Dansk kæmpehit er med i legendarisk fodboldspil: 'Vi skriver historie'

Icekiid har fået en plads på soundtracket til det kommende 'Fifa 21' med kæmpehittet 'ErruDumEllaHvad'.

Icekiids hit 'ErruDumEllaHvad' er på vej udover Danmarks grænser. (Foto: pressefoto)

Der er meget snart godt nyt for alle gamende fodboldfans. Det nye 'Fifa 21'-spil er nemlig ude i næste uge.

Men særligt for danske Icekiid er det kommende spil meget mere end bare en god nyhed. Han har nemlig en sang med på soundtracket til spillet.

- 'Fifa' er et legendarisk spil, og jeg har spillet det, siden jeg var barn. Jeg er vokset op med det, så det er fantastisk at få sin musik med. Det er kæmpestort, fortæller den 23-årige rapper, som i virkeligheden hedder Jermyn Creppy og kommer fra Hillerød.

Han har selv været bekendt med den glædelige nyhed i en måneds tid, afslører han. Så der har været tid til at fordøje det, men han glæder sig alligevel meget til at afprøve det nye spil til lyden af… ja, sig selv.

- Der er så få danskere, der har prøvet det. Det er ikke alle, som får den chance. Det er historisk; Vi skriver historie med det.

Der er god chance for, at du allerede kender sangen ret godt. Det er nemlig sommerhittet 'ErruDumEllaHvad', som er blevet streamet i heftige mængder, siden det landede på tjenesterne i juni, der har fået den prestigefulde plads på 'Fifa 21'-soundtracket.

Lyt til Icekiid med 'ErruDumEllaHvad':

0:00

En sang, som flere gange har indtaget førstepladsen over de mest streamede sange på Spotify herhjemme – og som nu bliver introduceret til 'Fifa'-spillere verden over.

Og Icekiid har da også allerede modtaget god respons fra folk uden for Danmarks grænser, som er stødt på nummeret. Og det har givet gode point på selvtillidskontoen.

- Jeg tror, det bliver en kæmpe succes. Jeg tror på sangen, og jeg tror på mig selv. Det skal nok blive godt, siger Icekiid, som ikke vil afvise, at det måske kan afføde gode muligheder for at gøre karriere i udlandet.

Icekiid debuterede i 2015. Han har udgivet ep'erne 'Afrodansker' i 2016 og '$tamina Szn' i 2019 - og derudover et hav af singler. Hans største hits - udover 'ErruDumEllaHvad' - tæller titler som 'Alle dem', 'Gulddans', 'Øjne på mig' og 'Blondiner og Brunetter'. (Foto: Nikolaj Bransholm © Ritzau Scanpix)

Kunne ikke sige nej

Men hvordan får man som dansk kunstner – der rapper på dansk – så lige gjort folkene bag 'Fifa' opmærksom på, at man eksisterer?

Det behøver man slet ikke. I hvert fald ikke hvis man er Icekiid. EA har nemlig selv opdaget 'ErruDumEllaHvad' og derefter taget kontakt til hans pladeselskab, fortæller han.

- EA Sports kontaktede mit pladeselskab og min manager og spurgte, om de måtte få sangen med i spillet. Og det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til. Det er en stor ting og en stor ære, siger Icekiid og fortsætter:

- Jeg tror måske, de har fået det anbefalet, eller også har de tjekket ud, hvad der ligger nummer et i Danmark. Og så har de hørt det og tænkt: "Det lyder fucking sindssygt". Jeg var rigtig glad, det var totalt vildt.

100 procent på dansk

Det er ikke første gang, danskere har sat deres præg på lyden af det legendariske fodboldspil. Både kunstnere som Safri Duo, The Raveonettes, Junior Senior, Outlandish og Off Bloom har tidligere leveret hits til det i henholdsvis 2003, 2004, 2007 og 2018.

Lyt til The Raveonettes med 'That Great Love Song', som er at finde på 'Fifa'-soundtracket fra 2004:

0:00

Outlandish-sangen 'Kom igen' indeholdt vers og et samplet omkvæd på dansk og blandede ellers engelsk og spansk, men det er første gang, at sangteksten er 100 procent på dansk.

Og selvom størstedelen af spillerne nok ikke kommer til at fatte en brik af, hvad der bliver rappet og sunget, er det helt med vilje.

- I en tid hvor vores delte forbindelser betyder mere end nogensinde, er soundtracket defineret af global kultur som aldrig før. […] Vores mål med soundtracket er at ændre måden, spillere rundt om i verden hører og oplever fodbold, og introducere dem til ny musik, der vil ændre deres liv, skriver EA, som står bag 'Fifa', i en pressemeddelelse.

De understreger desuden, at de har inkluderet både store, etablerede og mindre, upcoming navne.

listen over sange på soundtracket finder man blandt andre også kunstnere som britiske Dua Lipa, brasilianske Anitta og amerikanske 070 Shake.

I sommer spillede Icekiid sin hit-succes live i 'Musiksommer på P3'. Se hans optræden her:

Facebook
Twitter