsvedende publikum - der primært bestod af piger i teenagealderen - på spillestedet Vega, til hvad, der var hans første koncert på dansk jord nogensinde.

- Det kom virkelig som et chok for mig, hvor mange der var dukket op. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men det gik over al forventning, og folk kunne jo synge med på næsten alle sangene, siger han om koncerten i København og fortsætter;

- Den modtagelse, jeg fik, den kan jeg leve højt på rigtig længe.

Vil synge resten af sit liv

Selvom Benjamin Ingrosso stadig er et nyt skud på den svenske popstamme, så har han faktisk allerede gjort sig bemærket herhjemme.

Nummeret 'Tror du att han bryr sig', en duet med landsmanden Felix Sandman, er allerede blevet spillet over 1.000 gange på DR's radiokanaler, og globalt er sangen blevet hørt tæt på 20 millioner gange på Spotify alene.

Hør hittet her, mens du læser videre:

- Det er fantastisk. Da jeg sang den i København, sang folk jo med as fuck. Det er så cool at stå i et andet land og høre publikum synge på svensk, siger Benjamin Ingrosso og vender sig mod sin kvindelige manager, der sidder i hjørnet af den sofagruppe, vi har plantet os i.

- Har vi egentlig en dansk sang, som folk synger med på i Sverige? Hvad med den der 'Fem fine frøkner'?

Jeg må skuffe svenskeren med, at den er på norsk, men prøver i stedet at kaste Rasmus Seebachs 'Natteravn', der i 2010 blev et stort hit i både Norge og Sverige, ind i puljen.

- Natteravn... Natteravn... Ah! Ja, den sang kender alle folk i Sverige. Alle står på klubben og skråler: 'Jeg kalder på dig, jeg kalder på dig', siger han med et grin.

Benjamin Ingrosso kalder selv koncerten i København for et nyt kapitel.

Han har længe arbejdet på at bryde igennem i udlandet, og med koncerter i Danmark, Norge og Finland i kalenderen på efterårets turné er han rykket ét skridt tættere den drøm.

I hjemlandet er Ingrosso-familien noget nær en institution i den svenske underholdningsbranche, og stort set hele familien ernærer sig enten som musikere, skuespillere eller tv-stjerner. Benjamin Ingrossos mor, den 51-årige sangerinde Pernilla Wahlgren, har til eksempel haft sit eget realityshow på svensk tv siden 2016. (© Ten Music Group)

- Jeg har optrådt, sunget og skrevet sange, siden jeg var seks år gammel, og det har været mit mål at slå igennem uden for Sverige lige siden. Det her er det eneste, jeg er god til, og jeg håber, jeg skal bruge resten af mit liv på at stå på scenen, siger han.

Eurovision-cirkus skaffede nye fans

Benjamin Ingrosso tyvstartede faktisk på udlandseventyret, da han i 2018 repræsenterede Sverige ved Eurovision Song Contest med sangen 'Dance You Off'.

- Det var en stor oplevelse, som jeg lærte meget af, men det er også ét stort cirkus. Man er lidt i en boble, når man er med i Eurovision, og man skal lige huske sig selv på, at man ikke skal tage konkurrencen så seriøst, som andre omkring én gør. For os på scenen er det vigtigste jo at have det sjovt.

Hør 'Dance You Off' her, mens du læser videre:

Forud for konkurrencen var Sverige én af de helt store favoritter, men Ingrosso måtte i sidste ende tage til takke med en syvendeplads i finalen. Men selvom der ikke skulle gøres plads til et sejrstrofæ i håndbaggagen, så rejste Ingrosso ikke tomhændet hjem fra Grand Prix-eventyret.

- Jeg fik så mange nye fans efter Eurovision, og jeg kunne faktisk genkende nogle af dem blandt publikum i går. Folk flyver ind fra England og Bulgarien for at se mig optræde, det er jo helt vildt. Så jeg er meget taknemlig over, hvad Eurovision har givet mig.

I 2018 vandt Benjamin Ingrosso det svenske Melodi Grand Prix, og repræsenterede derfor sit hjemland ved Eurovision Song Contest samme år med nummeret 'Dance You Off', der endte på en syvendeplads i finalen. (Foto: Michael Campanella © Getty Images)

Grand Prix-deltagelsen har også kastet fans af sig herhjemme, og derfor venter endnu en koncert for Benjamin Ingrosso på dansk jord, nemlig i Aarhus, hvor han spiller fredag.

- Jeg har aldrig været i Aarhus, og jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente, ha, ha. Men jeg glæder mig, og jeg er vildt taknemlig for, at jeg får lov til at spille så mange forskellige steder, siger Ingrosso, der lige nu går og lægger sidste hånd på en ny plade, der skal ud til foråret.

Men selvom hans streamingtal på Spotify kan måles i 100 millioner, så har den unge sanger ikke tænkt sig at forfalde til den hitopskrift, han allerede ved virker.

- Det er klart, at det lægger et vist pres på mine skuldre, at mine gamle sange har klaret sig så godt, men jeg tror, alle musikere gerne vil udvikle deres lyd. Jeg er allerede ved at blive lidt træt af mig selv, siger han med et grin.

Benjamin Ingrosso spiller på spillestedet Train i Aarhus fredag den 8. november.

Benjamin anbefaler: 3 svenske sangere, du skal tjekke ud:

  1. 1

    Oskar Linnros: - Han er et ikon i Sverige, når det kommer til pop- og soulmusik. Jeg er vokset op med hans musik. Han er virkelig god.Hør hittet 'Från och med du' med Oskar Linnros her.

  2. 2

    Molly Sandén: - Hun er en dygtig sangskriver og har nogle virkelig fine tekster. Hun er nok den bedste pop-r&b-artist i Sverige lige nu.Hør 'Den som är den' med Molly Sandén her.

  3. 3

    Felix Sandman: - Felix er en af mine gode venner og kolleger. Hans stil er lidt mere hiphoppet end min, og han er bare rigtig dygtig.Hør 'Imprint' med Felix Sandman her.