Coldplay dropper turné af hensyn til miljøet

Chris Martin og resten af bandet vil først turnere, hvis det kan gøres på en bæredygtig måde.

Ingen turné før det gavner miljøet, lyder det fra Chris Martin og resten af Coldplay. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

I morgen udkommer det britiske band Coldplay med et spritnyt dobbeltalbum.

Men hvis fans forventer at se bandet på en verdensturné, bliver de slemt skuffede.

Medlemmerne i Coldplay har nemlig besluttet, at de ikke vil turnere, så længe det skader miljøet, skriver BBC.

- Vi bruger det næste år eller to på at finde ud af, hvordan vores turné kan blive ikke blot bæredygtig, men rent faktisk gavnlig. Hvordan vi kan høste de ressourcer, som vores turné producerer, siger forsanger Chris Martin til BBC.

Han fortæller, at bandet blandt andet drømmer om en turné uden brug af et eneste stykke engangsplastik og som udelukkende er drevet af solenergi.

- Vi bliver skuffede, hvis vores næste turné ikke er CO2-neutral, siger Chris Martin.

Hør nummeret 'A Sky Full Of Stars' her, mens du læser videre:

Ingen tour-datoer

Et kig på bandets hjemmeside viser da også, at der pt. ikke er udsigt til en turné.

'Der er for nuværende ingen planlagter datoer', står der blot i bandets turnékalender.

Dermed er der lige nu kun få chancer for at høre bandet live. Netop nu er Coldplay i Jordans hovedstad Amman, hvor bandet vil spille en dobbeltkoncert. En ved solopgang og en ved solnedgang, hvilket hænger sammen med bandets nye dobbeltalbum 'Everyday Life'

Her har første del titlen 'Sunrise', mens anden del har titlen 'Sunset'. Begge koncerter bliver i øvrigt streamet på Youtube.

Ud over de to koncerter spiller bandet en enkelt koncert den 25. november på Londons naturhistoriske museum.

- Vi bliver skuffede, hvis vores næste turne ikke er CO2-neutral, siger forsanger Chris Martin. (Foto: Steve Marcus © Scanpix)

Flere stjerner gør det samme

Med udmeldingen skriver Coldplay sig ind i klubben af verdensstjerner, der ønsker at gøre deres koncerter mere miljøvenlige.

For små to måneder siden fortalte Billie Eilish, at hun har en lang række krav til sin kommende verdensturné. Blandt andet at sugerør og vand på flaske er bandlyst, og at der kun må serveres plantebaseret mad.

- Plastsugerør er ikke tilladt, fansene skal tage deres egne vandflasker med, og der kommer til at være genanvendelses-skraldespande overalt, fortalte sangerinden.

Også norske Astrid S bekymrer sig om miljøet og har annonceret, at hendes kommende turné bliver verdens første FN-certificerede CO2-neutrale koncertrække.

Billie Eilish gæstede senest Danmark i sommer, da hun optrådte på den fynske musikfestival Tinderbox. Her ses hun på scenen i Tusindårsskoven i Odense. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)