Blev udvalgt i benhårdt træningsprogram: Nu står superstjernerne i kø for at arbejde med hitgruppe

Den sydkoreanske popgruppe Blackpink er blevet en eftertragtet samarbejdspartner i popland.

Gruppen kalder sig for Blackpink, da de godt kan lide dobbeltbetydningen, hvor sort på den ene side symboliserer styrke og karisma, og pink på den anden side symboliserer femininitet og ynde. (Foto: Rich Fury © Getty Images)

Det er efterhånden svært at sige "K-pop" uden også at sige "Blackpink".

Den sydkoreanske popgruppe har på kun fire år etableret sig som en af verdens allerstørste pigegrupper, og som en gruppe nogle af pophimlens største stjerner nu står i kø for at arbejde sammen med.

Ligesom landsmændene Psy og BTS har også Blackpink slået den ene bemærkelsesværdige rekord efter den anden.

Eksempelvis har de slået rekorden for den mest sete musikvideo i løbet af 24 timer på YouTube to gange. Og apropos YouTube, så er Blackpink med mere end 54 millioner følgere den mest fulgte musikgruppe på tjenesten.

Sidste år var de desuden det første kvindelige K-pop-band nogensinde til at spille på den hypede, amerikanske festival Coachella.

Jo, det er virkelig gået stærkt for de fire kvinder i Blackpink, siden de udsendte de udsendte to singler 'Whistle' og 'Boombayah' i august 2016.

Lyt til 'Whistle' her:

0:00

Den 27. december vil fans over hele verden så sidde klistret til skærmen, for i bedste 2020-stil har Blackpink naturligvis besluttet sig for at slutte året af med en stor, virtuel livekoncert.

Som opvarmning til dén koncert - og for lige at klæde dig på med brugbare fun facts forud for årets virtuelle julefrokoster - giver vi dig her en hurtig introduktion til gruppen bag de mange rekorder.

1

Internationalt udsyn

Her optræder Blackpink i det populære, amerikanske talkshow 'The Late Night Show with James Corden'. (Foto: CBS Photo Archive © 2019 CBS Photo Archive)

Ligesom eksempelvis Spice Girls er Blackpink en sammensat gruppe.

Inden for K-pop-kulturen er det et kendt fænomen, at unge, spirende talenter bliver opsnappet af pladeselskaber, hvorefter de gennemgår et hårdt træningsprogram, hvor de terpes i både sang, dans og skuespil. De allerbedste får efterfølgende mulighed for at indgå i sammensatte grupper.

Det samme er tilfældet for Blackpink, der består af de fire kvinder Jisoo, Jennie, Rosé og Lisa, som alle er mellem 23 og 25 år.

De var alle en del af pladeselskabet YG Entertainments træningsprogram i fire til seks år, inden de blev sat sammen til Blackpink.

Selvom Blackpink er et sydkoreansk popband, er halvdelen af medlemmerne faktisk ikke fra Sydkorea. Og det kan være en fordel.

Det giver dem nemlig en mulighed for at nå ud til langt flere målgrupper. En oplagt sammenligning er gruppen Black Eyed Peas, da begge bands medlemmer er kendt for at tale forskellige sprog og repræsentere forskellige lande og kulturer, hvorfor langt flere kan identificere sig med dem.

Jisoo og Jennie er begge født i Sydkoreas hovedstad, Seoul, men sidstnævnte boede i en årrække i New Zealand.

Rosé er født i New Zealand, men flyttede som syv-årig til Australien med sin familie, mens Lisa er født og opvokset i Bangkok i Thailand.

Lyt til et af gruppens største hits, 'Kill This Love', her:

0:00
2

Hits fra øverste hylde

Medlemmerne i Blackpink er begyndt at udgive musik i eget navn ved siden af det, de udgiver som gruppe. 24-årige Jennie var den første til at gøre det med sin single 'Solo'. (Foto: Chung Sung-Jun © 2019 Getty Images)

En af grundene til, at K-pop slår så mange rekorder, er formentlig, at der bag de mange artister og grupper er et velsmurt maskineri, der ved, hvordan man producerer et hit og får succes.

Det er samtidig også noget af det, genren indimellem kritiseres for - at artisterne bliver frontfigurer for et produkt, de reelt ikke har haft nogen indflydelse på.

Det har betydet, at Blackpinks-fans - der kalder sig selv for "Blinks" - har startet en underskriftsindsamling, hvor de blandt andet har bedt pladeselskabet YG Entertainment om at lade de fire piger skrive og komponere deres egen musik.

Det er nu ellers ikke hvem som helst, der har været med til at skrive sangene på Blackpinks første fuldlængdealbum, 'The Album', der udkom i oktober i år.

På listen over sangskrivere og producere finder man således både den amerikanske superstjerne Ariana Grande, hitmageren David Guetta og Ryan Tedder fra OneRepublic.

Lyt til 'Ice Cream', som Ariana Grande har været med til at skrive, og som Selena Gomez medvirker på:

0:00
3

Gæsteoptrædener med verdensstjerner

Blackpink på scenen til den populære, amerikanske festival Coachella i Californien sidste år. (Foto: Timothy Norris © 2019 Timothy Norris)

De vestlige verdensstjerner er dog ikke kun med til at skrive teksterne. Flere af dem er også med til at synge numrene.

Og samarbejderne hjælper også den sydkoreanske pigegruppe til at udbrede kendskabet til dem på den vestlige musikscene.

På Blackpinks seneste album optræder foruden Selena Gomez også Cardi B, mens Blackpink har selv haft gæsteoptrædener på sange af verdensstjernerne Lady Gaga og Dua Lipa.

Hør deres gæsteoptræden på Lady Gagas nummer 'Sour Candy' her:

0:00
4

Modeller for store modehuse

Alle fire medlemmer af Blackpink er ambassadører for forskellige modehuse. Her ses Lisa eksempelvis i en bluse fra franske Celine. (Foto: Han Myung-Gu © Getty Images)

K-pop er ikke blot en musikalsk genre, det har faktisk udviklet sig til en hel subkultur.

Det ses blandt andet ved, at de fire medlemmer af Blackpink ikke kun er popidoler, men også modeikoner.

De har alle ageret modeller for flere store modehuse, hvor de hver især står for deres egen stil.

Rosé er blevet ambassadør for det franske modehus Saint Laurent, Lisa for det luksuriøse mærke Celine, Jennie for Chanel og Jisoo for Dior.

5

Egen realityserie på YouTube

Jisoo, der er det ældste medlem, begyndte at være med i musikvideoer og reklamer, inden hun blev en del af Blackpink. (Foto: JTBC PLUS © 2019 Imazins)

Ud over at være popsangere og modeikoner er medlemmerne i Blackpink også realitystjerner.

På YouTube har de nemlig udgivet deres egen serie, 'Blackpink House', bestående af 12 afsnit. Serien, der giver et indblik i deres dagligdag med saunabesøg i Sydkorea og paragliding i Thailand, blev i første omgang vist på tv i Sydkorea.

Er du interesseret i at vide endnu mere om de succesfulde kvinder, er de lige nu aktuelle med deres helt egen dokumentar, 'Light Up The Sky', på Netflix.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk