Billie Eilish er tilbage! 'Hun viser, hvordan berømmelsen har sneget sig ind i alle aspekter af hendes liv'

Den 19-årige verdensstjerne har netop udgivet sit andet album 'Happier Than Ever'.

Billie Eilishs nye album 'Happier Than Ever' får rosende ord med på vejen af anmeldere og fans. (Foto: pressefoto © Universal Music)

Det er en stor, stor dag for de millioner af Billie Eilish-fans, der findes verden over.

Den 19-årige 'Bad Guy'-sanger har nemlig udgivet sit andet album, 'Happier Than Ever', lidt over to år efter, at hendes yderst succesfulde debutalbum, 'When We All Fall Asleep, Where Do We Go?', så dagens lys.

Og skal man tro Billie Eilish selv, har tilblivelsen af 'Happier Than Ever' vitterligt gjort hende lykkeligere end nogensinde. Det skriver hun i hvert fald i et opslag på Instagram.

- Arbejdet med dette album har været den mest tilfredsstillende og dybdegående oplevelse, jeg nogensinde har haft med min musik.

Lyt til nummeret 'Lost Cause', som er at finde på det nye album, mens du læser videre.

0:00

Billie Eilish skriver også, at hun og hendes bror og samarbejdspartner, Finneas, befandt sig "helt oppe i skyerne", mens de lavede albummet. Men samtidig skræmmer det hende at udgive noget, som hun elsker så højt.

- Jeg har lyst til at græde. Jeg voksede så meget og oplevede så meget selvrefleksion, mens jeg arbejdede på albummet. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage i tiden og lave albummet igen, fordi det var nogle af de bedste aftener i mit liv, skriver Billie Eilish til sine 88 millioner følgere på Instagram.

Det nye album er skrevet af Billie Eilish selv i samarbejde med broren Finneas, som det også var tilfældet med det Grammy-vindende debutalbum, 'When We All Fall Asleep, Where Do We Go?'.

Billie Eilish fik sit internationale gennembrud i 2017. (Foto: Jack Plunkett © Scanpix)

Sin generations mest betydningsfulde popstjerne

Det er ikke kun Billie Eilish selv, som er ovenud tilfreds med 'Happier Than Ever', der indeholder 16 numre om blandt andet berømmelsens dystre sider og magtmisbrug.

Det er anmelderne - i hvert fald de, der har nået at anmelde albummet indtil videre - også.

Musikmediet NME giver albummet fem ud af fem stjerner og overdynger popstjernen med roser.

- 'Happier Than Ever' etablerer Billie Eilish som en af sin generations mest signifikante popstjener. Og hun gør det uden at kopiere et eneste nummer fra debuten, som vendte hendes liv fuldstændig på hovedet, skriver NME's anmelder.

The Guardian er også begejstret og giver albummet fire ud af fem stjerner.

- På det måske mest ventede album i 2021 bruger Eilish sin afdæmpede, men stærke sangskriving til at vise, hvordan berømmelse har sneget sig ind i alle aspekter af hendes liv, skriver The Guardians anmelder.

På Twitter er det heller ikke gået ubemærket hen, at Billie Eilish har udgivet et nyt album.

Her gør en bruger sig sjov over, hvordan fans af den 19-årige popstjerne må have det efter albumudgivelsen.

En anden bruger mener, at det nye album er bedre end Billie Eilishs debutalbum.

- Billie Eilishs nye album 'Happier Than Ever' er hendes bedste arbejde til dato. Albummet indeholder nogle af de bedste sange – specielt titelnummeret, 'Halleys come' og 'Oxytocin', og det er hendes stærkeste album.

Og en tredje skriver:

- Billie Eilish har gjort det igen.

Vakte opsigt med ny stil

Det nye album har også markeret et nyt stilskifte for den 19-årige amerikaner.

For da den dengang 17-årige Billie Eilish for to år siden fik sit kæmpe gennembrud med sin debutplade, tonede hun frem med sort og grønt hår og stort, sort og neonfarvet tøj.

Men den stil lagde hun for til side, da hun i maj måned prydede forsiden af det britiske modemagasin Vogue.

Her tonede Billie Eilish frem på forsiden med langt, blondt hår, mens hun er iklædt undertøj, korset og underkjole.

I interviewet med Vogue understregede Billie Eilish, at hun godt vidste, de nye billeder ikke ville gå ubemærket hen. Men hun ville gerne vise, at man fortjener den samme respekt, uanset om man har meget eller lidt tøj på.

- At vise din krop og din hud - eller lade være - burde ikke gøre dig mindre fortjent til respekt, sagde hun dengang.

Facebook
Twitter