Dansk musiker er mere ærlig end nogensinde: 'Jeg har været i en ekstrem sorg'

En skilsmisse har lært frontmanden i bandet Fribytterdrømme at skrive mere personlige sange.

(Foto: Seth Nicolas © Pressebillede)

Kærlighed kan være en utaknemmelig størrelse.

Intet får os til at føle os mere i live end en dugfrisk forelskelse, men ulykkelig kærlighed kan samtidig også sende os ned i et stort, sort hul.

Det har Lau Pedersen, forsanger i det albumaktuelle band Fribytterdrømme, oplevet på egen krop. Han har dog lært en vigtig lektie: Ulykkelig kærlighed må ikke gøre dig bange for at leve dit liv.

- Man kan hurtigt tro, man er den eneste, der kan føle kærlighedssorg, når man er i det. Man kan føle sig så alene, men det er en del af livet, og der er mange andre, der oplever præcis det samme. Ulykkelig kærlighed lagrer sig i én, men savnet til den anden forsvinder og bliver erstattet med en ny glæde, fortæller han og tilføjer:

- Derfor må det ikke få dig til at blive bange for at leve. Hvis du ikke prøver at indgå i relationer med andre mennesker, lever du ikke, og hvis du gør det med frygt for at blive såret eller komme til skade, kan det sætte nogle begrænsninger for dig.

Efterdønningerne af ulykkelig kærlighed er netop omdrejningspunktet for bandets nye album 'Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet', som netop er udkommet og blandt andet er produceret af Rune Rask fra rapgruppen Suspekt.

Du kan lytte til nummeret 'Morgenstjerner' fra det nye album her, mens du læser videre:

0:00

Og udover at have en mere elektronisk og hiphoppet lyd end bandets fire tidligere album, så er det samtidig også den mest personlige plade, det ti år gamle band har lavet til dato, fortæller Lau Pedersen.

- Det er for svedigt endelig at være ude med den. Selvom det er fjerde plade, er man altid spændt, men denne gang har det været ekstra nervepirrende for mig, fordi teksterne virkelig er personlige.

Ikke en 'break up-plade'

De hudløst ærlige sange på 'Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet' er blevet til, efter Lau Pedersen i 2019 gennemgik en skilsmisse, der efterlod ham i stor sorg.

Selve bruddet var udramatisk, men musikeren endte i et sort hul, og følelsen af ensomhed var altoverskyggende.

- Som menneske er det en mærkelig situation at få trukket tæppet væk under sig, også selvom det måske var den rigtige beslutning. Jeg har været i en ekstrem sorg, og jeg har følt mig ensom, selvom jeg har været omgivet af en masse gode mennesker og familie. Det er en meget intens, følelsesladet oplevelse.

Siden har Lau Pedersen dog bearbejdet sorgen og forsøgt at vende den til noget lærerigt. Netop derfor er 'Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet' ikke en break up-plade, forsikrer han.

- Det er en plade, der er blevet til på baggrund af det her kæmpemæssige følelsesapparat, der er blevet sat i gang, og hvad det efterfølgende har lært mig som menneske; at finde fodfæste igen, møde nye mennesker og måske en ny kæreste.

- Det har været en lang proces, hvor jeg er gået fra en følelse af at være helt alene til igen at føle mig mødt og anerkendt. Det har jeg prøvet at få ned på pladen.

Bandet Fribytterdrømme med Lau Pedersen i front har tidligere optrådt på flere af landets store festivaler som Roskilde Festival og Smukfest. (Foto: Christian Hjorth © Scanpix)

En 'overvældende og nervepirrende' udgivelse

I dag er Lau Pedersen ikke længere fortabt i fortvivlet kærlighed - og det lange, følelsesmæssige brud har ikke kun lært ham en masse som menneske.

Det har også lært ham at åbne op i sin sangskrivning og skrive tekster på en ny og mere ærlig måde, fortæller han.

- Det personlige er kommet meget tættere på overfladen. Det vil altid være ord i sangskrivning, der ligger op til fortolkning. Men det her er så koncentreret for mig og baseret på det, jeg har oplevet. De andre har også prikket til mig for at få de personlige lag lidt mere frem, og det synes jeg er lykkedes.

Og netop det personlige har også gjort dette album mere nervepirrende at udgive.

- Det musikalske er meget smagspræget. Enten kan man lide det, eller også kan man ikke. Men det her med at klæde sig selv af i sådan en grad og være helt nøgen, det har været overvældende og nervepirrende, fortæller han og tilføjer:

- Jeg har heldigvis fået virkelig god støtte fra bandet. Jeg har indset, at det er okay at skrive så personligt, og det er en ny retning at gå i, hvilket passer perfekt til os, for det er sådan, vi altid vil arbejde. Vi vil altid prøve at forny os.

Set i bakspejlet er det gået op for Lau Pedersen, at han er kommet videre, og pladen har været med til at lukke og starte et nyt kapitel for forsangeren.

Derfor er tankerne også allerede rettet imod bandets næste projekt, afslører han.

- Lige nu har vi fokus på at skulle ud og levere den her plade live, så snart det hele åbner op. Men når vi er færdige med det, vender vi tilbage i studiet, og dér er jeg sikker på, der ligger en femte plade og venter. Vi har stadig ambitionerne, og jeg har allerede nogle tanker omkring det nye projekt.

FacebookTwitter