Dansk festival ryster på hovedet: Hvorfor må vi ikke lave forsøg med store koncerter i Danmark?

Hvis ikke vi får lov til at holde coronasikre testkoncerter, så ender sommeren med masser af illegale fester, lyder det fra festivalleder.

Den elektroniske musikfestival Strøm holder hvert år fester rundt omkring i København. I år vil festivalen foregå mere digitalt på grund af coronaretningslinjerne. (Foto: © Flemming Bo Jensen)

Aflyste festivaler, tomme natklubber og meget mindre koncerter.

Corona ødelagde mange af sommerens glæder sidste år, og 2021 ser ud at lide samme skæbne. Men det bør ikke være tilfældet.

Det mener Strøm Festivals leder, Frederik Birket-Smith. Siden september 2020 har han og Strøm Festival, der en københavnsk festival, forsøgt at få lov til at skabe blandt andet store koncerter, som skulle vise, hvor smittefarlig en tur i byen eller en koncert egentlig er.

Derfor er festivalen gået sammen med Statens Institut for Folkesundhed og SPOT Festival og banket på dørene hos Københavns Kommune og Kulturministeriet for at høre, om festivalen kan lave forskningsforsøg for at undersøge smitterisikoen under store begivenheder.

Men indtil videre har de kun stødt hovedet mod muren.

- Vi havde kontakt med kulturminister Joy Mogensen, som gerne ville holdes ajour, men så døde interessen. Det samme skete med med Københavns Kommune, men når vi når til det praktiske som finansiering af forskerne og godkendelser, så sker der ikke mere, siger Frederik Birket-Smith.

Gode erfaringer fra udlandet

Flere andre europæiske lande har allerede lavet forsøg med store arrangementer, hvor flere tusinde personer har deltaget. Senest i Liverpool, hvor 3.000 frisktestede gæster stod tætpakket under en technofest.

Desuden har der været afholdt fester i blandt andet Spanien, hvor 5.000 deltog. Her viste det sig, at kun seks personer efterfølgende var smittet. Dermed var risikoen ikke højere for smitte end i det øvrige samfund.

I Norge vil man forsøge at holde forsøgskoncerter. Her leder den norske pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark efter 30.000 personer, hvor 15.000 frisktestede skal til koncert helt uden mundbind og afstandskrav, og den anden halvdel pænt må blive hjemme.

Derefter vil man sammenligne de to grupper for at se, om smitterisikoen er større blandt koncertgængerne.

Sådan så det ud 27. marts i Barcelona, da Love of Lesbian gav koncert. Alle skulle testes inden koncerten og bære mundbind. Seks ud af de 5000 deltagere viste sig efterfølgende at være smittet. (Foto: © lluis Gene, Scanpix)

Desuden vil det kommende Brit Awards-show i næste uge også være et stort forsøg, hvor 4.000 vil deltage.

Hos Statens Institut for Folkesundhed bekræfter direktør Morten Grønbæk, at festivalen og instituttet har været i dialog om forsøgene.

- Vi har talt med Strøm, og jeg synes, det lyder som en god idé, så længe vi minimerer risikoen ved at teste inden koncerterne og får adgang til deltagernes data, så vi kan se, om de efterfølgende får corona, siger han.

'Flere illegale fester, hvis der ikke laves forsøg'

Frederik Birket-Smith mener, det er tåbeligt, at myndighederne ikke støtter mere op om lignende forsøg i Danmark.

- Projektet består af flere initiativer og handler om at skabe sikre alternativer til de illegale fester, som vi så sidste år. Vi står overfor en sommer, som endnu engang er kaput, og hvor der angiveligt vil komme flere illegale fester, end vi så sidste år, siger han.

Han mener ikke, der er nok forskning, som beviser, at de gældende retningslinjer for spillesteder og nattelivet er nødvendige at opretholde.

- Jeg forstår ikke, hvorfor politikerne ikke tænker sig lidt bedre om og er mere villige til at få ordentlig evidens, når flere udenlandske forsøg viser, at der ikke er større risiko for smittespredning.

I den tyske by Leipzig har der også været holdt forsøgskoncerter under corona. (Foto: © HENDRIK SCHMIDT, Scanpix)

Derfor mener han, at der er behov for politisk handling nu, inden sommeren begynder.

Men giver det ikke god mening, at politikerne holder sig tilbage, hvis det får smitten til at blusse op igen?

- Jo, jeg kan godt forstå, at man vil undgå, at smitten stiger. Men hvis vi ser på de data, der ligger, er der ikke flere smittede efter koncerterne, end der er i samfundet generelt, siger han.

Roskilde: Vi skal i gang herhjemme

Roskilde Festivals sikkerhedschef, Morten Therkildsen, er enig i, at der er behov for danske forsøg, ligesom man ser det i udlandet.

- Vi skal i gang herhjemme. Vi er nødt til at komme ud og få forståelsen af, hvad retningslinjerne er baseret på, for det er som om, de bliver skabt på et lidt for spinkelt grundlag, siger han til 'Kulturen på P1'.

I Storbritannien inviterede forskere frisktestede unge til fest i slutningen af april for at undersøge, om det er muligt at lave store fester igen. (Foto: © Carl Recine, Scanpix)

På Københavns Rådhus støtter kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) også forsøgskoncerterne og vil også gerne støtte økonomisk til at hyre forskere til opgaven.

Hun mener ligefrem, det er en uklog beslutning, hvis forsøgene ikke kommer til at foregå.

- Jeg synes, det er en supergod idé, og jeg har stor tillid til, at Strøm kan gennemføre det på forsvarlig måde.

- Det gode er også, at der er en forebyggende effekt i det, fordi vi endnu engang står overfor en sommer med restriktioner og nedlukning af nattelivet, fester og festivaler, som igen vil stille os i en situation med piratfester, hvor der ikke er smittekontrol, siger borgmesteren.

Til trods for smitterisiko mener hun, at der er mulighed for forsøgskoncerter nu, fordi mange ældre er vaccineret, og at unge allerede har vist stor ansvarlighed i det seneste år med corona.

Dog bemærker hun heller ikke "stor interesse" fra ministerierne om forsøgskoncerterne.

Ingen aktuelle planer om forsøgskoncerter

DR har spurgt Kulturministeriet om, hvorvidt kulturminister Joy Mogensen (A) synes, testkoncerter er en god ide, samt hvor mange henvendelser ministeriet har modtaget om forsøg med større begivenheder.

Ministeriet henviser i en mail til Sundhedsministeriet i forhold til mulighed for forsøgskoncerter, men siger, at de ikke har tal på, hvor mange arrangører der har bedt om at få lov til at holde forsøgsarrangementer.

I Sundhedsministeriet svarer man dog heller ikke på, hvad man synes om at holde testkoncerter, eller hvorfor man ikke laver lignende forsøg i Danmark, men svarer blot i en mail:

- Regeringen har ikke aktuelle planer om testforsøg i forhold til afholdelse af festivaler eller koncerter, men relevant viden fra udlandet inddrages i forbindelse med den løbende genåbning af samfundet, lyder det blandt andet i mailen.