Dansk hitband var tæt på opløsning: 'Nu er tanken om et brud ikke så farlig længere'

Trioen Chinahs nye album er blevet til trods gruppens interne konflikter.

(Foto: pressefoto)

- Vi har oplevet, at der tit er en konflikt, når vi ses. Der er altid noget, der ligger og lurer.

Ordene kommer fra Fine Glindvad, der er forsanger i danske Chinah.

Bandet, der har eksisteret siden 2014, er lige nu aktuelt med deres andet album, 'Feels Like Forever', der udkom fredag. Et album, der er blevet til på trods af de spændinger og uenigheder, der på det seneste er begyndt at fylde mere og mere mellem bandets medlemmer.

- Vi har meget forskellige temperamenter, behov og måder at snakke om ting på. Det kan udløse en del konflikter mellem os, forklarer Fine Glindvad.

Uenighederne var faktisk blevet så store, at bandet - måske uden helt selv at vide det - var på vej til at gå i opløsning.

Efter udgivelsen af deres første plade, 'Anyone' fra 2018, begyndte bandet at have nogle "tunge snakke". Snakke, der, set i bakspejlet, let kunne være endt med et brud.

Men i stedet for at gøre en ende på det band, der har været et fast holdepunkt det meste af de tre medlemmers voksenliv, gjorde de noget andet: De begyndte at lave musik.

- Vi har fundet ud af, at når vi laver musik sammen, så fokuserer vi på dét frem for de ting, vi er uenige om. Så sidder vi pludselig og diskuterer musikken i stedet for alt muligt andet, og det har fungeret godt for os, forklarer Fine Glindvad og tilføjer:

- Musikken blev lidt en overspringshandling fra måske… ja, måske at gå i opløsning.

Har (næsten) lavet nyt album hver for sig

Selvom Chinah sammen har kunnet finde et fælles helle i musikken, er den nye plade blevet til på noget anderledes vis.

Mange af os forestiller os nok, at et album bliver skabt gennem lange, udmattende dage i øvelokalet og sene, søvndrukne nætter i musikstudiet - men sådan har det ikke været for Chinah.

Gruppen har faktisk stort set ikke set hinanden under tilblivelsen af 'Feels Like Forever'. I stedet er det meste af arbejdet foregået gennem en fælles Dropbox.

Her har de hver især smidt skitser og idéer i puljen, som de andre bandmedlemmer har kunnet arbejde videre på.

- Vi har måske været fysisk sammen ti procent af den tid, vi har brugt på at lave albummet, forklarer Simon Andersson.

Hør nummeret 'Mysterious' fra det nye album her:

I stedet har bandet siddet hver for sig og arbejdet videre på hinandens idéer – og oftest taget dem i retninger, ophavsmanden aldrig selv havde forestillet sig.

Samtidig forklarer Fine Glindvad, at øvelsen i at bytte øvelokalet ud med Dropboxen også har afmonteret mange af de konflikter, bandet ellers kunne have haft.

- Ved at lave musik på den måde behøver vi ikke argumentere eller undskylde for de valg, vi har taget, og idéer, vi har fundet på. Vi kan kommunikere gennem musikken uden at skulle sætte alle mulige ord på, siger hun og fortsætter:

- Når vi laver musik, kan vi bruge de modstridende følelser og konflikterne i bandet til noget. Hvor de i hverdagen mest bare er til besvær, er de i musikken med til at give substans og mening. På den måde kan musikken rumme noget, som virkeligheden ikke kan.

Chinah har lavet musik sammen siden 2014. - Med tanke på, hvordan vi supplerer hinanden på et personligt plan, så havde vi nok ikke startet et band sammen nu, lyder det ærligt fra Simon Kjær. (Foto: pressefoto)

Chinah er som et skilsmissebarn

Men selvom Chinah har fundet deres egen måde at skabe musik på sammen - og musik, som i den grad falder i anmeldernes smag - så kan det måske også undre, hvorfor de fortsætter sammen.

Hvis konflikterne konstant ulmer rundt om hjørnet, hvorfor så ikke kaste håndklædet i ringen og stoppe, mens legen er god?

- I arbejdet med den her plade har vi jo faktisk lidt behandlet hinanden, som om vi var gået fra hinanden, men bare er blevet ved med at lave musik sammen, forklarer guitarist Simon Kjær.

- Vi ser lidt os selv som et fraskilt forældrepar, der har et barn sammen. Et fælles barn, som vi stadig værner om og vil gøre alt i verden for at give gode rammer trods de interne konflikter.

Trioen forklarer, at selvom de nok ikke havde startet et band sammen den dag i dag, så er der noget helt særligt, der stadig binder dem sammen. Både de mange oplevelser, de har haft som band, men også det potentiale, de alle føler, Chinah fortsat gemmer på.

- For mig er én af grundene til, at vi fortsætter, at det altid er så spændende at finde ud af, hvad det næste, der kan komme ud af os, mon er. Vi har det her skilsmissebarn sammen, som man elsker og er nysgerrig efter at se vokse op og udvikle sig, forklarer Simon Andersson, og Simon Kjær tilføjer:

- For mig er det, der binder os sammen, at jeg synes, den musik, vi laver, er virkelig god. Det er bedre end noget musik, jeg kan lave med andre, og dét er fandeme motiverende for at fortsætte arbejdet, siger han med et grin.

Tanken om et brud er ikke længere så farlig

Med udgivelsen af 'Feels Like Forever' tager Chinah hul på et nyt kapitel i en karriere, der allerede har bragt dem til nogle af landets største scener, sikret dem hits i ind- og udland og i 2016 indkasseret dem den prestigefyldte pris som 'P3 Talentet' ved P3 Guld.

Men hvad der venter dem ude i fremtiden, kan - og vil - bandet ikke svare på. Heller ikke, hvor længe de fortsætter sammen.

- Den eneste plan, vi har, er, at der ikke er nogen plan, siger Simon Kjær.

Men de tre medlemmer har dog affundet sig med, at der før eller siden kan komme en dag, hvor Chinah får en ende og bliver til et minde.

- Jeg føler, vi er kommet til et punkt, hvor tanken om et brud ikke er så farlig længere. Tanken om, at man har et band, og det har sin tid, og at det ikke er sikkert, man er sammen for altid – og at det er okay, siger Simon Kjær og fortsætter:

- Man tror, hele ens liv er bundet op på det her band, men sådan er det jo ikke. Det, der betyder noget, er de ting, man allerede har oplevet og lært, og de minder, man har skabt.

Chinah beskriver sangen 'Promises' som et afskednummer, der handler om, at minder ikke forsvinder, selvom noget kommer til en ende. Hør det her:

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk