Blev diskvalificeret efter massiv kritik: Nu bliver Hviderusland smidt helt ud af Eurovision

Suspenderingen gælder landets samlede medlemskab af EBU, der står for Eurovision.

Bandet Galasy ZMesta stod bag årets hviderussiske bidrag til Eurovision Song Contest - et bidrag, de altså ikke fik lov at deltage i konkurrencen med. (Foto: pressefoto © BTRC)

I år blev Hvideruslands sang til Eurovision Song Contest kasseret. Ad to omgange.

Nu meddeler organisationen bag musikkonkurrencen, EBU (European Broadcasting Union), at landet slet ikke får lov til at stille op i verdens største musikkonkurrence fremover.

Det fremgår af en pressemeddelelse, hvori EBU skriver, at tv-stationen BTRC, der er Hvideruslands svar på DR, bliver suspenderet fra den paneuropæiske tv-union.

EBU's bestyrelse er nemlig særdeles bekymrede over landets tilgang til pressefrihed og ytringsfrihed.

- I lyset af den exceptionelle udvikling har bestyrelsen intet andet alternativ end at foreslå en suspendering af BTRC's medlemskab af EBU, lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.

Suspenderingen af BTRC vedrører landets samlede medlemskab af EBU, og handler altså ikke "kun"om Hvideruslands deltagelse i Eurovision Song Contest.

Suspenderingen indbefatter også børnekonkurrencen Junior Eurovision Song Contest og korkonkurrencen Eurovision Choir – og ikke mindst fordelingen af sportsrettigheder, som EBU også står for.

Ifølge pressemeddelelsen har BTRC to uger til at svare, før suspenderingen træder i kraft.

'Hold din kæft og mak ret'

Beslutningen om at udelukke Hviderusland fra Eurovision Song Contest har været længe undervejs, mener radiovært og Eurovision-ekspert Anders Ugilt:

- Lige siden Hviderusland kom med i 2004, har landet været "det frække barn" i Eurovision-klassen, siger han om landet, som også kaldes Belarus.

Stort set hvert år har der nemlig været problemer med valgfusk og korruption i landets lokale Grand Prix, hvor det har været alment kendt, at hvis præsident Lukasjenko ikke kunne lide vinderen, så blev der udvalgt en anden sang til at repræsentere landet ved Eurovision, forklarer Anders Ugilt.

Anastasiya Vinnikova optrådte i 2011 med sangen 'I Love Belarus' ved Eurovision Song Contest i Düsseldorf i Tyskland. Sangen markerer en tydelig ændring i Hvideruslands tilgang til musikkonkurrencen, mener Anders Ugilt: - Fra at have set Eurovision som en måde at være en del af et større, europæisk fællesskab, hvor Hviderusland kunne spise kirsebær med nogle af de helt store nationer, blev det fra 2011 og frem nærmere set som en arena, hvorfra man kunne rose Lukasjenkos Hviderusland. (Foto: Ina Fassbender © (c) Ritzau Scanpix)

Så sent som i år kom Hviderusland også i fedtefadet med en al for politisk tekst til deres Eurovision-sang.

- Overordnet er sangens budskab: "Hold din kæft og mak ret." I omkvædet synger de om, hvordan de vil lære folk, hvordan de skal opføre sig, og så skal de nok blive glade. Det kan man enten vælge at se som et løfte eller en trussel, men implicit er budskabet: "Hold din kæft, så skal det hele nok blive godt igen," forklarede DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, da sangen blev diskvalificeret forud for Eurovision.

Hun understregede desuden, at sangen også i hendes øjne (og ører) havde et tydeligt politisk budskab:

- Det er svært at se som andet end en kommentar til de millioner af hviderussere, der drømmer om og kæmper for et andet Hviderusland, end det styret ønsker.

Efter den første afvisning af sangen, fik man mulighed for at ændre i teksten. Den ændrede sangtekst overholdt dog stadig ikke EBU's regler i forhold til politisk indhold, og derfor blev landet udelukket fra årets konkurrence.

Den udelukkelse bliver altså nu permanent.

Manglende pressefrihed og flykapringer

Den "exceptionelle udvikling", som EBU hentyder til i pressemeddelelsen, er også knyttet til landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, og særligt den begrænsede pressefrihed, der præger Hviderusland efter et meget omstridt valg i august 2020.

Her løb den omdiskuterede præsident endnu engang med valgsejren under store protester fra befolkningen.

- EBU har på tæt hold monitoreret undertrykkelsen af den frie presse i Hviderusland og har gentagne gange bedt BTRC, som et medlem af EBU, om at opretholde vores kerneværdier om ytringsfrihed, uafhængighed og troværdighed, skriver unionen selv.

Hvideruslands tilgang til pressefrihed fik fornyet opmærksomhed den 23. maj, hvor den hviderussiske regering omdirigerede et fly på vej til Litauen og anholdte den regeringskritiske hviderussiske journalist Roman Protasevich, hvilket har fået stor kritik fra det internationale samfund.

Hans skæbne er i øjeblikket uvis.

EBU er en magtfaktor

Anholdelsen af Roman Protasevich har været dråben, der har fået bægeret til at flyde over for EBU, mener Anders Ugilt:

- At EBU nu ligefrem siger "nej tak" til Hvideruslands medlemskab er en tyk streg under, at mantraet om, at Eurovision "ikke er politisk", er lagt i graven.

For med de store bogstaver, EBU nu bruger over for Hviderusland, har man taget et tydeligt og officielt ryk væk fra at være upolitisk.

- EBU er mere end tre festlige aftener med Eurovision. EBU er en magtfaktor i form af godt en milliard seere og uvurderlig branding af Europa, siger Anders Ugilt, der desuden tilføjer, at Eurovision, sammen med enkelte sportsbegivenheder, er en af de eneste begivenheder, der binder os sammen som europæere i dag.

- Derfor er Eurovision som platform sindssygt vigtig, slår han fast.

I kølvandet på suspenderingen hilser flere brugere på Twitter beslutningen om Hvideruslands udelukkelse velkommen:

- Velkommen til EBU's suspendering af Hvideruslands BTRC. Interviews, der er foretaget under tortur, hører ikke hjemme på en offentlig tv-station, skriver én.

- Tak til EBU for at udelukke Hviderusland, skriver en anden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk