Mens mange af os nok nyder en sommer med færre restriktioner og samvær med venner og familie efter et mildest talt kedeligt og til dels ensomt år, er 24-årige Hjalte Ross gået i en form for frivillig isolation.

Det har dog ikke det fjerneste med corona at gøre.

Han tilbringer nemlig den søde sommertid i et gammelt kloster i Italien – mere nøjagtigt i byen Scala – med sin guitar, hvor han arbejder på sit næste album.

- Jeg ved knap nok, hvilken dag det er, eller hvad klokken er. Nogle dage står jeg op klokken seks, andre dage arbejder jeg hele natten, fortæller den unge musiker, da dr.dk taler med ham.

Og det er nøjagtig det, han er kommet for. Han vil være alene, dyrke sine tanker og følelser og have ro til fordybelse. Ro til at arbejde på nye sange i sit folkede musikunivers.

Her bliver han kun forstyrret af fuglekvidren, bølgeskvulp og måske udsigten til vinslotte, citrontræer på rækker og havet - og nå ja, en guitar, der blev væk på rejsen dertil, men som heldigvis nåede frem til ham efterfølgende.

Foretrækker at se tingene på afstand

Når den 24-årige musiker fra Nordjylland ikke lige opholder sig et isoleret sted, mens han arbejder på ny musik, har han ellers en fuldt booket kalender, samarbejder med kendte musikere og producere i ind- og udland, to anmelderroste album i bagagen og nu et nyt på vej.

Men nye idéer og inspiration kommer lettest til ham, når han tager nye steder hen og giver sig selv ro. Der behøver ikke at ske noget hele tiden.

Musikken bliver bedst, hvis han tager væk fra de vante omgivelser og ser tingene på afstand, synes han. Og gerne alene. Det gør det nemmere at forholde sig til og sætte ord på.

Med andre ord lider Hjalte Ross umiddelbart ikke så meget af fomo (fear of missing out), som mange af hans jævnaldrende. Og det har musikerens venner da også bemærket.

- Jeg er en meget eftertænksom person, og jeg har det rigtig godt i mit eget selskab. Jeg kan godt lide at være i mine egne tanker – det behøver ikke gå så stærkt. Måske er det derfor, mine venner nogle gange kalder mig for en gammel mand, men det tager jeg som en kompliment, siger han.

Næsten alle hans tekster er personlige og udleverer hans inderste tanker. Han tror, at hvis en kunstner ikke selv har noget på spil, så kan det heller ikke røre lytteren – og det er det, han gerne vil.

Et eksempel på det er 'Accidents', der er introsangen til hans seneste album, 'Waves of Haste'.

- Den handler om at være i hårde og svære følelser, men hvor man egentlig ønsker, at den følelse bliver lidt længere. Det er okay ikke at blive god med det samme igen – det er nogle gange fint at dyrke sig selv og krænge sine følelser ud, siger han.

Lyt til hans nummer 'Accidents', mens du læser videre.

En musikkarriere lå ikke i kortene

Da Hjalte Ross var yngre, havde han egentlig ikke forestillet sig, at han på den måde skulle gøre musikken til sin fuldtidsbeskæftigelse.

Godt nok havde han altid elsket at skrive sange, synge dem og nørde flere instrumenter – men han syntes ikke, det lå i kortene, at han skulle stå på en scene og leve af det.

Det ændrede sig dog, da han i gymnasiet gav sig selv et løfte: Når han var færdig med 3.g, ville han lave et album, som han ville være stolt af, når han blev gammel.

Og stolt blev han, da han senere stod med ni færdige sange, der skulle blive til debutalbummet 'Embody'. Det blev så godt, at han syntes, det fortjente en ordentlig udgivelse.

Debutalbummet udkom i efteråret 2018, og så blev han ellers blæst bagover af reaktionerne.

- Det blev taget virkelig godt imod, gode anmeldelser – flere af dem udenlandske. Det var meget stort for mig, for dengang var der ingen, der vidste, hvem jeg var, fortæller Hjalte Ross, der pludselig fik rigeligt at se til.

Da det første album satte fut i musikkarrieren, gik han direkte i gang med nummer to.

Hør sangen 'Embody' fra Hjalte Ross' debutalbum af samme navn, mens du læser videre:

Suger indtryk til sig

Hjalte Ross skulle da også vidt omkring, inden album nummer to, 'Waves of Haste', var færdigt. Det tog ham til både Lofoten-øerne i Norge, Manhattan i New York og til sit eget Nordjylland, før pladen var skrevet, indspillet og klar til udgivelse.

Og de forskellige steder har sat deres aftryk på sangene, mener han.

Nu er han så igen taget afsted for at mærke sig selv og suge til sig af indtryk.

Han understreger dog, at det hele ikke er ture til udlandet og fokuseret sangskrivning i et kloster. Han elsker også at spille fodbold og Playstation og at hænge ud med sine venner – men hans indre musiker og sangskriver har altid følehornene ude.

- Ligegyldigt hvad jeg laver, suger jeg hele tiden ind af mine omgivelser. Om jeg ser en film eller sidder på en bænk og kigger ud i luften, så kan der pludselig være noget, der rører mig. Det er faktisk kun, når jeg spiller et ligegyldigt Playstation-spil, at jeg føler, jeg kan undslippe det, fortæller han.

Men der er hverken Playstation-spil eller fodbolde i klosteret i Italien. Her har han kun bølgernes brusen, citrontræerne og sin guitar. Men om det kan høres på det kommende album, må tiden vise.

- Jeg fordyber mig. Jeg elsker at udtrykke mig selv, og mens jeg gør det, står alt andet stille. Det er bare sådan, jeg arbejder bedst, siger han til sidst, inden han igen finder guitaren frem.