Christopher er tilbage med dybt personligt album: 'Nu handler alt om hende'

Det nye album 'My Blood' er en hyldest til sangerens datter - og alle de vigtigste mennesker i hans liv.

Der er ingen tvivl om, at det var en glad og stolt Christopher, der fredag besøgte radioprogrammet 'Go' Morgen P3'.

Popstjernen har nemlig netop udgivet det nye album 'My Blood' efter to års hårdt arbejde.

- Det er en plade, jeg har skullet tage mig mod til at skrive. I de ti år, jeg nu har været professionel musiker, har jeg oplevet at udgive album fem gange, men det her er en virkelig personlig plade. Det føles helt fantastisk endelig at være ude med den.

Albummet er en kulmination på nogle hæsblæsende år i Christophers liv, hvor han ved siden af at passe en succesfuld karriere som musiker også er flyttet i hus, blevet gift og blevet far. Og det skinner igennem på de nye sange, som han selv kalder "en hyldest til de bedste mennesker i sit liv".

- Jeg ved, det hurtigt kan blive lidt klichéagtigt at skrive om de her emner, og jeg følte derfor, jeg blev nødt til at opleve det hele og være klar til at fortælle om det. Det er ikke længere en kliché, hvis man har en følelse af, det er sandt, fortæller han.

Du kan se Christopher spille sit nye nummer 'Fall So Hard' i 'Go' Morgen P3' i videoen øverst.

Er blevet 'forelsket på ny'

En af dem, der får en særlig hyldest på albummet, er datteren Noelle. Det nye nummer 'Fall So Hard' er nemlig dedikeret til hende.

- Alt, jeg troede, der var vigtigt, blev smidt i skraldespanden, da hun kom til verden. Nu handler alt om hende. Det er en ny start. Nummeret er skrevet en nat, hvor jeg var alene, lige inden Noelle kom til verden. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg havde det med at skulle være far, fortæller han og tilføjer:

- Man kigger tilbage på sit liv og tænker over, hvad man nu kommer til at glippe af spontanitet og frihed, men også, hvad man får af glæde og kærlighed. Jeg er blevet forelsket på ny.

Med den nye titel som far tager Christopher hul på et nyt kapitel af sit liv, og han skal nu finde en måde at balancere det at være både en god far og succesfuld popstjerne, hvilket må siges at være en tidskrævende affære - og det kan da også blive noget af en udfordring, erkender han.

- Det er helt klart en af de største udfordringer i mit liv. Jeg har tonset rundt i ti år med 350 kilometer i timen, og der er kun 24 timer på et døgn.

Men Christopher er ikke i tvivl om, at han nok skal få det til at fungere, for han er stadig musiker med kæmpe M. Netop derfor står det som skrevet i stjernerne, at han også kommer til at skrive flere sange, der omhandler det at være far til Noelle.

- Albummet skal nok ses som en Christopher 2.0, der har oplevet utrolig meget de seneste år, og det føles naturligt at dele det nu. Når jeg ser på min kære hustru, indser jeg, hvor mange sange jeg har skrevet om hende, så jeg kan godt afsløre, at nu hvor 'Fall So Hard' er dedikeret til Noelle, så kommer der helt sikkert også til at blive skrevet flere sange om hende i fremtiden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk