Dansk hyldestsang om coronakrisen er gået viralt: 'Vi har været lidt i chok'

'Når stormen lægger sig' er nået ud til mere end en halv million danskere på kun fire dage.

De tre musikere Amanda Bøg, Rasmus Nelausen og Rasmus Benners musikvideo til deres hyldestsang 'Når stormen lægger sig' er alene på Facebook blevet vist over 450.000 gange siden i lørdags. Videoen består af private klip fra folk, der har sunget med på sangen, blandt andet fra Poul Krebs, Marie Frank og bagedyst-Tobias. (© Screenshot fra musikvideo)

Det kan godt være, at mange af os arbejder hjemmefra.

Men rundt om i landet er der stadig danskere, der møder ind og sørger for, at vi andre kan få hverdagen til at fungere.

Det gælder kassemedarbejderne i dit lokale supermarked, der sørger for, at du kan spise dig tyk i snacks. Det gælder din apoteker, der hjælper dig med at få din medicin. Og så gælder det især de hårdtarbejdende læger og sygeplejersker, der kæmper for at passe på os døgnet rundt.

De fortjener alle en hyldest, og den har de tre musikere Amanda Bøg, Rasmus Nelausen og Rasmus Benner sørget for.

De har nemlig skrevet og dedikeret sangen 'Når stormen lægger sig' til alle de arbejdende danskere, der knokler for at holde landet kørende.

Hør 'Når stormen lægger sig' i videoen her:

Sangen er på kort tid blevet et viralt hit på de sociale medier, hvor den er nået ud til over en halv million danskere.

Og modtagelsen er mildest talt kommet bag på de tre musikere.

- Vi har været lidt i chok over modtagelsen, må jeg indrømme. Det har været helt vildt at opleve og meget rørende, fortæller Amanda Bøg.

Ramt af aflysninger

De tre musikere er selv vant til at være på arbejde, når de er ude for at spille koncerter, men som så mange andre musikere har de alle tre været ramt af aflysninger som en konsekvens af coronavirussen.

Heldigvis er de alle tre en del af det aarhusianske sangskriverinitiativ Stille Støj, og netop derfor lå det også lidt til højrebenet, at de skulle lave noget sammen.

- Det kriblede lidt i os alle tre efter at lave musik, nu når alt var aflyst, så det gav bare mening at lave noget sammen. Vi blev hurtigt enige om at lave en hyldest til dem, der virkelig knokler for at holde hjulene i gang i øjeblikket, for dem tænker vi meget på, fortæller Amanda Bøg.

Til dagligt fokuserer hun normalt på sin egen solokarriere, og derfor var det da også relativt nyt for hende at skulle arbejde sammen med andre, fortæller hun.

- Jeg må indrømme, at jeg var ret skeptisk, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var inspirerende at arbejde sammen med andre. Vi bød alle ind med forskellige idéer, og det var vildt sjovt.

Amanda Bøg (øverst til højre), Rasmus Benner (nederst til venstre) og Rasmus Nelausen (øverst til venstre) bevæger sig normalt inden for hver deres musikalske genre, men grundlæggeren af Stille Støj, Anna Krebs (nederst til højre), kom på idéen om, at de skulle arbejde sammen, og det hele foregik over FaceTime. (Foto: Privatbillede af Amanda Bøg)

Og nu undrer du dig måske over, hvordan man så lige laver en sang sammen, når man på myndighedernes opfordringer skal undgå at bevæge sig uden for sit hjem i denne tid?

Det gør man selvfølgelig over FaceTime.

Her bød de tre musikere ind med hver deres bud på, hvordan deres stykke af sangen kunne lyde og gennemgik derefter hinandens tekster og idéer i fællesskab online - selvom det er langt fra den normale procedure at arbejde ud fra, når man laver musik, fortæller en grinende Amanda Bøg.

- Det var godt nok lidt specielt. Det er i hvert fald første gang, jeg har oplevet at skrive en sang over FaceTime. Men sådan er det jo for tiden, og det gik faktisk ret hurtigt og smertefrit, da vi først kom i gang.

Det virale hit

Efter Amanda, Rasmus og Rasmus havde færdiggjort sangen, blev de enige om, at det kunne være sjovt at få folk til at synge med på den for at vise, at de langt fra er de eneste, der tænker på dem, der arbejder i døgndrift.

De lagde idéen ud på deres sociale medier, og på under 24 timer fik de tilsendt mere end 55 private videoer, hvor folk skrålede med på sangen; de fik også indspark fra kendte danskere som Poul Krebs, Marie Frank og bagedyst-Tobias.

Og derfor, efter kun to døgns arbejde, stod de tre musikere med en færdig hyldestsang og en ny musikvideo, som var klar til at udkomme på de sociale medier.

- Det vigtigste var at få sangen ud hurtigst muligt, fordi det er budskabet, der er vigtigst, siger Amanda Bøg, som håber, at sangen snart kan komme på sreamingtjenester.

- Men vi er selvfølgelig utroligt glade for, at folk har taget så godt imod den.

Facebook
Twitter
Emner: