Christopher efter koncertstop: Dejligt (næsten) at spille for 'ægte mennesker' igen

Se Christopher spille sit radiohit 'Leap of Faith' i sommersolen.

Sommeren igennem har danske musikere gæstet programmet 'Musiksommer på P3'. Her har de optrådt live og fået afløb for en bid af den koncert-kløe, som de sidste mange måneders koncerttørke har efterladt dem med.

Fredag var det så hitmageren Christopher, der var gæst hos P3 i sommerresidensen i Fredensborg, hvor popcharmøren spillede en perlerække af sine største hits live for lytterne.

- Solen skinner, himlen er blå og vi får lov til at spille musik for noget, der minder om at ægte mennesker, lød det begejstret fra Christopher, der blandt andet spillede sit radiohit 'Leap of Faith'.

Den optræden kan du se øverst her i artiklen.

Inden coronakrisen lukkede ned for stort set al koncertaktivitet i ind- og udland, var det planen, at Christopher dette forår og sommer skulle have været ude at spille en masse musik. I kalenderen var også en række koncerter i Asien, hvor den blonde sanger også er en særdeles populær herre.

- Lige nu havde jeg nok været i Asien. Vi skulle have været afsted i seks uger, og omkring nu var vi nok i Seoul i Korea. Det var noget af, jeg havde set allermest frem til, fortæller Christopher, der håber, han får lov til at tage asiatisk koncertrevanche til næste år.

- Det er jo underligt, for man ved ikke, hvad man skal forvente. Er det stadig lige så fedt til næste år, som jeg ved, det kunne have været nu? Det er lidt oppe i luften, men det er bare på med rygsækken og eventyrhatten, slutter en optimistisk Christopher.

Se Christopher synge og fortælle mere om sin succes i Asien her i DRTV.

Facebook
Twitter