Dansk hitmager viser en helt ny side af sig selv: 'Jeg frygter at ligne en blærerøv'

Alex Vargas har netop udgivet sine hidtil mest poppede og udadvendte sange.

- Det var lidt voodoo- og hokus pokus-agtigt, men det havde en kæmpe virkning på mig.

Sådan siger den danske sanger Alex Vargas om den måde, hvorpå en psykolog lærte ham at adskille sig selv fra sin indre kritiker.

Han oplevede nemlig, at hans egen perfektionisme kom i vejen for sangskrivningen.

Psykologens metode indebar blandt andet, at den perfektionistiske del af ham skulle sætte sig i en anden stol end den 'rigtige' Alex Vargas - og omtale sig selv i tredjeperson.

Lyt til 'Girls On Millionaires' fra Alex Vargas' nye ep:

- Jeg lærte, at min perfektionistiske side kun ville mig det bedste. Og at jeg, når perfektionisten blandede sig i min sangskrivning og sagde: 'Nej, nej, det lyder slet ikke færdigt endnu', skal minde mig selv om, at det er, fordi det ikke er det.

- Jeg fik for vane at åbne døren og bede perfektionisten om at gå, selvom jeg var alene. Og når der så var skrevet et udkast til en sang, kunne jeg lukke den del af mig selv ind igen og gå mere kritisk til værks, siger Alex Vargas om metoden, der gjorde ham nysgerrig på at udforske nye sider af sig selv.

Alex Vargas spillede blandt andet på Gimle i Roskilde på sin forårsturné. (Foto: KIM MATTHÄI LELA © Gonzales Photo/Ritzau Scanpix)

Vil ikke være en fabrik

Siden udgivelsen af debutalbummet 'Cohere' i 2017 har han spillet en lang række koncerter, som blandt andet har bragt ham forbi Arena-scenen på Roskilde Festival, Royal Arena og Operaen i København. Og så har han ikke mindst skrevet sange.

I slutningen af 2018 gik Alex Vargas i gang med at udgive en række numre, som matchede universet på debutalbummet. Men der var en del af bunken af nye sange, som ikke passede ind i hans musikalske univers, men som han heller ikke kunne lade være.

Han kunne ikke finde ud af, hvor de hørte til. Han havde svært ved at stå inde for dem, fordi han ikke syntes, de repræsenterede det, han plejede at lave.

- Jeg blev ved med at putte dem ind i det samme univers som de andre sange, men det ville de slet ikke. Jeg havde en masse tanker om, hvor langt jeg kunne bevæge mig væk fra det, jeg plejer at lave, siger den 31-årige sanger, som på daværende tidspunkt indså, at han måtte skabe nogle rammer for sig selv, som gjorde det muligt for ham at bevæge sig mere frit musikalsk.

Han var bange for at skuffe sit publikum. Bange for at komme for langt væk fra udgangspunktet. Det, som har fået folk til at købe koncertbilletter og streame hans sange. Det, man kender ham for.

Og det spændte ben for kreativiteten.

- Men det er jo ikke en måde at eksistere på som kunstner. Så er du bare en fabrik. Det er kundeservice, erkender Alex Vargas, som inden for det seneste år er flyttet hjem til København efter 12 år i London.

Alex Vargas udforsker nye sider af sig selv på sin 'EGO'-trilogi - deriblandt en ny, mere udadvendt og poppet side, som sangeren har været nervøs for ville skuffe hans fans. (Foto: Seth Nicolas © sethnicolas.com)

Frygt for at ligne en blærerøv

Derfor besluttede han at inddele sangene på en trilogi – tre ep'er, som repræsenterer hver deres side af ham.

Den første, 'superEGO', som udkom i starten af maj, er, ifølge Alex Vargas, en forlængelse af debutalbummet og et personligt indblik i hans liv.

Se Alex Vargas optræde med singlen 'Now That I Think About It' til Kronsprinsparrets Priser i november 2018:

Herimod repræsenterer den anden, 'EGOtrip', som er tilgængelig på streamingtjenesterne i dag, en helt anden side af ham.

En mere udadvendt, frembrusende og selvsikker side. Og en side, som gerne vil ses, anerkendes og ikke er bange for at spidse albuerne for at komme frem. På den nye ep har han givet taletid til en version af sig selv, som han ofte undertrykker.

- Når jeg spiller koncert, elsker jeg opmærksomheden. Men hvis jeg er til en privatfest og bliver bedt om at spille en sang, så synes jeg, det er en enormt ubehagelig slags opmærksomhed at få. Jeg elsker at spille, men jeg føler, jeg bliver alt for opmærksomhedskrævende, hvis jeg siger ja - også selvom jeg er blevet spurgt, forklarer Alex Vargas.

- Det er en eller anden åndssvag frygt for at ligne en blærerøv. Men det sjove er, at jeg altid har været imod det der jantelovshejs og er vokset op med en mor, som lærte mig, at det var okay at sige: 'I'm the best, fuck the rest'. Man skal selvfølgelig passe på med, hvornår og hvor højt man siger det. Men jeg er ikke så jantelovsagtig, tilføjer han med et grin.

- Jeg har altid været god til at sige, at jeg er fucking ligeglad med, hvad andre synes om mig, men det er jeg ikke. Overhovedet ikke, fortæller Alex Vargas. (Foto: Seth Nicolas © sethnicolas.com)

Mere poppede sange

På 'EGOtrip' prøver selvsikre Alex Vargas at fortælle sig selv, at det kan være en fordel at have albuerne fremme indimellem, skubbe på og tage imod opmærksomheden.

Det kommer til udtryk i en kortfilm, han har lavet i forbindelse med ep'en, hvor han spiller en karakter, som repræsenterer netop den version af ham.

Først da han kom på idéen om at dele sine nye sange op på tre ep'er, som gav ham nye muligheder for at udtrykke sig, gik det op for Alex Vargas, hvor meget han havde brug for at fortælle sig selv nogle ting og rykke sin lyd et nyt sted hen.

Lyt til 'Live Alone' fra Alex Vargas' nye ep:

- Da jeg gav slip på mine egne forventninger til, hvad det er en for en slags musik, jeg skal lave, blev det pludselig sjovt igen. Og det er der, det skal starte. Processen har lært mig, at jeg ikke skal være bange for, hvad jeg bør gøre og lyde som, siger Alex Vargas, som understreger, hvor stort og nervepirrende det er for ham nu at sende både ep'en 'EGOtrip' og kortfilmen ud i verden.

Senere på året afrunder han trilogien med en tredje ep, der handler om sorg. Et tema, der har fyldt meget hos sangeren, efter han mistede sin søster sidste år. Det har resulteret i en bunke sange, som ligeledes er vigtige for ham at få ud for at bearbejde sine følelser.

Men inden han når så langt og ser indad igen, er det altså en mere udadvendt Alex Vargas, fans kan stifte bekendtskab med på den nye ep - og han er spændt på, hvordan det bliver taget imod.

- Noget af det, jeg især har været bange for i forhold til de nye sange, er, at de på mange måder er mere poppede og kommercielle. Men sjovt nok synes jeg, at jeg er endt med et mere ærligt produkt, reflekterer han.

- Det er, som om det generelt er lidt sejere at være introvert og hemmelig. Men nogle gange er det også bare fedt at være den, der starter en fest.

Alex Vargas spiller hele sin ep-trilogi på Østre Gasværk til december.

Facebook
Twitter