Britisk hitmager storroser dansk publikum: Folk ser rent faktisk koncerten

Koncertaktuelle Mura Masa storhittede i 2016. Nu gæster han Danmark igen.

23-årige Mura Masa er født og opvokset på den britiske ø Guernsey, der ligger ud for Normandiets kyst. (Foto: Cindy Ord © Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Der var engang for længe siden, hvor spraglede bands med højrøstede vokaler, grandiose trommesæt og alenlange guitarsoloer, herskede på de store internationale scener.

I dag ser det lidt anderledes ud, fordi en helt anden slags superstjerner har invaderet verdens store scener.

De opfører deres streaminghits i læ af laserlys og enorme dj-pulte som en mørklagt kransekagefigur.

Det drejer sig selvfølgelig om bølgen af dj's og producere, der i den grad har domineret 10'ernes lydbillede.

Du kender sandsynligvis streaminggiganter som Calvin Harris, Avicii og Mark Ronson, der alle har gæstet Danmark og sat fut i de store danske musikscener.

Og måske har du også hørt om britiske Mura Masa, der gæstede Roskilde Festival i 2016 med sit kæmpehit 'Love$ick' i bagagen.

Ringer 'Love$ick' ikke lige en klokke hos dig? Hør eller genhør den her:

Gæster Danmark to gange i 2020

Hvis ikke, så kan du stifte bekendtskab med den unge brite, når han i år gæster Danmark hele to gange. På københavnske Store Vega til marts og på Roskilde Festival til sommer.

To koncerter, som 23-årige Alex Crossan, manden bag kunstnernavnet Mura Masa, røber, at han ser meget frem til.

For da han gæstede Roskilde Festival i 2016, var han nemlig dybt begejstret over det danske publikum.

- Det danske publikum er virkelig interessant, fordi folk er så respektfulde. De går virkelig op i musikken og lytter efter, når de er til koncerten. Folk ser rent faktisk koncerten i modsætning til mange andre steder, jeg har spillet i Europa.

Og selvom Mura Masa ofte står bag sin pult, så er han en af de producere og dj's, der godt kan lide selv at tage forskellige instrumenter i brug, ligesom han også eksperimenterer med vokalerne - med blandet modtagelse.

Men han lover, at hans kommende koncerter i Danmark bliver i selskab med et rigtigt band.

- Jeg medbringer et helt band denne her gang. Det bliver i højere grad et rigtigt liveshow. Større og bedre og flere blinkende lys. Jeg håber, at man kan se, at jeg er blevet en bedre artist.

Briten lover også, at man til koncerterne kan få lov til at høre de dugfriske sange fra hans nye album 'R.Y.C. (Raw Youth Collage)', der udkom fredag.

Store udfordringer for den britiske ungdom

Det er et album, der, ifølge Mura Masa, er et slags nostalgitrip og en hyldest til fortiden.

Derudover indeholder albummets tekster en del kritik af det britiske samfund. Særligt sangen 'No Hope Generation', der stiller skarpt på de udfordringer, som den engelske ungdom står overfor.

- Sangen handler om en generel følelse blandt unge på min alder om, at tingene ikke rigtig bliver bedre. Der er så mange problemer med den måde, vi lever på, og hvordan vores samfund er struktureret, fortæller Mura Masa over en telefonlinje fra London.

Mura Masas debutalbum trak meget på hiphop-inspirationer, hvor det nye 'R.Y.C (Raw Youth Collage)' læner sig mere op ad rockgenren. (© Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Når man beder Mura Masa om at uddybe, hvad det er for nogle udfordringer, han tordner imod, så tøver han ikke et sekund.

- Jeg synes, ulighed er et stort problem. Der er massive forskelle, hvor der ikke burde være det. Nogle mennesker har en hel masse muligheder og rigdom, imens store grupper mangler basale ting som velfærd, mad og adgang til uddannelse. Det er vores tids største problem, siger produceren.

Og for den 23-årige Mura Masa stod det da også strålende klart, da han flyttede fra den britiske ø Guernsey og ind på fastlandet for at forfølge en musikkarriere i London.

Lyt til Mura Masas nye sang 'No Hope Generation' her:

For Londons tårnhøje boligpriser har gjort byen utilgængelig for dem, der lever med lave indkomster.

- Blandt mine venner er der intet håb for, at de nogensinde får råd til et hus. Vi er i en situation, hvor folk ikke har råd til deres egen ejendom. Det synes jeg viser, at vi står i en dårlig situation, siger Mura Masa, der understreger, hvor vigtigt det derfor er, at unge engagerer sig i politik og stemmer til valgene.

Svært at leve op til tidlig succes

Men for nu er det ikke kun lighedsproblemerne, der fylder i den unge brites hoved. For i den seneste tid har han arbejdet i døgndrift for at producere det nye album.

For hans nye plade bliver det første siden debutalbummet 'Mura Masa' fra 2017, hvor superstjerner som A$AP Rocky, Damon Albarn og Charlie XCX assisterede hans produktioner.

Særligt sangen 'Love$ick' blev et gigantisk hit, der i skrivende stund har over 229 millioner streams på Spotify alene. Og når man som kun 20-årig storhitter globalt, er man så ikke bange for ikke at kunne leve op til sin egen succes tre år senere?

- Nogle gange kan det godt føles, som om jeg aldrig opnår det niveau af succes igen. Men for det meste føler jeg mig faktisk bare heldig, at jeg har lavet sådan en sang på et tidspunkt i min karriere. Det er bedre at have et af de øjeblikke end ingen, siger Mura Masa.

Mura Masa har en lang liste af samarbejdspartnere. Han har ikke nogen favorit, men han fortæller, at han særligt har nydt at arbejde med rapperen Slowthai. (Foto: Dave J Hogan © Getty Images/ Grafik: Ellen Kirstine Jensen)

Den unge producer er da også særligt taknemmelig over, at A$AP Rocky tog en chance med hans produktion som den første A-kendis. For efter samarbejdet med A$AP Rocky begyndte tilbuddene at vælte ind hos den unge producer.

Og Mura Masa har da også efterhånden en lang liste af prominente features, som han kan skrive på sit cv. På det nye album har han dog primært valgt at bruge sine kræfter på nye navne som den britiske rapper Slowthai og den amerikanske popsangerinde Clairo.

Så hvis du sidder og hungrer efter et koncertfix, kan du få det, når Mura Masa gæster Store Vega den 12. marts 2020 og på sommerens Roskilde Festival, hvor han pryder programmet torsdag den 2. juli.