Billie Eilish udgiver Bond-temasang som yngste nogensinde

Eilish er en af de mest succesrige sangerinder for tiden. I nat udgav hun ny James Bond-sang.

Billie Eilishs debutalbum 'When We All Fall Asleep, Where Do We Go?' endte som det bedst sælgende album i USA i 2019. Her ses hun til Vanity Fairs Oscar-fest for nylig. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

Den 18-årige amerikanske sangerinde Billie Eilish offentliggjorde i nat sin nye sang, der er titelmelodi til den nye James Bond-film.

Dermed er hun den yngste kunstner nogensinde til at sætte navn på sangtemaet til en James Bond-film.

Lyt til Billie Eilishs take på Bond-universet her:

Sangen har samme navn som filmtitlen, nemlig 'No Time To Die'.

Titelsangen er fremført i vanlig Eilish-stil med et stille beat og en nærmest hviskende vokal.

- James Bond er den sejeste filmfranchise, der nogensinde har eksisteret. Jeg er stadig i chok, udtalte Eilish i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af hendes sangskrivertjans.

Modtog fem priser

Billie Eilish er i øjeblikket en af de mest succesrige sangerinder. Ved Grammy Awards modtog hun hele fem priser for sit debutalbum 'When We All Fall Asleep' i slutningen af januar, herunder for 'Årets sang'.

Eilish har efter sigende indspillet debutalbummet sammen med sin bror Finneas i hans soveværelse.

Også broren har været inde over James Bond-sangen som producer.

Filmen 'No Time to Die' er den 25. i rækken om agent 007. Den får premiere 2. april.

James Bond spilles endnu engang af Daniel Craig, som dog har meddelt, at det bliver hans sidste film i rækken.

Foruden Craig spiller Lashana Lynch, Ana de Armas og Oscar-vindende Rami Malek med i filmen.

/ritzau/dpa