Dansk hitproducer står bag ny sang fra Katy Perry: 'Vi hoppede og sprang og var helt oppe at køre'

Cutfather har været med til at producere singlen '365', som blev til i København.

Den danske hitproducer Cutfather har siddet bag knapperne på den nye Katy Perry-single '365'. (Foto: Martin Sylvest / Steve Granitz © Ritzau Scanpix / Getty Images)

På Valentinsdag ramte et nyt samarbejde mellem superstjernen Katy Perry og hitproduceren Zedd streamingtjenesterne. Nemlig singlen '365', som handler om en stormende forelskelse, der tangerer til en mørk besættelse.

Men de to verdensstjerner er ikke de eneste, der har været inde over sangen - den har nemlig også et dansk islæt.

Bag kærlighedssangen står blandt andre den danske producerduo, PhD, og Mich Hedin Hansen, bedre kendt som Cutfather.

Lyt til '365', mens du læser videre.

Sangen er mere eller mindre blevet til på en enkelt dag - i København.

Sammen med den danske producerduo, PhD (Peter Wallevik & Daniel Davidsen), og to unge melodi- og tekstforfattere skrev og producerede Cutfather hitsinglen i anledning af en sangskrivercamp, som Cutfather medarrangerer for internationale sangskrivere og danske producere.

Idéen var opstået hos PhD, der producerede tracket til sangen og medbragte den til sangskrivercampen.

- Vi sendte den rundt til forskellige artister og pladeselskaber, og der kom en masse gode reaktioner. Zedd fik lov at prøve den af. Og i januar fik vi så den berømte mail om, at nu ville de helt sikkert lave den, og de havde fået Katy Perry med på sangen, fortæller Cutfather begejstret.

- Vi hoppede og sprang og var helt oppe at køre. Indtil da anede vi ikke, om det overhovedet ville blive til noget. Det var bare lottokuponen, der gav den store gevinst!

Det er ikke ualmindeligt, at sangskrivere og producere ikke møder de store artister, der ender med at indspille deres sange, fortæller han. Og i dette tilfælde var sangen da også stort set færdigproduceret, da Zedd og Katy Perry overtog den.

Zedd, hvis borgerlige navn er Anton Zaslavski, har stået bag hits med blandt andre Shawn Mendes, Selena Gomez og Troye Sivan. (Foto: Steve Granitz © WireImage/Getty Images)

- Vi har været overraskede over, at den originale demo lyder så identisk med den endelige version. Vi regnede med, den ville lyde anderledes, for sådan er det i de fleste tilfælde, siger Cutfather, som altså ikke har talt direkte med Katy Perry eller Zedd.

Videoen til '365' har fået over 14 millioner visninger på Youtube på blot et par dage. En, ifølge Cutfather, sindssyg start. Og en milepæl, som uden tvivl skal fejres, når producerteamet er samlet igen.

- Vi har ofte prøvet at indgå aftaler med store artister, som er endt med ikke at blive til noget alligevel, så vi ville først fejre det, når singlen kom ud. Men så skal vi også have en kæmpe skål!

Facebook
Twitter