Dansk musik slår igen over for udenlandske giganter: 'Det er uhørt flot'

Salget af dansk musik steg markant fra 2019 til 2020, viser nye tal.

Den danske rapper Branco var en af de mest lyttede danske artister i 2020 ifølge brancheorganisationen IFPI. Her ses han give koncert under Summer Days på Festivalpladsen i Roskilde 25. juni. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Tidligere på ugen kunne man på dr.dk læse, at salget af dansk musik ifølge Danmarks Statistik var faldet med 17 procent i perioden 2009-2019, mens salget af udenlandsk musik omvendt var steget med hele 37 procent.

Men kigger man på tal fra 2020, som musikselskabernes brancheorganisation IFPI for nyligt delte i en rapport, tegner der sig et helt anderledes billede.

Et billede, hvor dansk musik står rigtig stærkt digitalt.

Ifølge Danmarks Statistik stod dansk musik for en tredjedel af den solgte musik herhjemme i 2019. Men ifølge IFPI står dansk musik i 2020 nemlig for hele 42,3 % af det digitale musikmarked i Danmark.

Dansk musiks andel af totalomsætningen i samme periode er steget fra 34 procent til 42,8 procent.

Lyt til Branco og Gillis hit 'La Danza', som ifølge IFPI var det mest lyttede og solgte danske nummer i 2020.

0:00

Dermed var styrkeforholdet mellem dansk og udenlandsk musik altså langt mere jævnbyrdigt sidste år end tidligere.

En af årsagerne til fremgangen er den danske urbanscene, mener Lasse Lindholm, der er direktør for kommunikation og public affairs i IFPI.

- Når dansk musik står så stærkt i 2020, er en meget nærlæggende forklaring den danske urbanmusik. Bedst som man troede, at den danske rapmusik ikke kunne blive større, så bliver den større, siger han.

- Gilli bliver ved med at lave hits, Branco bliver ved med at lave hits, og en ung artist som Icekiid har fremhævet sig selv.

Gilli, der rigtigt hedder Kian Rosenberg Larsson, har det sidste halve årti udgivet hit efter hit. (Foto: Helle Arensbak © Scanpix)

Gillis succes blev der tidligere på ugen sat en stor, fed streg under, da han som den første danske kunstner opnåede flere end en milliard streams alene i Danmark.

Slår nabolandet Norge

Det er vanvittigt flot, at dansk musik står for over 42 procent af den samlede omsætning herhjemme, mener Lasse Lindholm, da dansk musik netop møder massiv konkurrence fra international musik.

- På en streamingtjeneste har man oftest adgang til mere end 40 millioner forskellige musiknumre, og kun en forsvindende lille del af dem er danske. Alligevel er det de danske musiknumre, som forbrugerne vælger til. Det er uhørt flot.

Sammenligner man de danske tal med vores naboland Norge, er der stor forskel på, hvor stor en andel af salget, de nationale artister står for.

IFPI i Norge udkom i sidste måned med en rapport for musikåret 2020, som viste, at kun 19 procent af omsætningen kom fra norsk musik.

- Det understreger, at de danske tal på alle måder er imponerende, siger Lasse Lindholm.

For at sætte de danske tal i yderligere perspektiv har Lasse Lindholm sammenlignet de nuværende omsætningstal med tallene fra omkring årtusindskiftet.

- Dengang CD-salget dominerede det hele omkring årtusindskiftet, stod dansk musik kun for 30 procent af omsætningen. Men nu, hvor man har adgang til al musik fra hele verden, står dansk musik for over 42 procent. Det kan danske musikere godt være stolte af.

Men bare fordi udviklingen fra 2019 til 2020 har været opadgående, er det ikke ensbetydende med, at udviklingen fortsætter ind i 2021, siger Lasse Lindholm.

- Denne slags vækstrater er noget, vi ser med jævne mellemrum, men det sker ikke hvert år. Jeg vil nøjes med at nyde, at de danske artister er formidabelt dygtige lige nu.

Facebook
Twitter