Dansk band overrasket af succes: 'Vi kom flyvende fra start, men så gik det i vasken'

Foråret blev ikke, som Ganger havde håbet. Men snart er de klar til at tage revanche med nyt album.

(© DR)

"Min stedfar har stjålet et tv. Jeg elsker det."

Det er ikke ligefrem den form for kærlighedserklæring, vi er vant til at høre i nutidens popsange.

Men måske er du stødt på den alligevel. Sætningen stammer nemlig fra det danske band Gangers sang 'Olympisk', som er at finde på deres debutalbum fra sidste år.

Og både sangen, Ganger og albummet 'Mørk' blev taget overordentligt pænt imod af både radioen og den danske anmelderstand. Og de høstede desuden to priser ved Steppeulven i starten af året og var i år nomineret som 'P3 Talentet' ved P3 Guld.

En modtagelse, som kvartetten havde håbet på - men ikke regnet med. For selvom de mener, kvaliteten er 100 procent i orden, er de klar over, at de laver musik, der udfordrer det gængse popøre.

- Det var så vildt at mærke, at det, vi havde arbejdet på, gav pote. At folk synes det, man laver, er fedt. Det er en vanvittig følelse, fortæller en af bandets tre sangere, Mille Mejer Djernæs Christensen, og fortsætter:

- Vi var spændte på, hvordan folk ville reagere på det, fordi det ikke er det, man er vant til at høre i kommercielle sammenhænge. Vi havde helt sikkert håbet på at få det spillet i radioen, men havde ikke regnet med, at det ville ske så hurtigt.

Lyt til 'Olympisk' her:

0:00

Ganger laver nemlig ikke popsange ud fra den skabelon, vi oftest støder på, når vi tænder for radioen eller kaster os over en ny playliste. Sangene er mindre forudsigelige i både tekst og opbygning, og det er helt bevidst.

- Man forventer ofte, at popsange følger den typiske 'vers-omkvæd-vers-omkvæd'-form. Vi ville gerne prøve at udfordre folks tanker om, hvad popmusik egentlig er og kan være ved at lege med former, produktioner, lyduniverser og tekst. Vi prøver at blande det kommercielle med det lidt mere eksperimenterende og ramme en gylden mellemvej, forklarer Mille Mejer Djernæs Christensen.

Ville have fuld kontrol

Det tog Ganger konsekvensen af, allerede da musikken begyndte at tage form. De havde nemlig svært ved at se sig selv på nogen af de eksisterende pladeselskaber herhjemme, hvor det er deres opfattelse, at det meste musik helst skal passe ned i en bestemt kasse.

Og de var enige om, at det var vigtigt selv at have fuld kontrol over, hvilken musik de laver, hvordan den skulle lyde, og hvornår den skulle være klar. Så de oprettede deres eget pladeselskab, Yachtvej, hvor de udgav debutalbummet – og hvor den kommende musik fra bandet også udkommer.

- Det hele startede med, at vi ville give os selv så stort et frirum, at vi kunne gøre det, vi havde lyst til, uden at tænke på, at det skulle ramme noget bestemt eller passe ned i en bestemt kasse, siger Mille Mejer Djernæs Christensen.

- Og så har Thomas (Bach Skaarup, sanger og sangskriver i Ganger) haft en stor drøm om at lave en kunstnerisk platform, hvor der ikke kun er fokus på at udgive musik, men også at arbejde med den og danne et fællesskab og netværk mellem musikere, producere, filmfotografer osv.

Og nu er de da også så småt gået i gang med at starte samarbejder op og udgive andre kunstneres musik på deres pladeselskab, hvor de desuden hjælper hinanden med at producere musikken og lave video.

I hvert fald når bandet da ikke lige er i fuld gang med at lægge en sidste hånd på deres andet album, 'Tro' - anden del af trilogien 'Mørktropisk' -, som lander på streamingtjenesterne til efteråret.

Lyt til 'Stu Ywn', som er første single fra Gangers kommende album, her:

0:00

Ganger havde ellers indstillet sig på en travl periode over foråret og sommeren oven på den interesse, debutalbummet affødte sidste år. De skulle nemlig have været på en lang turné og havde glædet sig til at spille på en række danske festivaler – heriblandt Roskilde Festival, som bandet selv elsker at besøge som gæster.

Men i stedet for at græde snot har de fordybet sig i den nye musik. Og det har på mange måder været en anderledes proces i forhold til den, de havde under tilblivelsen af det første album.

Fra fortid til nutid

De første små spadestik til det kommende album, 'Tro', blev taget på den græske ø Kreta i starten af året, hvor bandet tog til sammen for at undslippe hverdagen, skrive musik og snakke om livet.

Men kort efter deres hjemkomst måtte de fortsætte arbejdet over en Zoom-forbindelse, fordi de fire bandmedlemmer sad i hver deres ende af landet, da corona lukkede landet ned.

Og ud over den noget alternative tilgang, som ikke ligefrem var dét, de havde planlagt, er det også nogle andre temaer, der behandles i de nye sange.

Hvor første album tog udgangspunkt i sanger og sangskriver Thomas Bach Skaarups opvækst i et socialt boligbyggeri i Hanstholm omgivet af mennesker, der havde problemer med at klare sig igennem livet økonomisk, og om hans forhold til sin nu afdøde far, handler de nye sange mere om nutiden.

Om mødet med en kvinde, der har hjulpet ham, om hans mor og om troen på kvinder generelt, som bandet selv udtrykker det. Og så er de i langt højere grad opstået ud af samarbejdet mellem bandmedlemmerne.

Ganger består af (fra venstre): Mille Mejer Djernæs Christensen, Andreas Campbell, Ninna Lundberg og Thomas Bach Skaarup.

- Det er måske lidt mere opløftende, følsomt og udadvendt. På det første album kunne man nok godt mærke, at Thomas havde siddet meget med det selv, forklarer Mille Mejer Djernæs Christensen.

Mange af de første sange blev nemlig skrevet, inden Ganger var et band. Bandet blev først endeligt dannet for cirka to år siden, fordi Thomas Bach Skaarup ikke ville indspille sine mange sange alene.

Han havde brug for andre musikere og sangere for at få det til at lyde - og føles - rigtigt. Og heldigvis var kemien god mellem de venner og bekendte, der blev involveret undervejs. Inden længe var de klar til at indtage den danske musikscene sammen - på deres egne præmisser.

Et mål, de stadig går benhårdt efter, selvom det på nuværende tidspunkt stadig er usikkert, hvornår Ganger kan gennemføre de koncerter, de havde glædet sig til at spille i år.

- Man kan sige, vi kom flyvende fra start og skulle have grebet det momentum i år, men det gik i vasken. Alligevel har vi haft så gode oplevelser med det første album, og vi glæder os bare til at få det nye ud og er spændte på at komme ud at spille det for folk, afslutter Mille Mejer Djernæs Christensen.

Indtil videre har Ganger måttet nøjes med at spille live for kameraer. Det gjorde de blandt andet, da de torsdag gæstede programmet 'Musiksommer på P3'. Se dem optræde med den nye sang 'Pumper mama' fra det kommende album her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk