Blev gravid og aflyste i 2018: Nu vender rapper tilbage som hovednavn på Roskilde Festival

Roskilde Festival har – igen – booket Cardi B som hovednavn til Orange Scene.

Roskilde Festival prøver lykken med rapstjernen Cardi B igen. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

Sidste år skulle den hypede rapper Cardi B have givet den gas på Orange Scene med hits som 'I Like It' og 'Bodak Yellow'.

Men sådan gik det ikke. Den amerikanske rapper blev gravid og måtte aflyse sin optræden og endte med at føde to dage efter festivalen.

Selvom det var glædelige omstændigheder for Cardi B, var der med sikkerhed mange skuffede danske fans, der havde set frem til at opleve rapperen på dansk grund for første gang.

Men nu kan alt blive godt igen. Cardi B er nemlig – igen – skrevet på som hovednavn, og hendes koncert på Orange Scene bliver dermed hendes første besøg i Danmark, skriver Roskilde Festival.

Lyt til hendes single 'Money', mens du læser videre:

Loading preview...

- Vi føler selv, vi allerede sidste år havde Cardi B på det helt rigtige tidspunkt, og jeg havde selv fornøjelsen af at opleve hende i Californien sidste forår, hvor hun, på trods af at være gravid i syvende måned, leverede et forrygende stærkt show, siger programchef Anders Wahrén og tilføjer:

- Siden er hun blevet ved med at levere hits, og hendes popularitet er vel nærmest eksploderet. Så vi ser frem til at få rådet bod på sidste års aflysning.

Mø vender hjem til Orange

Cardi B er i øvrigt ikke det eneste friske navn, der skrives på Roskilde-programmet i dag.

Også danske Mø vender tilbage og skal igen sætte fut i Orange Scene – denne gang med et show udviklet specielt til hendes seneste album 'Forever Neverland'.

Og derudover kan Roskilde-festivalgængerne også se frem til at opleve R&B-sangeren Jorja Smith, der har arbejdet sammen med stjerner som Drake og Kendrick Lamar.

Derudover er danske navne som Søren Huss, Barselona og Hugo Helmig også skrevet på plakaten, og det samme er den legendariske hiphopgruppe Cypress Hill fra USA og det hårdtslående rockband Bring Me the Horizon.

Facebook
Twitter