(Foto: Lucas Jackson © Ritzau Scanpix)

Britney Spears fylder 40: Her er 20 billeder, der fortæller historien om popstjernens vilde og turbulente liv

Pop-fødselarens liv har været noget af en rutsjebanetur.

I dag fylder Britney Spears 40 år.

Næsten 28 af dem har hun brugt i rampelyset.

Først som barnestjerne på tv, senere som én af verdens største popsensationer og paparazzifotografernes yndlingsoffer – og nu senest som midtpunktet for en spektakulær og højspændt retssag om et værgemål, der blev ophævet i sidste måned efter 13 år.

Ikoniske hits som '...Baby One More Time' og 'Toxic' vækker nok stadig genklang hos de fleste, men hvor meget kan du egentlig ellers huske fra Britney Spears' liv og karriere?

I anledningen af popstjernens runde fødselsdag har vi samlet 20 ikoniske billeder fra arkivet, der opsummerer Britney Spears' succesfulde, glamourøse og turbulente liv.

  • Britney Jean Spears bliver født 2. december 1981. Som det midterste barn af en børneflok på tre vokser hun op i den lille by Kentwood i Louisiana. Hendes forældre, Jamie og Lynn Spears, har ikke mange penge, men trods de trange kår vælger de at sende treårige Britney til danseundervisning. Senere starter hun til springgymnastik og sangtræning, og i 1993 kaster de mange træningstimer frugt af sig, da 11-årige Britney scorer sig en rolle i Disney-showet 'Mickey Mouse Club'. Her får hun i øvrigt selskab af andre kommende stjernefrø: Ryan Gosling (forrest tv.), Christina Aguilera (i midten th.) og en vis Justin Timberlake (øverst th.). Britney medvirker i showet frem til 1994. (Foto: pressefoto © Buena Vista Pictures / Disney)
    1 / 20
  • Det er blot fire år senere, at Britney Spears i 1998 med rottehaler og skolepige-skjorten bundet godt op over navlen brager ind på hitlister over hele verden med debutsinglen '... Baby One More Time'. Sangen bliver et massivt hit for den bare 16-årige sanger, og i dag står singlen fortsat tilbage som én af de bedst sælgende sange fremført af en kvindelig artist nogensinde. (Foto: screenshot)
    2 / 20
  • Med hits som 'Sometimes', '(You Drive Me) Crazy', 'Oops!... I Did It Again' og 'Lucky' bliver Britney Spears på rekordfart én af det nye årtusindes største popstjerner – ikke kun i hjemlandet USA, men også i resten af verden. Her ses hun på pressetur i Tyskland i 1999. (Foto: Fryderyk Gabowicz © Ritzau Scanpix)
    3 / 20
  • Britney Spears danner i en årrække par med sangeren Justin Timberlake, som hun allerede som barn møder, da de begge medvirker i tv-programmet 'Mickey Mouse Club'. De to bliver genforenet, da Britney Spears i 1998 varmer op for Timberlakes boyband 'N Sync, og i 1999 begynder de at date. Indtil deres brud i 2002 er de to popstjerner musikbranchens helt store power-par og trækker ugentlige overskrifter i sladderblade verden rundt. Det er også tilfældet, da de i 2001 tropper op på den røde løber til American Music Awards iført matchende denim-outfits fra top til tå. (Foto: Jeffrey Mayer © Getty Images)
    4 / 20
  • Det sender chokbølger gennem popverdenen, da Britney Spears i 2001 går på scenen ved MTV Music Video Awards. Væk er det sukkersøde pop-ydre, der i årene forinden er blevet popprinsessens vartegn. I stedet giver den bare 19-årige sanger den som sveddryppende, letpåklædt slangetæmmer til tonerne af den dugfriske single 'I'm A Slave 4 U'. Hendes optræden sætter en tyk streg under Britney Spears' nyfundne status som sexsymbol, men det er bestemt ikke alle, der bifalder teenagesensationens nye image. Kritikere mener, at musikeren er alt for ung til at klæde sig sådan, og flere radiostationer vælger i en periode sågar at bandlyse sangeren og hendes musik. (Foto: Kevin Kane © Getty Images)
    5 / 20
  • Trods kritikken fortsætter Britney Spears med at provokere, som her i 2003, da hun på scenen til MTV Video Music Awards deler et kys med popveteranen Madonna. Samme år udkommer hendes fjerde album, 'In The Zone', der blandt andet gemmer på karrierens måske største hit: 'Toxic'. (Foto: Chris Polk © This content is subject to copyright.)
    6 / 20
  • I 2004 møder Spears den 26-årige danser Kevin Federline. Foran rullende paparazzi-kameraer indleder de to en stormende romance, og blot et halvt år senere bliver parret gift. 12 måneder senere føder Britney Spears sit første barn, Sean Preston, og året efter kommer parrets anden søn, Jayden James, til verden. Alt er dog ikke fred og idyl i den lille familie, og mindre end to måneder efter fødslen søger Britney Spears om skilsmisse. (Foto: GRAHAM WHITBY BOOT/ALLSTAR © Ritzau Scanpix)
    7 / 20
  • I kølvandet på skilsmissen indleder Kevin Federline og Britney Spears en højspændt retssag om forældremyndigheden over deres to børn. Samtidig begynder sangeren at gå mere i byen og feste – ofte skarpt forfulgt af den horde af paparazzifotografer, der hurtigt har lært, at billeder af den nyskilte Britney Spears er noget, der giver penge i kassen. - Det lignede næsten mere et rød løber-arrangement end en popstjerne på shoppetur, lyder fotografens egen beskrivelse af dette billede. (Foto: London Entertainment/Shutterstoc © Getty Images)
    8 / 20
  • I 2007 bliver Britney Spears – for tredje år i træk – kåret som den mest googlede person i hele verden. Medierne og deres nysgerrige læsere kan ikke få nok af popstjernens seneste eskapader, der blandt andet tæller vilde – og ofte trusseløse – byture, flere mindre biluheld med Spears bag rattet og sågar en hed affære med én af paparazzierne. Det hele naturligvis fanget af fotografernes linser. - Jeg mistede mit fokus. Jeg mistede mig selv. Jeg lukkede bestemte mennesker ind i mit liv, som bare var dårlige mennesker … fordi jeg var ensom, fortæller Britney Spears senere om perioden i dokumentarfilmen 'Britney: For the Record'. (Foto: Gabriel bouys © Getty Images)
    9 / 20
  • Den 17. februar 2007 vågner verden op til et syn, der kommer til at indprente sig i den kollektive hukommelse. Billederne af en næsten kronraget Britney Spears i færd med at barbere de sidste af sine mørke lokker af issen pryder avisforsider og webmedier over hele verden. Billederne af scenariet, der har udfoldet sig hos en lille frisør i Los Angeles i nattens løb, bliver solgt for over 3,2 millioner danske kroner – det dyreste paparazzifotografi nogensinde. Samtidig bliver billederne symbolet på den deroute, Britney Spears har gennemgået de seneste par år – og da sangeren få dage senere, bevæbnet med en paraply, går til angreb på en fotograf og hans bil, ser omverdenen måbende til. Britney Spears har aldrig selv forklaret tankerne bag den spontane kronragning. - Folk barberer sig skaldet hele tiden, lød det nøgternt fra sangeren i dokumentarfilmen 'Britney: For the Record' fra 2008. (Foto: Daily News / KABC TELEVISION / Ritzau Scanpix)
    10 / 20
  • Midt i stormvejret fortsætter Britney Spears sin musikalske karriere. I august, blot seks måneder efter episoden i frisørsalonen, udgiver hun singlen 'Gimme More'. Kort efter bliver det annonceret, at Britney Spears skal åbne prisfesten MTV Video Music Awards med nummeret – hendes første tv-optræden i flere år. Op til showet svirrer rygterne om sangerens storslåede comeback-optræden, men da Britney Spears den 9. september 2007 går på scenen, er de færreste imponerede. Iført blonde hår-extensions og en glitrende bikinitop kæmper Britney Spears sig halvhjertet gennem sin optræden, hvor hun både lader til at glemme dansetrin og sangtekst undervejs. Hendes optræden bliver haglet ned i medierne, der sætter spørgsmålstegn ved, om Britney Spears' dage som en af verdens førende popstjerner mon for alvor er talte. Uger senere udsender hun dog sit femte studiealbum, 'Blackout', der bliver en kommerciel succes og storroses af anmelderne. Senere kårer magasinet Rolling Stone endda 'Blackout' som én af musikhistoriens bedste plader nogensinde. (Foto: Jason Squires © Getty Images)
    11 / 20
  • 4. januar 2008 bliver et vendepunkt for Britney Spears. Den aften tropper tre ambulancer og ni politibiler med blå blink op foran sangerens hjem i Los Angeles. Fastspændt til en båre bliver sangeren kørt på hospitalet, hvor hun bliver indlagt til en "evaluering af hendes mentale helbred" – angiveligt fordi hun har nægtet at overdrage sine to sønner til eksmanden Kevin Federline. Få uger senere bliver sangeren igen tvangsindlagt på hospitalet, og den 1. februar søger stjernens far, Jamie Spears, om at underlægge sin datter et formynderskab med ham selv som værge. Et ønske, som retten godkender. På billedet ses Jamie Spears ankomme til sin datters hjem den 4. januar. (Foto: HECTOR MATA © Ritzau Scanpix)
    12 / 20
  • Med værgemålet på plads går den store comeback-maskine i gang. Blot seks måneder efter billederne af sangeren fastspændt i ambulancen er gået verden rundt, står Britney Spears 7. september på scenen ved MTV Video Music Awards. Den aften bliver hun prisfestens helt store vinder, da hun indkasserer tre priser. Kort efter udgiver hun comeback-singlen 'Womanizer', der rammer førstepladsen på den amerikanske hitliste og drager senere på en stort anlagt verdensturné. Bag kulissen er alt dog langt fra fryd og gammen. - Det er ikke godt. Jeg er ked af det, fortæller Britney Spears i dokumentaren 'Britney: For the Record', der er optaget i perioden under hendes comeback i 2008. Her sammenligner hun sin situation med at være i fængsel. - Når du kommer i fængsel, ved du altid, hvornår du kommer ud igen. Men det her er bare det samme dag ud og dag ind. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)
    13 / 20
  • Britney Spears fortsætter sin succesfulde karriere, der med comeback-pladen 'Circus' får en gevaldig saltvandsindsprøjtning. I årene efter hitter hun stort med sange som 'Hold It Against Me', 'I Wanna Go', '3' og 'Scream & Shout', der alle stryger til tops på hitlisterne. I 2012 bliver Britney Spears desuden hyret som dommer på det populære tv-show 'X Factor' – en tjans, der angiveligt sikrer hende en lønseddel på næsten 100 millioner danske kroner. Samtidig får sangeren igen mulighed for at bruge mere tid med sine børn, som Kevin Federline i flere år har haft forældremyndigheden over. Her ses sangeren med sønnerne Sean Preston (th.) og Jayden James ved en filmpremiere i 2013. (Foto: Byron Purvis/AdMedia/Capital Pic © ©Byron Purvis/AdMedia/Capital Pictures)
    14 / 20
  • I 2013 indgår Britney Spears en historisk aftale, da hun i samarbejde med luksushotellet Planet Hollywood lancerer en fast koncertrække – et såkaldt "residency" – i den berygtede spilby Las Vegas. Showet 'Britney: Piece of Me' sælger i løbet af de næste fem år næsten 900.000 billetter og indtjener svimlende 900 millioner danske kroner. Her ses hun på scenen i Las Vegas i 2016. (Foto: Denise Truscello/BSLV © Getty Images)
    15 / 20
  • I 2018 drager Britney Spears på verdensturné med sit Vegas-show, der blandt andet lægger vejen forbi Danmark og Smukfest, hvor dette billede stammer fra. Undervejs i koncerten udvandrer store dele af publikum, og avisen Politiken kalder efterfølgende seancen for "århundredets dårligste koncert". Britney Spears har senere fortalt, at hendes management havde tvunget hende til at tage på turné mod hendes vilje. - Jeg tog på den turné af frygt (...) Mit management sagde, at de ville sagsøge mig, hvis jeg ikke tog på den turné, forklarede sangeren i retten tidligere i år. Kort efter sin optræden på Smukfest annoncerer Britney Spears et nyt residency i Las Vegas, men blot én måned inden premieren aflyser Spears i januar 2019 pludselig showet – angiveligt fordi hendes far er alvorligt syg. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    16 / 20
  • Efter aflysningen forsvinder Britney Spears stort set fra jordens overflade. Hendes Instagram-profil, der ellers normalt opdateres flittigt, står stille hen, og sangerens fans begynder at spekulere over den sande grund til Vegas-aflysningen. I april fortæller en anonym kilde til podcasten 'Britney's Gram', at Britney Spears i virkeligheden – mod sin vilje – har tilbragt de sidste mange måneder på en klinik for mentalt helbred. Det afføder bevægelsen #FreeBritney, der kæmper for at gøre Britney Spears fri fra det værgemål, hun på det tidspunkt har været underlagt de sidste 11 år. Bevægelsen udløser flere demonstrationer i USA, og opmærksomheden om sangerens værgemål eksploderer, da The New York Times udgiver dokumentarfilmen 'Framing Britney Spears', der optrevler begivenhederne omkring værgemålet og sætter spørgsmålstegn ved validiteten af formynderskabet. (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)
    17 / 20
  • Den 23. juni i år tager Britney Spears selv bladet fra munden, da hun i et 20 minutter langt vidneudsagn for første gang i årevis forklarer retten – og offentligheden, der kan lytte med online – hvordan hun selv ser på sit årti-lange værgemål. - Det eneste, jeg ønsker, er, at det her stopper, lyder det fra sangeren, der forklarer, at hun mener, at hele hendes familie burde sidde i fængsel. - Jeg har fortalt verden, at jeg er okay, og at jeg er glad – det er en løgn. Jeg troede, at folk ville gøre nar ad mig og grine ad mig og sige: "Hun lyver. Hun har alt, hun er Britney Spears". Men jeg lyver ikke. Jeg vil bare have mit liv tilbage. På billedet ses fans foran domhuset i Los Angeles, mens de lytter til Britney Spears' vidneudsagn. (Foto: Rich Fury © 2021 Getty Images)
    18 / 20
  • Den 12. november går Britney Spears' ønske i opfyldelse. Det 13 år lange værgemål, som hun har været underlagt siden 2008, bliver officielt ophævet. - Jeg kan ikke tro det. Det her er den bedste dag nogensinde, lyder reaktionen fra Britney Spears på Instagram. Få dage senere deler sangeren en video, hvor hun takker sine fans og #FreeBritney-bevægelsen: - Min stemme blev dæmpet og truet så længe, og jeg var ikke i stand til at sige noget. På grund af jer og jeres viden om, hvad der foregik, og evne til at formidle det til omverdenen, har I åbnet alles øjne. Jeg tror helt ærligt, at I har reddet mit liv. (Foto: PLANET PHOTOS © Ritzau Scanpix)
    19 / 20
  • Tidligere i år annoncerede Britney Spears og hendes kæreste gennem fem år, 27-årige Sam Asghari, deres forlovelse. Hvornår brylluppet skal stå er endnu usikkert, men popstjernen har allerede ytret ønske om at få endnu et barn, sangerens tredje, med sin kommende ægtemand. Her ses parret på den røde løber i 2019, en af de få gange Britney Spears er blevet set i offentligheden de seneste par år. (Foto: Steve Granitz © Getty Images)
    20 / 20