Danmark skal kæmpe med næb og kløer i aften: Sådan er chancerne for en finaleplads i Eurovision

Bookmaker og ekspert er uenige om, hvorvidt Fyr og Flamme klarer sig videre fra Eurovision-semifinalen.

Alt kan ske ved aftenens anden semifinale ved dette års Eurovision Song Contest, hvor duoen Fyr og Flamme skal forsvare de rød-hvide farver med sangen 'Øve os på hinanden'. (Foto: Thomas Hanses © EBU)

Ikke siden 2016 har der været afholdt en Eurovision-finale uden dansk deltagelse.

Om vi kan fortsætte den gode stime i aften, når Danmark i skikkelse af Fyr og Flamme og 'Øve os på hinanden', deltager i den anden semifinale ved årets Eurovision Song Contest, dét bliver spændende.

Som i rigtig spændende.

Skeler man til de internationale bookmakere kommer den danske duo nemlig til at skulle kæmpe med næb og kløer for at sikre sig en finaleplads.

17 lande deltager i aftenens semifinale, hvor der er ti finalebilletter på højkant. Og hos bookmakerne ligger Danmark i skrivende stund lige omkring tiendepladsen med knap 40 procents chance for at gå videre.

Hos Danske Spil er oddsene på væddemålet om, hvorvidt Danmark går videre eller ej, forholdsvis tætte, men i skrivende stund hælder man til, at det ikke bliver til en dansk finaleplads.

Det fortæller oddsansvarlig Peter Emmike Rasmussen.

- Der er cirka syv lande, som er nogenlunde sikre på at gå videre, og så er der omkring seks lande, der ligger og kæmper om de sidste tre pladser, og det er i det sidste felt, det danske bidrag befinder sig, siger han og tilføjer:

- Spillerne tror omvendt mere på Danmark. Lige nu er 70 procent af indskuddene på, at Danmark klarer sig videre til lørdagens finale.

Jesper Groth og Laurits Emanuel fra Fyr og Flamme gør sig klar inden en af prøverne i går, onsdag. I aften gælder det for alvor, når de går på scenen foran hele Europa. (Foto: Line Krogholm © DR)

Peter Emmike Rasmussen understreger dog, at bookmakerne - heldigvis! - ikke altid rammer plet. Men skal det lykkes Fyr og Flamme at synge sig i finalen i aften, kræver det, at alt går den rigtige vej i de tre minutter, de er på scenen.

- Vi er afhængige af, at de skal levere al den energi, de overhovedet kan på dén scene, så omkvædet fanger de europæiske seere på trods af det danske sprog. For dét tror jeg desværre bliver vores udfordring. Og så skal vi virkelig have nogle stemmer fra landene nærmest os. Det bliver afgørende, at de sender nogle point i vores retning. Island, Estland og Finland må meget gerne være gode ved os.

Finland repræsenteres i år af rockgruppen Blind Channel, der med mere end tre gange så mange stemmer som nummer to i det finske Melodi Grand Prix vandt en knusende sejr med nummeret 'Dark Side'. De spås en forholdsvis sikker finaleplads i aftenens semifinale. (Foto: Andres Putting © EBU)

Ekspert: 'Det bedst tænkelige udgangspunkt'

Spørger man Eurovision-ekspert Ole Tøpholm, der tidligere har kommenteret showet for DR igennem ti år, ser Danmarks chancer for en finaleplads dog anderledes lovende ud.

- Vi ligger som den sidste optræden i aften, og det er det bedst tænkelige udgangspunkt, vi overhovedet kan have, siger han med henvisning til, at man i Eurovision Song Contest først kan afgive sin stemme, når alle lande har optrådt. Dermed er det i hans optik fordelagtigt at ligge sidst i showet, så man ligger først i seernes bevidsthed.

- Personligt tror jeg på en dansk finaleplads, og jeg bliver faktisk skuffet, hvis Danmark ikke går videre, siger han.

Ole Tøpholms optimisme skal findes i den 80'er-nostalgi, det danske bidrag emmer af.

- Det er vores store styrke. Man ser jo også de her 80'er-elementer mange steder i den generelle popmusik for tiden.

Den store ubekendte faktor er ifølge Ole Tøpholm dog, at vi for første gang siden 1997 stiller op med en sang på dansk.

- Det har været et sats lige siden, de vandt og besluttede sig for at synge på dansk. Vi har ingen nyere erfaringer at trække på i forhold til at synge på dansk ved Eurovision, så det er ukendt land, forklarer han.

Sidst en sang blev fremført udelukkende på dansk i Eurovision Song Contest var i 1997, hvor Kølig Kaj blev nummer 16 med 'Stemmen i mit liv'. (Foto: Jan Grarup © Ritzau Scanpix)

Det betyder ifølge Ole Tøpholm også, at der er meget mere på spil end blot en dansk finaleplads i lørdagens store show.

- Jeg er overbevist om, at resultatet i aften også vil betyde noget for, hvor mange der i fremtiden vil stille op med en sang på dansk. Hvis vi ikke går videre, tror jeg, vi ryger permanent tilbage til engelsksprogede sange. Og hvis det omvendt går godt, åbner det nye døre for dansksprogede sange. Så der er meget mere på spil end bare Fyr og Flammes placering.

Det danske sprog taget i betragtning havde Ole Tøpholm dog gerne set, at Norge og Sverige havde deltaget i Danmarks semifinale i aften - og dermed kunne stemme på os.

- Det er lidt en skrøne, at vi altid får sikre point fra dem, for nogle gange stemmer de ikke på os. Men med det meget skandinaviske udtryk, 'Øve os på hinanden' har, som jo er noget, vi i den grad forstår inden for de indre grænser i Skandinavien, kunne vi godt have brugt deres stemmer.

- Men det får forhåbentlig ingen betydning, og så kan de få lov at stemme på os, når vi ses i finalen, tilføjer han optimistisk.

Island kommer ikke til at optræde live

I alt ti lande skal med videre fra aftenens semifinale, og ifølge bookmakerne ser det ud til at blive en smal sag for lande som Schweiz, Bulgarien og Island.

- De er spået til at gå i top ti eller ligefrem at kunne vinde. Så de er helt sikre på at gå videre, det er jeg ikke i tvivl om, lyder det fra oddsansvarlig hos Danske Spil Peter Emmike Rasmussen.

Den islandske deltager, Daði og Gagnamagnið, kommer dog ikke til at optræde live i finalen, da en af gruppens medlemmer i går blev testet positiv for covid-19.

I stedet bliver det en båndet optræden fra prøverne i sidste uge, som vil løbe over skærmen, når det bliver Islands tur til at imponere de europæiske seere. Det samme gør sig i øvrigt gældende i finalen på lørdag, hvis landet mod nord lever op til favoritværdigheden og kvalificerer sig.

Det skal åbenbart ikke lykkes for islandske Daði og Gagnamagnið at komme til at optræde live på Eurovision-scenen. Sidste år, hvor de var blandt favoritterne til at vinde, blev showet aflyst, og i år, hvor de igen spås at være med i toppen, er en af gruppens medlemmer blevet testet positiv for covid-19. Til gengæld deltager Island med en båndet optagelse fra en af prøverne. (Foto: Thomas Hanses © EBU)

Er man til gode gammeldags fjendebilleder, har Peter Emmike Rasmussen også et bud på, hvem man som dansk seer skal holde et ekstravågent øje med under torsdagens semifinale.

- Dem, Danmark skal kæmpe mod om en finaleplads, er i min optik Moldova, Østrig og Estland. Det er vores konkurrenter, så man kan jo håbe, de klarer sig lidt dårligt eller synger forkert, griner han.

Spørger man Ole Tøpholm er der lagt op til en aften med adskillige højdepunkter og noget for enhver smag.

- Hele konceptet omkring San Marino, der ikke ligefrem er en nation, der er vant til topplaceringer i Eurovision, bliver spændende, siger han med henvisning til deres bidrag, der bliver gæstet af den amerikanske rapper Flo Rida, som i slutningen af 00'erne og i begyndelsen af 10'erne hittede stort i hele verden med sange som 'Low', 'Right Round' og 'Whistle'.

Lyt til San Marinos bidrag, 'Adrenalina', her:

0:00

Sangen er ydermere skrevet af blandt andre danske Thomas Stengaard, der tidligere har vundet Eurovison Song Contest for Danmark i 2013 som en af sangskriverne bag Emmelie de Forests 'Only Teardrops'.

Derudover er Ole Tøpholm også spændt på, om favoritterne Schweiz og Bulgarien kan stå distancen.

- Der har været nogle meget opskruede forventninger til de to bidrag.

Gjon's Tears fra Schweiz er bookmakernes favorit til at vinde i semifinalen i aften med sangen 'Tout l'Univers'. Han optræder næstsidst - lige inden Fyr og Flamme. (Foto: Andres Putting © EBU)

Og endelig glæder han sig til at se, hvordan det går med vores nordiske naboer, der i aften udgøres af Island og Finland.

- Det er to meget forskellige sange. Finland kommer med noget fra deres klassiske rockscene, som de jo dyrker i stor stil. Og Island kommer med et bidrag, som jeg tror, mange vil finde humoristisk. De vil formentlig også score nogle fine point fra de danske seere.

- Så alt i alt er det et bredt og varieret udbud af sange, vi kan se frem til.

Du kan se, om Fyr og Flamme klarer sig videre fra semifinalen på DR1 og DRTV (også hvis du befinder dig i udlandet) klokken 21, og du finder din stemmeseddel til showet her.

Deltagerne i aftenens semifinale

  1. 1

    San Marino: Senhit - 'Adrenalina'

  2. 2

    Estland: Uku Suviste - 'The Lucky One'

  3. 3

    Tjekkiet: Benny Cristo - 'Omaga'

  4. 4

    Grækenland: Stefania - 'Last Dance'

  5. 5

    Østrig: Vincent Bueno - 'Amen'

  6. 6

    Polen: Rafal - 'The Ride'

  7. 7

    Moldova: Natalia Gordienko - 'Sugar'

  8. 8

    Island: Daði og Gagnamagnið - '10 Years'

  9. 9

    Serbien: Hurricane - 'Loco Loco'

  10. 10

    Georgien: Tornike Kipiani - 'You'

  11. 11

    Albanien: Anxhela Peristeri - 'Karma'

  12. 12

    Portugal: The Black Mamba - 'Love Is on My Side'

  13. 13

    Bulgarien: Victoria - 'Growing Up Is Getting Old'

  14. 14

    Finland: Blind Channel - 'Dark Side'

  15. 15

    Letland: Samanta Tina - 'The Moon Is Rising'

  16. 16

    Schweiz: Gjon's Tears - 'Tout l'Univers'

  17. 17

    Danmark: Fyr og Flamme - 'Øve os på hinanden'

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk