Tænk at få hovedrollen i en julekalender.
At spille sammen med store skuespillere som Sofie Gråbøl og Lars Brygmann. Tone frem på skærmen hver dag i december i bedste sendetid og blive kendt af hundredtusinder af danskere.
Det skete for Caroline Vedel, som scorede hovedrollen som Sara i DR-julekalenderen 'Den anden verden' for to år siden.
Dengang var hun 16 år gammel.
Lyt til titelsangen fra julekalenderen herunder, mens du læser videre:
- Efter julekalenderen tænkte jeg, at det måtte sætte gang i noget. Det havde jeg virkelig en forventning og forhåbning om. Jeg elskede at spille skuespil, og det gør jeg stadig. Jeg lavede nogle få projekter og tv-serier, som var mega fedt. Men på en måde følte jeg ikke, at det var nok, fortæller Caroline Vedel.
- Jeg har virkelig haft nogle perioder, hvor jeg har været enormt ked af det, fordi jeg har følt mig utilstrækkelig, eller at der ikke lige har været roller. Det var enormt skuffende for mig, at det bare stod fuldstændig stille. Jeg troede, det betød, at jeg måtte være dårlig.
Skuespillet lagt på hylden
Da julekalenderen havde premiere, var Caroline droppet ud af gymnasiet for at hellige sig projektet om at blive skuespiller på fuld tid. Mens hun gik og øvede sig derhjemme, ventede hun hver dag i halvandet år på, at telefonen skulle ringe, og den næste store chance skulle byde sig.
- Så begyndte jeg at arbejde i en biograf for at holde mig selv i gang. Jeg stod simpelthen bare bag kassen og serverede popcorn, og det, syntes jeg, var rigtig hyggeligt. Men hver dag tænkte jeg: 'Åh, stadig ikke nogen roller…', fortæller hun.
Der var nødt til at ske noget, for Caroline kunne ikke bare gå og vente. Så hun besluttede sig for at tage et lille halvt år på Skuespillerakademiet på Amager.
- Det er så vildt, hvad de kan derinde! Jeg har fået vendt op og ned på mig selv. Jeg er et helt andet menneske, meget mere eftertænksom og følende. Det var de fedeste måneder, fortæller hun.
Da Caroline blev færdig på Skuespillerakademiet i foråret 2018, gik det op for hende, at hun var begyndt at hvile mere i sig selv – og så tog hun en beslutning. Hendes liv skulle ikke længere handle om at vente på den næste casting og den næste rolle.
- Det var mentalt hårdt at gå og vente. Branchen er vildt svær, for man kan ikke selv bare ringe til en caster og bede om at få en casting. De skal ringe til dig. Hvis de ikke gør det, sker der ikke en skid, siger Caroline.
- Så jeg lagde det på hylden. Jeg elsker stadig at gøre det her, men jeg er nødt til at finde på noget andet, som kan gøre mig glad, fortæller hun.
Sangerdrømmen
Det 'andet' blev musikken. Noget, som faktisk altid har fyldt en del i Carolines liv.
- Jeg har altid sunget, lige så længe jeg kan huske. Min far er meget musikalsk, så jeg tror, det er ham, jeg har arvet det fra. Da jeg var ti år gammel, stod min søster og jeg og sang 'Take a Bow' med Rihanna, og det var der, jeg fandt ud af, at jeg kunne synge. Min søster sagde: 'Ej, du kan jo ramme tonerne!', griner Caroline.
Heldigvis behøver Caroline ikke at være helt alene om at jage sangerdrømmen. I sommer udgav hun sangen 'Good Life' sammen med sin ven Hashim Musa Jr.
Lyt til 'Good Life' herunder:
Og så var månederne på Skuespillerakademiet ikke forgæves. Her lærte hun nemlig nogle vigtige skills, som hun sagtens kan overføre til musikverdenen.
- Jeg fik pillet den der nervøsitet af mig, og jeg lærte at stille mig op på en scene og synge. Lige pludselig var jeg overhovedet ikke nervøs foran et publikum. Jeg kan jo fandeme godt optræde og lave fed musik. Hashim og jeg gjorde det ligesom bare. Vi ville bare lave noget fed musik, fortæller hun.
- Jeg går enormt meget op i, at det er mega ligegyldigt, hvad jeg laver i mit liv. Hvilket arbejde jeg har, og hvad jeg bruger min hverdag på. Bare jeg er lykkelig. Det lyder helt vildt ulækkert, men det er mit mål: At lave noget resten af mit liv, som, jeg synes, er det fedeste i hele verden. Lige meget, hvad det er.
'Det kilder!'
Faktisk har tanken om at gøre noget ved sit musikalske talent rumsteret længe i Carolines baghoved. Hun har bare aldrig turdet gøre noget ved det.
- Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg har gået og haft forventninger i mit hoved om, at man skulle være på en bestemt måde. Et billede af, at man skulle stå op hver morgen, gå i studiet og lave hit på hit på hit. Det syntes jeg ikke selv, at jeg kunne leve op til. Men jeg fandt ud af, at det jo er ligegyldigt.
Det har givet Caroline nyt blod på tanden at lave musik. Hun har fundet ud af, at det faktisk er musikken, som gør hende rigtig glad.
- Jeg kan have en hel søndag, hvor jeg ikke skal noget som helst ud over at vågne om morgenen og sætte mig med min guitar, som jeg nærmest ikke kan spille på, og bare synge og skråle. Jeg elsker det. Jeg kan få en hel dag til at gå med det, siger hun.
Hvis det står til Caroline, kommer der mere musik fra hende i fremtiden. Hun er endda begyndt at brygge på sine egne sange.
- Når jeg så står på en scene eller i et studie og jammer, så får jeg bare sådan en lykkefølelse – det kilder! Jeg er blevet 18 år og har prøvet lidt af hvert. Jeg har fået en smagsprøve på, hvad det vil sige at blive slået op med for eksempel. Så får man lysten til at skrive nogle dybe tekster om kærlighed.
Caroline har fundet sin nye mission. Noget at kaste sin kreative energi over, som hun bedre selv kan styre end at satse alt på skuespillet. Hun behøver ikke vente på, at nogen ringer og tilbyder hende noget, hun kan bare gøre det selv. Eller sammen med Hashim.
Men hvad nu, hvis du bliver tilbudt en stor filmrolle i morgen?
- I sidste uge var jeg til casting på en tv-serie, og det gik fint. Så jeg siger helt klart ja, hvis jeg bliver spurgt, for jeg elsker stadig at spille skuespil. Det er mere den stressende jagt på roller, jeg ikke gider mere.